februar 24, 2023

Vildt redesign til Peugeot 508

Den franske firma- og familiebil får helt ny front med meget smalle matrix-LED-forlygter – en plug-in hybrid med 180 hk er en anden stor nyhed.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Peugeot er med i en eksklusiv klub. Franskmændene er med i en lille gruppe af bilproducenter, som med 508 og stationcaren 508 SW stadig laver en klassisk familie- og firmabil i D-segmentet.

Det er en klasse, som har mistet Ford Mondeo, Honda Accord, Renault Laguna og sedanudgaven af VW Passat, men Peugeot opgiver ikke: 508 er netop præsenteret med et stort facelift, som giver modellen et helt andet udtryk.

LÆS OGSÅ | Test: Peugeot 508 PSE er helt håbløs, helt fantastisk

Peugeot-designerne har arbejdet med nogle nye og meget smalle forlygter, som ændrer frontdesignet radikalt, og i teknikrummet har ingeniørerne lavet en mildere PHEV-drivlinje, som vi kender fra den mindre 308, men som er helt ny for 508.

Matrix-LED på alle udgaver af 508

Designerne hos Peugeot har på fornem vis fået tilpasset producentens seneste designsprog, set på 308 og den nye 408, på den faceliftede 508. Forlygterne er smallere end på de to mindre modeller, fordi 508 nu som standard har matrix-LED-forlygter med stort lysudbytte.

Grillen flyder over og bliver en del af kofangeren, og i stedet for en “sabeltigertand” som LED-kørelys har 508’erne nu tre vertikale striber. Logoet er skiftet til det nye, og 508-signaturen over grillen er nu med skrå tal.

LÆS OGSÅ | Peugeot 408 er franskmændenes hemmelige våben

Bagtil er ændringerne mindre radikale, men synlige. Nye LED-baglygter med tre skrå streger og PEUGEOT plastret ud på det sorte panel mellem dem er de tydeligste ændringer.

Den ubestridte topmodel 508 Peugeot Sport Engineered med 360 hk har en sort indramning af grillen, små vinger på kofangeren og tre små grønne streger – Peugeot Sport Engineered-kendetegnet – som erstatning for 508-logoet.

Ny PHEV-version med 180 hk

Kabinen trængte ikke til nogen større opfriskning, men Peugeot har sat ind, hvor det var nødvendigt: Det træge og langsomme infotainmentsystem er erstattet af et nyt, som franskmændene kalder i-Connect Advanced. Det er hurtigere, kan personliggøres med forskelllige menuer og har en klarere 10″ skærm. Trådløs Apple CarPlay og Android Auto er også tilføjet.

Den digitale instrumentering kommer med nye visningsmuligheder, og den klodsede gearvælgeren er væk. I dens sted sidder, som i 308 og 408, en lille vælger, der er integreret fladt i den store midterkonsol.

LÆS OGSÅ | Elektrisk Peugeot 3008 med 700 km rækkevidde kommer i 2023

Hvor der hidtil har været mindst 225 hk i plug-in hybrid-udgaven af 508 og stationcaren 508 SW (og 360 hk i PSE-udgaven), runder Peugeot nu modelprogrammet af nedad. Præcis som i 308 og 408 fås 508 nu som plug-in hybrid med 180 hk. Elmotoren har samme ydelse – 110 hk – som i udgaven med 225 hk, som i øvrigt fortsætter, så det er ydelsen i 1,6-liters motoren, der er lavere. Den har 150 hk i stedet for 180 hk.

508 fortsætter som benzinbil med 130 hk og dieselbil med 130 hk, men om de udgaver kommer til Danmark, ved vi ikke endnu.


Brugte Peugeot 508 til salg på Bilbasen

Se flere brugte Peugeot 508 til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS