Vi har kørt den nye Volkswagen ID.7 på danske veje og har fundet de vigtigste ting, du skal vide om den store elbil. ID.7 er rummelig, men hvordan er rækkevidden og køreegenskaberne?
TEKST OG VIDEO/FOTO Morten Bek
Er den nye ID.7 fra Volkswagen den elektriske Passat? Vi har taget et af de første eksemplarer med danske nummerplader for at finde ud af, om den store elbil har det i sig til at overtage en masse firmabilskunder fra den klassiske Passat.
Der er rigtig meget at vide om den nye ID.7, der i løbet af 2024 også kommer som stationcar, og vi har udvalgt fem vigtige emner om den nye elbil. Du skal selvfølgelig vide, om den er lækker og rummelig, men har den også en lang rækkevidde? Se med og find ud af, hvad ID.7 kan.
ID.7 har premiere hos VW-forhandlerne i weekenden, og priserne – som for få dage siden blev sat ned – starter på 449.995 kr. Den testede Style har et prisskilt, der siger 489.995 kr.

Meget dyrere end ID.4 og ID.5, men ikke så dyr som BMW i5
Med en startpris “nede” på 450.000 kr. ligger den nye ID.7 langt fra biler i samme størrelse – BMW i5 starter på 583.000 kr. Målt på karrosserilængde konkurrerer den mere med BMW i5 og Mercedes EQE end Tesla Model 3 og Hyundai Ioniq 6. Men det er samtidig en langt højere pris end for en ny ID.4, der nu har samme elmotor med 286 hk; den starter på 380.000 kr.
I løbet af 2024 kommer der ikke bare en stationcar, men også flere interessante varianter – det er især udgaven med et større batteri, der får rækkevidden op på cirka 700 kilometer, der bliver spændende.
De næste nyheder fra Volkswagen på markedet bliver – i foråret – den nye Passat Variant og den nye Tiguan. Nogenlunde samtidig viser VW den faceliftede Golf 8, og 2024 byder også på blandt andet på ID. Buzz i lang udgave, en afløser til Tiguan Allspace.









