Porsche gør ikke noget uden at gøre det ordentligt. Derfor er den nye Porsche 911 GT3 selvfølgelig den hurtigste GT3 nogensinde. Berner slipper Porsche 911 GT3 og samtlige 510 hk løs på et lukket baneanlæg.
Video: Anders Berner | Dato: 29. oktober 2021
Det er den nye Porsche 911 GT3 fra fabrikken i Weissach. Bilen man på forhånd ved er en sensationel skabelse. Med sin direkte blodlinje til motorsporten illustrerer den på fineste vis en af de største klicheer i bilverdenen: En racerbil til gadebrug. For det er lige dét, det er.
Berner har lånt et eksemplar og taget den med til Sjællandsringen udenfor Roskilde for at se nærmere på, hvad der må siges at være en af de mest sindssyge Porscher. Alligevel har Berner, naturligvis, sit helt eget take på Porsche 911 GT3.
Porsche 911 GT3
Motor: B6 benzin, 3.996 ccm
Ydelse: 510 hk /470 Nm
0-100 km/t: 3,4 sek.
Tophastighed: 318 km/t
Vægt: 1.410 kg
Testbilens pris: 3.927.092 kr.
(GT3 starter ved 3.314.900 kr.)

Det skal være dyrt!
Det har altid været dyrt at køre Porsche, og når man oven i købet vælger en vogn med GT-mærkat på bagenden, så er det rigtig dyrt. Den første GT3 blev introduceret i 1999 for at sikre Porsches deltagelse i FIA GT3 Cup, og på det tidspunkt kostede den godt 2,3 mio. kr. med danske plader. Dét svarer til godt og vel 2,9 mio. kr. i dag når inflationen medregnes.
I den første Porsche 911 GT3 betalte man tilmed mere for mindre. Her blev nærmest al støjisolering, de fleste højtalere, soltaget, airconditionen og CD-afspilleren fjernet, for at sikre maksimal performance. Aircondition og CD-afspiller kunne dog vælges som tilkøb. Ligeså sparsommeligt er det ikke, hvis man køber Porsche 911 GT3 i dag. Selvom performance stadig kommer først, er der forsat oceaner af luksusudstyr.
Det er selvfølgelig noget du kommer betale for. Altså, kommer til at betale rigtig meget for. Porsche 911 GT3 starter i dag i 3.314.900 kr, hvilket selvfølgelig er mange penge. Alligevel sniger testbilen sig op i næsten 4 mio. kr. I tabellen herunder får du et lille indblik i, hvad du får lov at betale mest for, når du bestiller en spritny GT3’er.
Testbilens dyreste ekstraudstyr:
Keramiske bremser: 181.820 kr.
Skålsæder: 105.992 kr.
Læderinteriør: 82.282 kr.
LED matrix forlygter: 69.580 kr.
Løftesystem på foraksel: 61.927 kr.
Grå metallak: 24.462 kr.
ParkAssist m. bakkamera: 24.462 kr.
Hjul sortlakeret: 23.532 kr.
Exclusive baglygter: 16.492 kr.
Nedblændelige spejle inkl regnsensor: 10.800 kr.
Skiltegenkendelse: 10.800 kr.
Ovenstående er altså blot et udpluk af ekstraudstyret, der er tilvalgt til testbilen. I alt er der udstyr for over 600.000 kr. hvilket betyder, at man ville kunne købe en spritny BMW 545e for ekstraudstyrets pris i 911 GT3.
Det er for øvrigt komisk, at skiltegenkendelsen koster mere end 10.000 kr, når det er standardustyr i en Renault Clio V, som starter for over 30.000 kr. mindre end det, de keramiske bremser koster til Porsche 911 GT3.