Polestar 3 er en stor og lynhurtig elbil – Anders Berner giver en hurtig gennemgang af nyheden fra verdenspremieren i København.
Video: Anders Berner
Selve verdenspremieren af den helt nye Polestar 3 fandt sted i Danmark. Nærmere bestemt Lokomotivværkstedet i København. Verdenspressen blev fløjet ind for at se, da tæppet blev løftet fra den store og længe ventede SUV.
Berner var naturligvis på pletten og fik mulighed for, som en af de absolut første, at se, røre og sidde i den nye Polestar 3 – og han er glad. Kæmpestor SUV bygget fra bunden som elbil og med masser af kræfter og udstyr.
Men der er selvfølgelig noget, som Berner ikke er imponeret over – ligesom det plejer. Og det er selvfølgelig en af hans store kæpheste, når det kommer til elbiler.

600 km på en opladning
Polestar 2 er en usædvanligt velkørende elbil til en god pris. Men den er også, hvis man er kynisk, et stykke aflagt Volvo-design og en bil, som ikke egner sig til en pladskrævende familie.
Polestar gør nu op med begge kritikpunkter. Den længe ventede Polestar 3, som produceres både i Kina og på en helt ny fabrik i USA, gør op med det gamle Volvo-design – og afslører en spændstig crossover til familiebrug.
Polestar afslører, at den elektriske crossovers rækkevidde skulle ramme over 600 km (WLTP-måling). Prisen ender dog i den absolut høje ende på 800.000 kr.