Total Cost of Ownership er det lidt konsulentagtige begreb, der dækker alle udgifter ved bilejerskab – fra forsikring og afgifter til bilens afskrivning. På dansk kalder vi det mere mundret for totalomkostninger.
Netop totalomkostninger er noget, Bilbasens egen markedsanalytiker og ekspert, Jan Lang, arbejder intensivt med. Og det er også ham, vi tager med på råd i dette afsnit af Bilbasen Strøm, hvor vi en gang for alle konkluderer, at elbilen er billigere end benzinbilen – og ser på hvorfor.

Ingen er fortabte
Det ender næsten altid med at handle om elbilerne. Men hvad nu, hvis man for få år siden nappede en plug-in hybrid i dens velmarksdage? Eller hvis man stadig har en dieselhakker holdende? Der er heldigvis stadig gode muligheder for at komme videre – men tiden er moden til at skifte.
Plug-in hybriden var for mange en overgangsbil. I 2020 kunne man med stor afgiftsrabat teste det elektriske, uden helt at slippe benzinpistolen. Siden har elbilerne for alvor bevist deres værd, og derfor ønsker mange at skifte igen. Det kan man sagtens.
Her er salg gennem forhandler typisk vejen frem. Danske forhandlere kan nemlig videresælge bilerne til europæiske markeder, eksempelvis til Tyskland, hvor efterspørgslen på plug-in hybrider stadig er høj. Derfor ser vi også, at de forsvinder fra det danske brugtmarked: I dag er der blot 2.500–3.000 til salg mod over 8.000 for få år siden.
Det samme gælder dieselbilerne. De kan virke tillokkende, fordi kontantprisen er lav, men de løbende omkostninger er høje, og netop derfor vil danskerne af med dem. Heldigvis efterspørger det europæiske marked dem stadig, så en forhandler vil typisk kunne tage bilen ind.
Både plug-in hybrider og dieselbiler kan altså forholdsvis nemt veksles til en elbil, og her er der markante penge at spare på driften.



