Det er en hård erkendelse for VW, at Tesla kom dem (meget) i forkøbet med en folke-elbil. VW ID.3 er et hæderligt forsøg — men vil Berner vælge den over den faceliftede Tesla Model 3?
Video: Anders Berner | Dato: 5. marts 2021
Tesla er lige så meget en computer- og softwarevirksomhed, som de er bilproducenter. Det bliver tydeligt, når man sætter folke-elbilen Tesla Model 3 mod VWs bud på en folke-elbil: VW ID.3. Selvom begge biler er fattige på knapper, understøtter Tesla knapløsheden bedst med hurtigt tænkende software.
Og som om det ikke var nok konkurrence, har Tesla netop givet deres mindste og mest prisbillige model en opdatering. Det betyder, at Tesla har elimineret en håndfuld af de irritationsmomenter, der før var ved Tesla Model 3.
Hvad er det, der er blevet bedre i Model 3? Og på hvilke områder giver VW ID.3 bedre mening end den populære amerikaner? Det svarer Berner på, når han sætter ID.3 mod Model 3!
Tesla Model 3
Standard Range Plus
Motor: Elektrisk
Batteristørrelse: 50 kWh
Ydelse: 325 hk / 420 Nm
0-100 km/t: 5,6 sek.
Tophastighed: 225 km/t
Rækkevidde på el: 430 km
Startpris: 394.080 kr.
Volkswagen ID.3 Max
Motor: Elektrisk
Batteristørrelse: 58 kWh
Ydelse: 204 hk / 310 Nm
0-100 km/t: 7,3 sek.
Tophastighed: 160 km/t
Rækkevidde på el: 423 km
Startpris: 394.995 kr.
(ID.3 fås fra 265.814 kr.)
Samme kundegruppe?
Det er helt uden tvivl, at VW godt kunne tænke sig en bid af den hype og popularitet, der er blevet skabt omkring Tesla Model 3. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at VW godt kunne tænke sig at erobre den samme type kunde, som dem der køber Tesla Model 3.
Model 3 er et overflødighedshorn af seje, sjove og skæve tech-løsninger, som software-kyndige Tesla virkelig brillerer i. Men hvis man ikke nærer en interesse for den slags tech, kan Model 3 være en mundfuld, fordi simple funktioner skal betjenes via undermenuer — fra indstilling af sidespejle til åbning af handskerum. Her er VW’en et nøk mere traditionel … men ikke meget.
LÆS OGSÅ | Brugttest: Tesla Model 3 — holder den amerikanske elbil?
Her skal man huske, at de kunder, som VW gerne vil have til at købe ID.3, først og fremmest er de eksisterende VW kunder. Det er dem, der kører VW Golf i dag. Selvom den seneste Golf 8 er blevet moderniseret med skærme og touch i kabinen, er den stadig bare en bil, der ikke er så computerficeret som Model 3.
Der er købere, for hvem et utal af tech-features ikke er attraktivt — i hvert fald endnu. Det er måske dem, VW ID.3 appellerer til, fordi det er en bil, som folk er vant til – eller rettere: tror de er vant til. Desværre har VW’en ikke løst opgaven helt så elegant som Tesla, så at finde rundt i menu’er og knapper med dobbelte funktioner er ikke helt ligetil – og helt sikkert en mundfuld for bilisten, som ikke orker at sætte sig ind i alt muligt for at komme fra A til B.