Lamborghini Gallardo Squadra Corse
Ugens fund
25. oktober 2021

Ugens fund: Den sidste sindssyge Lamborghini Gallardo

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Der er lavet mange specialversioner af Lamborghini Gallardo. Alligevel er denne Ugens fund en af de vildeste, en af de mest sjældne og tilmed den sidste. Denne Ugens fund er en Lamborghini Gallardo Squadra Corse.

Af: Simon Hallenslev / d. 25. oktober 2021

Lamborghini er gode til at klemme mersalg ud af deres supermodeller. Når en model har været på markedet i et år eller to, kommer der en specialversion med en lille designmæssig ændring, en håndfuld flere heste eller lidt mere kulfiber. På den måde holdes en model relevant i længere tid, fordi der altid er en ‘ny’ variant på markedet.

Lamborghini Gallardo var den første massesællert fra Lamborghini og kun den anden model, der blev udviklet under Audi-ejerskab. Derfor er der lavet mange specialversioner af Gallardo. Faktisk er der mere end 25 versioner af Lamborghini Gallardo.

Selv blandt mere end 25 specialversioner, står denne Ugens fund dog stadig ud. Det er en Lamborghini Gallardo Squadra Corse, der er til salg hos Car Hunter til 1.295.000 kr. Uden afgift. Se den her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Lamborghini Gallardo LP570-4 Squadra Corse

Motor: V10 5.204 ccm

Ydelse: 570 hk /540 Nm

0-100 km/t: 3,4 sek.

Tophastighed: 320 km/t

Forbrug: 7,4 km/l

Vægt: 1.340 kg

Pris: 1.295.000 kr. u.afg.

Banebil med nummerplader

At beskrive en personbil som en “racerbil” eller en “banebil med nummerplader” er oftest bare en smart og alternativ måde at beskrive en bil som virkelig hurtig. Det er jeg også selv skyldig i. Denne gang er den dog god nok. Denne Ugens fund er en Super Trofeo-baneracer, der er bygget om, så den er lovlig til gadebrug.

Super Trofeo er Lamborghinis egen løbsklasse, hvor 12 teams kører racerløb i ensartede og hårdtpumpede modeller på verdens mest prestigefyldte racerbaner. I denne Ugens fund valgte Lamborghini at fejre sit eget, prestigefyldte løb med en specialmodel, der tager motoren direkte fra en Super Trofeo-racer.

Jep. Du læste rigtigt. Motoren i Lamborghini Gallardo Squadra Corse er den samme, som dem i Super Trofeo-racerne. Herudover er for- og bagkofanger samt hækvinge udviklet med udgangspunkt i den voluminøse banebil. Derfor genererer denne Ugens fund tre gange så meget downforce som en almindelig Lamborghini Gallardo. Også de keramiske bremser kommer fra Super Trofeo.

Banebilselementet bliver endnu mere tydeligt, når man ser på mængden af kulfiber, som man nærmest drukner i. Udvendigt er det kofangere, hækvinge og motorskjold, der er lavet i kulfiber. Indvendigt er dørsider, sæder, midterkonsol, instrumentbord, rat, dørhåndtag og sågar håndtaget til handskerummet af kulfiber. Og alt det, der ikke er kulfiber, er alcantara (mere eller mindre).

Med så meget kulfiber er Lamborghini Gallardo Squadra Corse selvfølgelig let. Den vejer ind med en kampvægt på 1.340 kg, hvilket er 257 kg mindre end en almindelig Gallardo. Med 570 hk har Squadra Corse flere kræfter pr. ton end Ferrari 458 Italia.

Lamborghini Gallardo Squadra Corse

1 ud af 50

I det foregående afsnit fik jeg forhåbentlig slået fast, hvorfor Lamborghini Gallardo Squadra Corse er en af de vildeste specialversioner af Gallardo. At den også er en af de mest sjældne skyldes, at Lamborghini kun byggede 50 eksemplarer af den i alt, hvoraf 15 af dem blev bygget til det amerikanske marked og tre til det canadiske marked.

Lamborghini Gallardo Squadra Corse kunne leveres i fire forskellige farver: Giallo Midas (Gul), Bianco Monocerus (Hvid), Grigio Thalasso (Grå) og så denne fantastiske Rosso Mars røde. Til det nordamerikanske marked blev der kun leveret gule biler, mens produktionstallene for de resterende farver er uklare.

Det er ingen tilfældighed, at Lamborghini Gallardo Squadra Corse er så sjælden, som den er. For som jeg fik nævnt i indledningen, er denne Ugens fund den sidste hårdkogte specialversion af Gallardo, der tager udgangspunkt i en vaskeægte racerbil. Den er det sidste hurra for den første massesællert af Lamborghini.

Lamborghini Gallardo Squadra Corse blev produceret i 2013, der er det sidste produktionsår for Gallardo. Gallardo var i produktion i hele 10 år og nåede at blive produceret i mere end 14.000 eksemplarer, før efterfølgeren Lamborghini Hurácan tog over i 2014. Og Hurácan tog stærkt over for Gallardo, da rundede 14.000 producerede eksemplarer efter blot fem år på markedet.

Lamborghini Gallardo Squadra Corse
Lamborghini Gallardo Squadra Corse
Lamborghini Gallardo Squadra Corse
Lamborghini Gallardo Squadra Corse 9253-scaled
Lamborghini Gallardo Squadra Corse 9288-scaled
Lamborghini Gallardo Squadra Corse 9283-scaled
Lamborghini Gallardo Squadra Corse 9316-scaled
Lamborghini Gallardo Squadra Corse 9334-scaled

Kan du håndtere det?

Er du sikker på, du kan håndtere det? En på alle måder larmende, hård og ubarmhjertig banebil med 570 hk, firehjulstræk og nummerplader? Så håber jeg, at du har din kistebund ualmindeligt godt foret. Du skal nemlig af med 1.295.000 kr. uden afgift, hvis herligheden skal blive din.

Det er selvfølgelig svinsk mange penge – særligt hvis du påtænker at betale de danske afgifter. Alligevel findes der en form for berettigelse, hvis du ligger inde med den slags penge. Som den sidste hårdkogte Lamborghini Gallardo af sin slags og med kun 50 produceret på verdensplan, er der solid grobund for en vaskeægte investeringsbil.

Hvis ikke den er solgt, kan du se bilen her hos forhandleren Car Hunter.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: