juli 16, 2022

Ugens fund: Bliv forelsket i en Land Cruiser fra de fede 80’ere

Toyota Land Cruiser FJ64er ikke en veteranbil, som veteranbiler er flest. Denne Ugens fund er en vaskeægte SUV fra før, det blev moderne med højbenede biler – og vi er helt pjattede med den. Se den her.

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Salgsbilleder

Hvis jeg siger ‘veteranbil’, tænker du sikkert på søndagsture, is på havnen eller måske weekendtræf, hvis det skal være helt vildt. Gamle, skrøbelige biler, der kun støves af og luftes når solen står i zenit og der er medvind på landevejene.

Sådan er det ikke med denne Ugens fund. Den er bygget til eventyr i terrænet mens samtidigt at bibeholde et niveau af luksus til hele den store familie. Denne Ugens fund er en Toyota Land Cruiser FJ62 fra 1986, der sælges for 245.000 kr. Af forhandleren Classicmotorsales i Vejle.

I denne artikel ser jeg nærmere på bilen samt på den glorværdige historie bag Toyota Land Cruiser. Se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.


Toyota Land Cruiser FJ62

Motor: V6 benzin, 3.955 cm3
Ydelse: 155 hk / 298 Nm
0-100 km/t: –
Tophastighed: Ca. 155 km/t
Forbrug: 8 km/l
Mål (L/B/H): 
475/188/184 cm
Køreklar vægt: 
1.941 kilo


Forhandler fortæller

… ikke så meget. Bo fra Classicmotorsales i Vejle er nemlig taget på ferie, og selvom jeg får fat i ham, vil jeg ikke forstyrre ham i Italiens bagende sol! Heldigvis er der rigeligt med historie på Toyota Land Cruiser, og Bo udtrykker sin tiltro til, at jeg kan skrive en artikel uden hans input. Tak, Bo!

Det, som man specifikt skal hæfte sig ved med denne Ugens fund, er den gode stand. Man kan sige meget om den legendariske Land Cruiser-model, men rust har ikke været dens bedste ven gennem tiden. Siger du ordet ‘vejsalt’ lidt for højt og lidt for tæt på en gammel Land Cruiser, kan dét være nok til lidt pletrust… 

Alligevel står denne Ugens fund rustfrit og i pæn originallak med kun almindelig brugspatina. Tager man et kig ud i det store, europæiske brugtvognsmarked vil man se, at Toyota Land Cruiser i Model 60-generationen generelt ikke hænger på træerne – særligt ikke i god stand. Denne Ugens fund er med andre ord lidt af et særsyn, som kan blive dit for 245.000 kr.

Født til slagmarken

I 1950, hvor USA stadig var til stede i Japan i kølvandet på Anden Verdenskrig, gik et sovjetisk-støttet Nordkorea ind i det allierede Sydkorea. Koreakrigen blev en realitet, og for at holde bolsjevikkerne for døren, fik USA igen et behov for militært maskinel på landjorden.

I stedet for at hive flere Willys Jeep tværs over stillehavet, bestilte den amerikanske regering 100 biler ved Toyota, der skulle spejle specifikationerne for den succesfulde Willys Jeep. Det kom der en Toyota BJ ud af.

LÆS OGSÅ | Test: Strømført Jeep Wrangler 4xe er svær at forsvare

Toyota BJ var både større og mere kraftfuld end Willys Jeep, og selvom den ikke havde nogen transferkasse med lavgear, kunne den sagtens følge med i terrænet. Toyota demonstrerede terrænkundskaberne på bjerget Fuji. Fluks efter den problemfrie bjergklatring bestilte den japanske politienhed NPA også 298 stk. Toyota BJ som patruljevogne.

Pludselig kørte Toyota BJ som radio- og terrænbil i militæret, som patruljevogn i politiet og sågar som brandbil flere steder i Japan. I 1954 valgte man i Toyota at gøre navnet mere mundret. Med kraftig inspiration fra de britiske konkurrenter fra Land Rover, omdøbte Toyota deres BJ-model til Land Cruiser.

Ingen Toyota uden Land Cruiser

Toyota BJ Land Cruiser var en hård hund og til de formål, den blev købt ind, var den en stor succes – salgsmæssigt not so much. Et par hundrede militær- og beredskabsversioner battede ikke i længden. Derfor lancerede Toyota i 1955 civilversionen ‘Model 20’, eller J20, af Toyota Land Cruiser.

Model 20 havde blødere affjedring, en blødere og mere hverdagsvenlig kabine, mens det udvendige design også blev gjort mindre militæragtigt. Det første land, som Toyota indtrådte med Model 20, var Australien. Her passede den hårdføre og pålidelige Land Cruiser perfekt til outback.

SE OGSÅ | Video: Skarp pris til Toyota BZ4x

I USA var historien en anden. Her var folk allerede godt bevendt med luksuslinere fra Cadillac og Chrysler. Dem ville Toyota konkurrere med! Som modstykke til de dyre, amerikanske flydere, ville de lancere den luksuriøse Toyota Crown – men de vidste godt, at det ville blive uhyre svært.

Derfor lancerede Toyota deres ‘Land Cruiser-Strategi’ i USA. Her lancerede de Toyota Crown samtidigt med Toyota Land Cruiser, og de to modeller blev typisk præsenteret side om side i storslåede kampagner. Planen var, at det hårdføre og pålidelige image fra Land Cruiser ville smitte af på Crown.

Det virkede! Side om side skabte de to biler fundamentet for Toyotas brand ikke bare i USA men i resten af den vestlige verden. Uden Land Cruiser-Strategien havde der næppe været et Toyota u dag – det vil sige et liv uden Supra, Corolla og Celica. Kedeligt.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den smukkeste Toyota på Bilbasen?

Med sit ophav i krigsmaskinen fra 1950 er Land Cruiser det ældste nulevende modelnavn i Toyotas historie. Derefter kommer Toyota Crown, der også stadig produceres, men som ikke fik samme udbredelse på vores breddegrader som Land Cruiser.

Fra krigsmaskine til komfortkanon

Toyota holder fast i den rå stil med Land Cruiser. I årene efter Model 20 lancerer de Model 30, 40 og 70, der alle er orienteret mod terræn og hårdt arbejde. I 1967 prøver Toyota, sideløbende med terrænversionerne, at lancere en mere luksuriøs version af Land Cruiser med Model 50. Det går overraskende godt.

Allerede i 80’erne begynder amerikanerne for alvor at få smag for SUV’er. Biler, der kan klare terræn og tungt læs på krogen men uden at gå på kompromis med komforten i hverdagen. Da Model 50 udgår, skruer Toyota op for charmen med denne Ugens fund: Toyota Land Cruiser Model 60, også kaldet J60, i 1980.

Toyota Land Cruiser 60 er stadig en terrændygtig model, men kan nu købes med en bred vifte af luksusudstyr, der er nyt for modellen. Aircondition, soltag, elektriske spejle og en kabine, der generelt havde fået et gevaldigt nøk op ad rent komfortmæssigt. Land Cruiser 60 taler med andre ord direkte ind i 80’ernes SUV-trend. En trend, der som bekendt stadig lever i bedste velgående.

Pålidelig og letkørt

Toyota Land Cruiser biler præcist den budgetvenlige konkurrent til Land Rover, som Toyota håber på. Rent teknisk viser de japanske bilbyggere sig overlegne, da denne Ugens fund hurtigt bliver notorisk kendt for både at være letkørt men senere også yderst pålidelig.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Verdens mest eftertragtede Toyota Corolla

Denne Ugens fund er et FJ62-facelift, der i 1985 får en ny 4-liters rækkesekser på benzin, som dårligt kan slides op. Det letkørte element skyldes hovedsagelig. At Toyota Land Cruiser efter lanceringen bliver beskrevet som letkørt, skyldtes hovedsageligt en veludviklet foraksel, der sikrer retningsstabilitet og høj komfort på langfart. En ellers svær øvelse for høje og terrændygtige biler i 80’erne.

Så for at opsummere: Du får en komfortabel, luksuriøs, pålidelig og terrændygtig veteranbil, der har stor historisk betydning for den bilproducent, der er i dag er verdens største. Den er et fund, der vil noget, og alt du skal give for den, er 245.000 kr. Se bilen her, hvis ikke den er solgt.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS