I 2035 er det helt slut med at købe biler med lokal emission i Europa. Selv om der er 12 år til, vil effekten allerede længe inden kunne mærkes.
TEKST & VIDEO: Morten Bek
Lugten fra den næsten uforbrændte benzin hænger i luften, og røgen er tyk som på et værtshus, hvor man stadig må ryge. Når en gammel bil, fra 60’erne eller 80’erne, kører forbi og forpester omgivelserne, kan vi være rigtig glade for, at reglerne for udledning af alle mulige skadelige stoffer er reduceret til næsten intet i nye biler i forhold til “gamle dage”.
Men næsten intet er ikke godt nok i forhold til miljø og folkesundhed, så fra 2035 er det i EU helt slut med at sælge biler med forbrændingsmotor – biler som udleder noget som helst skadeligt, der hvor de kører. Hvad betyder det for forbrugerne her og nu, og hvordan kommer det til at foregå frem mod 2035? EU-forbuddet og kravet om såkaldte nul-emissions-biler er nødvendigt, men har EU egentlig tænkt det helt i gennem?

Konsekvenser længe inden 2035
Nye biler med forbrændingsmotor lukker færre skadelige stoffer ud end nogensinde før. I sammenligning med biler fra 80’erne er nye biler miljømæssige mirakler.
LÆS OGSÅ | Det nye Volvo starter med den elektriske EX90
Men biler med forbrændingsmotor – benzin, diesel, hybrid og plug-in hybrid – udleder stadig for meget til, at miljøet og befolkningens sundhed kan klare det. Derfor har EU besluttet, at der fra 2035 kun må sælges nul-emissions-biler. Biler som ikke udleder noget, hvor de kører. Det er et endegyldigt farvel til alle biler med forbrændingsmotor i Europa.
Det er 12 år ude i fremtiden. Om lang tid. Men i bilindustrien er 12 år ingenting, for udvikling kræver meget lang tid og rigtig mange penge, så allerede længe inden 2035 vil forbuddet kunne mærkes.
Betydningen nu og her er overskuelig. Vi ser nærmere på, hvad det betyder på den lange bane.