november 30, 2021

VW Polo GTI er tilbage i Danmark

Den bedst sælgende GTI nogensinde fra Volkswagen i Danmark er tilbage. Med faceliftet af Polo GTI er prisen lidt højere, men der til gengæld lidt flere kræfter og mere standardudstyr.

Af: Morten Bek / d. 30. november 2021

Volkswagens GTI-modeller, som Golf GTI, er drømmebiler for mange danskere. Men for de fleste bliver det ved drømmen, for fra ny koster de hurtige GTI-modeller oftest en pæn skilling.

Oftest. For der er en undtagelse. Polo GTI landede i Danmark i starten af 2018 i en helt ny udgave med 200 hk og DSG-gear og et prisskilt på 274.997 kr. Den pris vakte stor opsigt, og danskerne har revet den hurtige Polo ned fra hylderne. Det er en høj pris for en lille bil, men en lav pris for en GTI fra Volkswagen.

LÆS OGSÅ | DUEL: Drengedrømmen lever i BMW 128ti og Volkswagen Golf GTI Clubsport

For at vise, hvor godt det er gået, skal man bare dykke lidt ned i Polo-salget. Polo GTI har siden introduktionen stået for 10 procent af det samlede salg af Polo i Danmark. Det er cirka 1.800 styk Polo GTI – den mest populære GTI i Danmark til dato.

7 hk ekstra og adaptive LED-forlygter som standard

Polo GTI er tilbage på dansk grund. Og grunden til, at vi skriver om den, er ikke bare, at det altid er spændende at snakke om Polo GTI, men at den har fået et facelift. Prisen er også på plads.

Prisen først. Den stiger fra de oprindelige 274.997 kr. til 309.995 kr. En 35.000 kr. stigning efter fire år er ikke voldsomt, men hvis man synes det er stramt, er der gode nyheder. Standardudstyret er forbedret, så nogle detaljer, som man gerne ville have i Polo GTI før faceliftet, nu er standard.

For det første har faceliftet gjort, at alle Polo’er har LED-forlygter som standard. Polo GTI gør det endnu bedre med de ret så fantastiske IQ Light-forlygter – adaptive LED-forlygter. Før faceliftet kørte selv GTI’en med halogenforlygter. Digital instrumentering, blind vinkel-system og automatisk klimaanlæg er nu også standard.

LÆS OGSÅ | TEST: Hyundai i20 N er en (knald-)perle med 204 hk

Til standardudstyret hører også 17″ alufælge, el-klapbare sidespejle, sportsaffjedring, sportssæder med ternet mønster (indtrækket hedder Clark) og regnsensor. Et opgraderet infotainmentsystem (MIB3) med 8″ touchscreen og trådløs Apple CarPlay/Android Auto og travel assist – udvidet kørselshjælp på motorvejen – er også med uden merpris.

Sport Select-undervogn med justerbare støddæmpere koster 7.595 kr., lydanlæg fra Beats koster 6.695 kr. – og 18″ alufælge koster 6.095 kr.

Volkswagen har fundet lidt ekstra kræfter frem i 2-liters motoren til lejligheden. Med faceliftet stiger ydelsen fra 200 til 207 hk, mens drejningsmomentet forbliver 320 Nm. Højere ydelse, bedre præstationer. 0-100 km/t er filet fra 6,7 til 6,5 sekunder, og topfarten har fået et lille nøk opad. Fra 238 til 240 km/t.

Konkurrenter til Polo GTI er den rå Hyundai i20 N med 204 hk til 299.995 kr., Mini Cooper S med 178 hk til priser fra 336.593 kr. og Ford Fiesta ST med 200 hk til 268.067 kr. Fiesta ST er på vej i en faceliftet udgave.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS