Elbil x 4 Berner Show
Elbiler
29. november 2022

Video: Drag race med lynhurtige elbiler

Anders Berner

Vi sætter fire elektriske fartmonstre fra Kia, Tesla, BMW og Polestar op mod hinanden i et drag race – og bliver overraskede!

Video: Anders Berner

Alle elbiler er ret kvikke, men nogle er selvfølgelig hurtigere end andre. Vi har snuppet fire af de hurtigste, vi kunne få fat i, og sat dem stævne på FDM Sjællandsringen.

SE OGSÅ | 2022 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt rækkevidde og pris

Det gælder BMW i4 M50 (544 hk), Kia EV6 GT (585), Polestar 2 Performance (476 hk) og Tesla Model 3 Performance (513 hk). Anders, Simon og Jacob er ret overbeviste om, hvilken af de fire der vinder. Den ene har nemlig markant flere hestekræfter – men vi bliver alle tre snydt.

Video

Hestekræfter er ikke nok

I et drag race, og særligt på en kort langside som på FDM Sjællandsringen, hvor det gælder om at komme hurtigst fra stilstand til målstregen i en lige linje, er der mere der tæller end bare hestekræfter. Særligt i elbiler, hvor alle kræfter er tilgængelige fra stilstand i langt de fleste tilfælde.

For det første er der vægten; Du kan have nok så mange kræfter men hvis vægten er høj, kræver det for mange kræfter at få sat den store masse i bevægelse.

LÆS OGSÅ | BMW i4, MG4 og Nissan Ariya med i finalen til Årets Bil i Danmark 2023

Men hvad færre måske tænker over, er programmeringen af bilerne, der blandt andet afgør, hvor hurtigt de skal komme afsted fra startstregen. Eksempelvis virker det til, at Polestar ikke leverer alle kræfter fra 0 km/t. Det giver god mening i daglig kørsel, hvor det er nemmere at dosere kræfterne. Men i et drag race, hvor det handler om at komme hurtigt fra start, er det ikke en fordel.

Tesla har øvet sig

Hvis der er noget, Tesla (og amerikanerne generelt) har øvet sig i, så er det at komme hurtigt fra start til mål i en lige linje. Historisk set har amerikanerne ikke været de kvikkeste, når vejen bugter sig, men i en lige linje er de virkelig hurtige. Det viser sig også her. Tesla har øvet sig i at komme hurtigt fra start – og det virker.

Vi kører tre race, hvor vi også bytter rundt på placeringen af bilerne, og alle tre gange vinder Teslaen med marginaler foran BMW’en. Herefter følger Kia, der vinder to løb over Polestar, der kan prale af at slå Kia’en en enkelt gang.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen