Toyota RAV4 - 2025 - 8
Nyheder
22. maj 2025

Toyota RAV4: Sjette generation af verdensbilen er klar

RAV4 er, sammen med Corolla, en tilbagevendende bestseller for Toyota, som nu er klar med en ny generation af den populære SUV.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Det må være med rystende hånd, når Toyota skal præsentere efterfølgeren til en favoritbil som RAV4. En SUV, der i 2024 solgte i mere end én million eksemplarer på verdensplan, kun overgået af Toyotas egen Corolla og Tesla Model Y.

Nervøsitet ændrer ikke på nødvendighed, og med den nuværende femte generation i folden på sjette år, er det på høje tid med en udskiftning – og den får vi nu.

Designet på den nye og sjette generation Toyota RAV4 læner sig måske lidt op ad sin forgænger, men under indpakningen samt i kabinen gemmer sig ny teknologi, der kører verdensbilen ind i 2025.

Toyota RAV4 - 2025 - 7
Foto: Toyota PR

RAV4 vil være sin egen

Præcis som tendenserne dikterer det, vil RAV4 være sin egen. Toyota hopper med på vognen om, at modellerne skal være et brand i sig selv, hvorfor bagenden er helt fri for Toyota-logo. Her står der bare 'RAV4', og i profil er det tydeligt, at det netop er sådan en, der er tale om.

Fronten er et sammensurium af de nye Toyota-forlygter, som vi først så på den seneste femte generation Prius, samt en stor, halvlukket kølergrill á la Lexus. Det samlede udtryk for den nye Toyota RAV4 er robust og moderne med en klar genkendelighed. Det virkelige nybrud skal dog findes under overfladen.

Her gemmer sig ny plug-in hybridteknologi, der med et 22,7 kWh batteri giver den japanske SUV en elektrisk rækkevidde på op til 100 kilometer samt tre-faset opladning på 11 kW AC og op til 50 kW DC.

Toyota RAV4 - 2025 - 6
Foto: Toyota PR
Toyota RAV4 - 2025 - 5
Foto: Toyota PR
Toyota RAV4 - 2025 - 4
Foto: Toyota PR

Den nye batteripakke suppleres af en kraftigere elmotor på forakslen, der yder 204 hk mod tidligere 182 hk. Den samlede systemydelse forbliver dog i et genkendeligt leje på 304 hestekræfter.

Er det lige rigeligt, kan man som noget nyt også vælge RAV4 som plug-in hybrid i en forhjulstrukket variant, mens plug-in hybridteknologien tidligere har foreskrevet firehjulstræk. Her får man 268 hestekræfter fra el- og benzinmotor på forakslen. En ren hybridudgave vil også blive udbudt som for- eller firehjulstrækker med henholdsvis 183 og 191 hestekræfter.

Uanset hvilken variant, man vælger, har den nye RAV4 et lavere tyngdepunkt end forgængeren og et mere vridningsstabilt karosseri. Faktorer, der har potentiale for at højne køredynamikken i den højbenede bil.

Ny softwareplatform

Med introduktionen af den nye RAV4 lancerer Toyota en ny softwareplatform, kaldet Arene, der skal give mere modernitet i kabinen og højere sikkerhed på vejene.

Alene i sit udtryk fremstår kabinen i den nye Toyota RAV4 mere moderne med et rent og mere minimalistisk udtryk med genkendelige elementer fra søstermodeller som Land Cruiser og BZ4X. Moderniteten skal nok i virkeligheden findes bag den 12,9" store infotainmentskærm, der er centralt placeret i instrumentbordet.

Toyota RAV4 - 2025 - 3
Foto: Toyota PR
Toyota RAV4 - 2025 - 2
Foto: Toyota PR
Toyota RAV4 - 2025 - 1
Foto: Toyota PR

Bag skærmen findes nemlig et nyt infotainmentsystem med grobund i den nye softwareplatform. Her loves en hurtigere brugeroplevelse samt større digital integration med et system, der skal give føreren oplysninger i realtid om alt fra fotofælder og ulykker til advarsler om forestående lavemissionszoner.

Foruden et hurtigere og bedre infotainmentsystem skal softwareplatformen også give større sikkerhed. Med softwareplatformen følger en ny og udvidet frontkollisionsassistent, udvidet blindvinkelassistent, forbedret vognbaneskifteassistent og en fjernstyret parkeringsassistent til de snævre parkeringsbåse.

Sløret er kun netop løftet for den nye Toyota RAV4, hvorfor de danske priser endnu ikke kendes. Toyota regner med at kunne introducere den nye RAV4 i slutningen af 2025.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant