Berner Tesla Model Y
Elbiler
20. august 2021

VIDEO: Tesla Model Y er landet i Danmark! Bilbasen får første kig

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Tesla Model Y er langt om længe klar til Danmark, og de første bliver leveret allerede næste uge. I denne video sniger Berner sig ind hos Tesla for at få et kig på den nye Model Y som den første overhovedet.

Video: Anders Berner | Dato: 20. august 2021

Det er næsten to og et halvt år siden, at Tesla Model Y blev præsenteret til den brede befolkning. Alt tydede på endnu en massesællert fra amerikanerne – endnu en elektrisk favorit. Model Y skulle nemlig tappe ind i det evigt populære crossover-segment.

Siden præsentationen har der dog været umådeligt stille. I hvert fald for os europæere. På den anden side af Atlanten er de første Tesla Model Y for længst blevet leveret. Faktisk er det halvandet år siden, at leverancerne begyndte i USA, mens Europa har fået en prut at trutte i.

Nu er ventetiden heldigvis ovre! Og Berner har været så spændt på at få første kig, at han i denne video sniger sig ind hos Tesla for at få syn for sagen som det første medie i Danmark.

Tesla Model Y Long Range

Motor: To elmotorer

Batterikapacitet: 75 kWh

Ydelse: 351 hk / 527 Nm

0-100 km/t: 5 sek.

Tophastighed: 217 km/t

Rækkevidde: 507 km

Startpris: 499.412 kr.

Video

Hvorfor ventetiden?

Der er en helt håndgribelig grund til, at ventetiden på Tesla Model Y har været så lang, som den har været i Europa. Det var nemlig Elon Musks forkromede plan, at Tesla Model Y til Europa skulle produceres i Europa. Nærmere bestemt i de nye, store produktionsfaciliteter i Grünheide 30 kilometer fra Berlin.

Som bekendt røg der en flagermus i hjulet, og den dertilhørende pandemi satte en stopper for mangt og meget. Inklusive Tesla-fabrikken i Tyskland, som er blevet forsinket af flere omgange. Som planerne forlyder nu, begynder fabrikken at producere de første biler til oktober. Derfor vil den første sending Tesla Model Y komme fra fabrikken i Kina, for at kunne levere biler til de første danske kunder i næste uge.

Forsinkelserne kan muligvis komme til at ramme udbredelsen af Tesla Model Y. Siden præsentationen i marts 2019 har både de europæiske og asiatiske bilproducenter hævet kadencen. Tesla Model Y har med andre ord fået mange, skarpe elektriske konkurrenter i mellemtiden, som den skal hamle op med, for at få fodfæste.

Tesla Model Y skal bide skeer med VW ID.4, Skoda Enyaq, Audi Q4 etron, Ford Mustang Mach-E og Hyundai Ioniq 5. Forskellen fra disse konkurrenter og dem, som Model 3 og Model S tidligere har skulle konkurrere mod er, at de alle i dag kan hamle op med rækkevidden, hvor Tesla hidtil har været overlegne. Det bliver spændende at se, hvordan den nye Model Y lander på det danske elbilmarked.

Du kan få et overblik over konkurrenterne samt de øvrige elbiler, der er på markedet i Danmark lige nu i Bilbasens store elbiloversigt.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen