juli 11, 2023

Ugens fund: Er Jaguar E-Type verdens smukkeste?

Nogen vil kalde den verdens smukkeste, andre vil ikke, men man kommer ikke udenom, at Ugens fund er en fryd for øjet.

Tekst: Zacharias Lund
Foto: Salgsbilleder

Der er mange bud, men skulle jeg nævne nogle udfordrere til titlen som smukkeste bil i verden, ville jeg nok se i retning af Mercedes-Benz 300SL Gullwing, Lamborghini Miura eller Aston Martin DB4 GT Zagato – men kommer de overhovedet i nærheden af Jaguar E-Type? 

Selvom Ugens fund har noget helt særligt over sig, var det faktisk slet ikke æstetikken, designeren Malcom Sayer havde for øje. Tilbage i 1960’erne handlede det om noget helt andet end at skabe noget utvetydigt smukt.

Det særlige ved netop denne udvalgte Jaguar er, at den er fra den første serie, Jaguar producerede, hvilket gør den til en ‘flat floor‘-variant hvor gulvet i kabinen er fladere end i de senere serier.

Skal du have syn for sagen, kan du opleve den skønne bil her. Skal den blive din, koster den 1.095.000 kr.

Jaguar E-Type 3.8 Roadster

Motor: R6, 3.781 cm3, benzin
Ydelse: 265 hk / 353 nm
0-100 km/t: 7,0 sekunder
Tophastighed: 246 km/t
Forbrug: 10,3 km/l
Mål (L/B/H): 437/165/122 cm
Køreklar vægt: 1.200 kg

Forhandler fortæller

Jeg får fat i indehaveren af Læborg Autohandel, Søren Sørensen, der har E-Typen til salg. Han fortæller, at bilen har kørt i USA indtil 1994, hvor en dansk mekaniker fra Sønderjylland køber bilen og fragter den fra Washington til Danmark.

Herfra begynder en lang restaureringsproces, hvor bilen skilles ad og lakken bliver fjernet. Efter 12 års slid og slæb står Ugens fund bedre end nogensinde – eller i hvert fald tæt på fabriksny.

Bilen er født blå, men står som forvandlet i den ikoniske British Racing Green, der spiller godt sammen med den ny beige læderkabine.

Med den nye lak og det nye læderindtræk er den, hvis du spørger mig, noget nær perfekt i sit trim, hvis man vil have en ærkebritisk E-Type. Siden restaureringen har bilen kun kørt 8.700 km og står nu ved Læborg Autohandel.

Det smukke i det simple

Malcolm Sayer, der stod i spidsen for Jaguars aerodynamik i 1950’erne og 60’erne, var designeren af den udsøgte E-Type. Sayers tankegang var ikke at lave den smukkeste bil, men i stedet at lave den hurtigste og mest aerodynamiske bil. 

Formet ud fra geometriske linjer og med øje for mest muligt aerodynamik blev den E-Type, som vi kender den, udformet – og beundringsværdig, det blev den. Det var sådan Sayer opnåede det nydelige i bilerne, ved brug af simplicitet og rene linjer. 

Den lange snude, stejle forrude og indelukkede forlygter var alle aerodynamiske tiltag, men er samtidigt det, der gør E-Typen til noget helt særligt i dag. 

Helt fra starten har Sayers idé været, at lave en aerodynamisk roadster. Ideen der startede på tegnebrættet med geometriske linjer i 1957, blev fire år senere et rullende stykke kunst ved introduktionen på Geneve Motor show i 1961.

Mens arbejdet stod på med roadsteren, påbegyndte en kollega, Bob Blake, at arbejde på en lukket coupé-version af Jaguar E-type, der dog oprindeligt ikke var en del af planen.

Hvad end man er til roadster eller den lukkede coupé, har de begge sat et stort præg på fremtiden for Jaguars biler, hvor man i dag også kan se klare tråde tilbage til det fantastiske design.

Originalitet

Er man ude efter noget ærkebritisk, så er Ugens fund et eksemplarisk bud. Udover at have ‘matching numbers’ på motor og karosseri, får du også alt, hvad der fulgte med bilen i sin tid: Selv nummerpladen fra USA, hvor hele rejsen startede.

Man får ovenikøbet også noget så særligt som et par speciallavet ski med tilhørende stave. De har et par år på bagen og har nok ikke rørt det, der ligner sne i et par årtier, men dem får du med i købet.  

Skulle man have en Jaguar E-Type, der på bedste vis repræsentere britisk bilhistorie, er denne et godt bud. Den kan blive din for 1.095.000 kr. og du kan opleve den her.


Jaguar til salg på Bilbasen

Find flere Jaguar til salg på Bilbasen her.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS