februar 17, 2023

Ugens fund: Er Porsche 928 en rigtig Porsche?

Denne Ugens fund er en overset sportsvognsperle. Som den eneste sportsvogn i historien, kan Porsche 928 prale af at være blevet kåret som Car of the Year.

Nogle vil mene, at en Porsche skal være luftkølet og motoren må på ingen måde være placeret andre steder end bagtil. Med andre ord er Porsche 928 GTS virkelig puristernes værste mareridt.

En frontmonteret V8-motor var der plads til og luftkøling, det er der ikke en snert af. Baghjulstrukket er den dog fortsat, men kun for ikke fuldkommen at tage livet af 911-elskerne. 

Denne ugens fund er en Porsche 928 GTS. Et på mange måder overset får i flokken af Porscher, men ser man bort fra meningerne og holdningerne, er det en fantastisk og velkørende bil, der kan erhverves for 639.900 kr. ved Bilhuset Laursen på Bilbasen.

Porsche 928 GTS

Motor: V8, 5.397 cm3, benzin
Ydelse: 350 hk / 500 nm
0-100 km/t: 5,7 sekunder
Tophastighed: 306 km/t
Forbrug: 7,4 km/l
Mål (L/B/H): 452/189/128 cm
Køreklar vægt: 1.632 kilo
Pris:
639.900kr


Forhandler fortæller

Da jeg får fat i Jeppe fra Bilhuset Laursen, bliver vi hurtigt enige om, at Porsche 928 GTS, er en fantastisk bil. Han fortæller at bilen blev købt fra ny af en medarbejder ved Porsche i Tyskland, hvor bilen har kørt hele sin levetid.

Han fortæller yderligere, at bilen oprindeligt var lilla. Ejeren ønskede dog at bilen skulle være India Red, hvilket han fik ordnet internt i Porsche, så det blev gjort ordentligt.

Da den tyske ejer efter noget tid satte bilen til salg, fandt en dansk samler hurtigt frem til bilen og købte den. Siden overtagelse har bilen ikke rørt asfalten herhjemme i Danmark, hvilket Jeppe og jeg blev enige om var en skam.

Car of the Year 1978

Det er normalt aldrig på tale, at en sportsvogn er taget i betragtning til Car of the Year, men i år 1978 var det svært at se bort fra den grimme ælling fra Porsche. Den afveg fuldkommen fra det traditionelle ved Porsche, men alligevel lykkedes den så godt med at være alt det, en Porsche 911 ikke var. 

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Kør stationtioncar som Senna med 5-cyl, turbo og Quattro

Stabil ved høje hastigheder, vandkølet, tæt på perfekt vægtfordeling med gearkasse og differentiale bagtil og motoren fortil og trods en højere vægt end datidens 911’ere, matchede den præstationerne på racerbanen uden besvær.

Faktisk var 928 så god, at det forlød i krogene, hvordan den skulle overtage tronen for 911-modellerne, men historien endte anderledes.

Den sidste i rækken

Porsche 928 GTS er afrundingen på en årrække af sportsvogne, der kun blev bedre og bedre med årene, hvilket også peger i retning af, at denne Ugens fund var toppen af 928-modelrækken. Den blev lavet i 2904 eksemplarer og fik man fat i en, ja, så havde man et stykke Porsche-historie.

Produktionen begyndte i 1977 og sluttede med GTS-modellen i 1992. Undervejs blev andre modeller såsom Porsche 924, 944 og 968 introduceret. Alle med motoren placeret foran og et anderledes design, der mest af alt udsprang fra 928’eren.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den vigtigste VW, du aldrig har hørt om 

Med en 5.4-liters V8-motor ude foran skulle man tro, at den buldrede derudad, men faktisk er lyden og følingen i 928-GTS meget mere raffineret, end man skulle tro.

Læg dertil at bilen har 350 hk og 500 nm, så står du pludseligt med en rigtig hurtig bil, der med sin optimale vægtfordeling formåede at ligge rigtigt godt på vejen.

+270 km/t til sidste åndedrag

Det er de færreste, der kobler V8-motor og Porsche sammen, men ikke desto mindre er netop 928 GTS det bedste af begge verdener. En bil, der komfortabelt runder 270 km/t og bliver der uden problemer. Og netop det at runde 270 km/t og mærke, at bilen uden problemer kan fortsætte denne fart, har ingen ringere end Jeremy Clarkson understreget.

Han fortæller i et vemodigt øjeblik, hvordan han modtog et opkald fra hans mor, der desværre konstaterede, at hans far lå for døden på et hospital i Sheffield. Clarkson, der på daværende tidspunkt var i London og lige havde hevet kyllingen ud af ovnen, sprang i bilen og medbragte kyllingen.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Er BMW 1M den bedste BMW nogensinde?

269 kilometer senere. Kyllingen var stadigvæk varm og vigtigst af alt, var faren fortsat i live. Han døde 30 minutter senere. Men grundet 928’erens evne til komfortabelt at ligge og køre 270 km/t nåede Jeremy Clarkson at sige et sidste farvel til hans far.

Er det en rigtig Porsche?

Spørgsmålet er dog, hvorvidt 928 er en rigtig Porsche og selvfølgelig er den det. Det kan ingen ringere end Jeremy Clarkson understrege. Og han har om nogen en holdning til, hvad der er rigtigt eller forkert.

Selvom den afviger meget fra det Porsche står for, satte den gang i en periode i Porsches i historie, der er svær at komme udenom.

Køber du dette oversete får fra Porsche, får du ikke bare en alternativ Porsche. Du får så meget mere end bare det. En fantastisk køremaskine, der byder på hurtige sving, komfort og ja, så får du en Porsche, der ikke er en 911.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS