Volvo V60 Polestar
maj 11, 2018

Ugens fund: Voldsom Volvo V60 Polestar

Polestar er blevet synonym med det ypperste og kraftigste, Volvo kan præstere. Denne V60 er ingen undtagelse, og du kan spare 300.000, fordi den har 13.000 kilometer på tælleren.

Af: Ebbe Sommerlund  / d. 11. maj 2018

Alt i navnet klinger rigtigt. Volvo V60 T6 Polestar. Vi er mange der elsker Volvo, og det bliver ikke mindre, når der står T6 på klappen. At tilføje Polestar er som safran på en lækker ret – lidt dyrt men det giver det sidste pift.

Du kan se bilen her (hvis den altså ikke allerede er blevet solgt…)

I tilfældet V60 Polestar er resultatet 367 hk og 0-100 km/t på blot 4,8 sekunder. Her er naturligvis firehjulstræk, men i modsætning til tidligere tiders kraft-Volvoer er her kun fire cylindre.

Sådan er en Volvo bare – til gengæld er her altså både en kompressor og en turbolader, og den kombination giver trækkraft både i bunden og toppen af omdrejningsregistret. På den facon bliver reaktionen fra motoren hurtigere end de ældre fem- og sekscylindrede turbomotorer fra Volvo.

Du får med andre ord et super-sikkert missil med nogenlunde plads til familien og bagage.

Polestar: Volvos AMG

Historien om Polestar starter faktisk med et firma, der hed Flash Engineering, der havde et samarbejde med Volvo om racerbiler. Når man tænker på at en radiobil er mere retningsstabil end en Volvo 240, så kan det måske undre at Volvo har en lang racingtradition, men det er ikke desto mindre tilfældet – også med 240.

Flash engineering skulle bringe Volvo til tops i det svenske standardvognsmesterskab og det lykkedes allerede på første år med en Volvo 850 Super Touring med Jan ”Flash” Nilsson ham selv bag rattet.

LÆS OGSÅ: TV: Vi kører Volvo XC40 og møder en kendis på spanden

Siden fulgte adskillige succeser, og undervejs begyndte Polestar at optimere Volvo-motorer til vejene. Dermed var Volvo et af de få mærker, der tilbød godkendt chiptuning, hvor garantien ikke blev forkastet.

Polestar bliver sit eget mærke

Som Volvo har vist de senere år under kinesisk ejerskab, så er der ikke langt fra tanke til handling. Polestar bliver sit eget brand, der fokuserer på high-end biler, men helt eller delvist elektrificeret drivlinje. Det sidste er ikke så overraskende, da stort set alle biler fra 2019 vil have en eller anden form for elektrisk hjælp til fremdrift monteret.

Prototypen til Polestar 1 er allerede vist frem og er en coupé baseret på S90.

Imponerende udstyrsliste

Det ser altså  ikke helt skidt ud, som vi siger i Jylland, men indtil da kunne jeg godt nøjes med en V60 Polestar med 367 hk.

Særligt når man som denne kan skære op mod 300.000 kroner af nyprisen, som ellers lå på omkring en rund million. Se hele den imponerende udstyrsliste her på salgsannoncen.

Hvis du kan nøjes med en almindelig Volvo V60, kan du lige nu søge blandt lige knap 300 af slagsen på Bilbasen – heraf ca. 180 af dem med automatgear.

Sidste år havde min kollega Anders Berner faktisk fornøjelsen af netop en Volvo V60 Polestar, og det kom der denne underholdende video ud af:

Læs ogsåDen nye Volvo XC40 kåret til Årets Bil i Europa 2018

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS