For godt et halvt år siden kunne politiet afsløre, at fremtidens hundepatruljer skulle køre Volvo V90. Nu får vi et smugkig på, hvordan svenskeren tager sig ud i dansk politiuniform.
Af: Simon Hallenslev / d. 13. april 2021
Det lyder måske lidt nørdet. Men jeg har personligt glædet mig umådeligt meget til at se, hvordan Volvo V90 vil se ud som mørkblå hundevogn med hvide stafferinger og blink på taget. Hvis du har haft det som mig, bliver du glad nu. Politiforbundet har nemlig givet os et smugkig.
På deres Facebook-side har Politiforbundet offentliggjort tre billeder af Volvo V90 i politiklæder. Og den skuffer ikke! Der er tale om en prototype, der er hjemhentet for at blive endeligt godkendt af Rigspolitiet of Politiforbundet. Disse godkendelser er nu i hus og det er kun leveringsplanen, der mangler.
Derfor kan vi nu bringe de første billeder af hundepatruljernes nye arbejdsplads.

Frisk luft til hundene
I oktober sidste år, da nyheden om de nye hundevogne kom frem, offentliggjorde politiet et par detaljer om bilerne. Det er Volvos afdeling kaldet ‘Volvo Special Car Products‘, der skal levere hundevognene. De har bred erfaring på området, da de før har leveret patruljebiler til en bred vifte af europæiske lande.
Specialafdelingen skal på banen, fordi en patruljevogn skal kunne tåle flere tæsk end en almindelig personbil. Desuden skal de altid pakke tungt politiudstyr i bagagerummet. Det bliver kun endnu tungere, når der er tale om hundevogne, fordi hundeburene til de store schæferhunde vejer betydeligt mere end det habengut, en almindelig patruljevogn ellers slæber på.
LÆS OGSÅ | Politibiler gennem tiden: Hvilken politibil vil du mindst sidde bag i?
De Volvo V90, som politiet har bestilt, leveres derfor med stærkere chassis, bremser og undervogn samt øget åbningsvinkel på bagdørene, så banditter kan kastes hurtigt på bagsædet. Derudover skal bilerne omkodes for at sikre, at de kan aflåses, mens de holder i tomgang.
Politiforbundet skriver som noget nyt, at hundeburene er monteret med særskilt ventilation, så betjentene kan styre ventilation for de to hunde enkeltvist. Tiltag som disse er sikret ved hjælp af brugerinddragelse, hvor hundeførere har givet deres faglige input til de nye hundevognes egenskaber. Politiet forventer, at de nye biler kommer på dansk asfalt omkring juli måned i år, hvis Volvo godkender leveringsplanen.


