At bygge elbiler er helt nyt for mastodonterne hos VW. Alligevel lægger de godt ud med ID.3, der er überpopulær i Europa. Men den er bygget, som VW er vant til at bygge biler — det giver nogle udfordringer.
Video: Anders Berner | Dato: 8. januar 2020
Da Anders Berner gik rundt og sparkede dæk til Årets Bil-arrangementet i november sidste år, mente han ikke, at VW ID.3 kunne bære titlen som netop Årets Bil i Danmark. En titel ID.3 løb med alligevel.
Det var primært på software-området, skoen trykkede. Systemet var langsomt om at starte op og uhyre kompliceret at navigere rundt i — i særdeleshed for folk, der er fyldt 40 år. De klodsede software-fejl bevidnede, at den store bilmastodont VW befandt sig i ukendt land med en elbil, hvor mange funktioner er softwaredrevne.
Nu er der gået et par måneder, og så er spørgsmålet, om det er tidsnok for VW at lære af sine fejl, og køre en problemløsende softwareopdatering i bedste Tesla-stil. Det finder Berner ud af, når han igen tester VW ID.3.

Stor og støjsvag
Selvom VW ID.3 måler mere eller mindre det samme som en VW Golf 8 udadtil, virker den betragteligt større og mere rummelig i kabinen. Det skyldes både, at der faktisk er mere plads, men også fordi VW har sørget for godt lysindfald med store, brede glasarealer.
SE OGSÅ | Video: Berner og venner uddeler håndmadder til de nyeste biler
Herudover er VW ID.3 også en virkeligt velkørende og ikke mindst støjsvag kompagnon. Styretøjet er vægtet til UG og sammen med baghjulstrækket, giver det en ret indlevende køreoplevelse.
På motorvejen er den retningsstabil, mens både vind- og vejstøj er dæmpet til et niveau, man typisk kun finder i større biler. Alt i alt fremstår VW ID.3 vellykket, så længe du er overbærende med, at VW var sløve med at få fikset en softwareopdatering.
Volkswagen ID.3 Max
Motor: Elektrisk
Batteristørrelse: 58 kWh
Ydelse: 204 hk / 310 Nm
0-100 km/t: 7,3 sek.
Tophastighed: 160 km/t
Rækkevidde på el: 423 km
Startpris: 394.995 kr.
(ID.3 fås fra 324.995 kr.)