januar 12, 2024

280 hk, automatgear og nyt interiør i Toyota GR Yaris

Toyota har fundet ekstra hestekræfter i den trecylindrede motor og giver nu muligheden for automatgear, hvis man ikke kan skifte selv. Der er også et nyt 80’er-inspireret cockpit.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Den japanske humørbombe Toyota GR Yaris har manglet noget, som de færreste nok kan sige, de mangler: ingenting. Men forbedringer og ændringer er grundlaget for bilindustrien, så den lille perle af en hatchback starter 2024 med en række ret så store ændringer.

Mest opsigtsvækkende er gearkassen. Ikke den eksisterende, for den er der endnu. Manuel og med seks fremadgående gear. Det er den nye mulighed for en automatgearkasse, der lyser op blandt nyhederne. Manglede den dynamikfokuserede GR Yaris virkelig sådan en? Tjah. Hvis den kan sit kram, kan den måske gøre noget for køreoplevelsen, men den er heldigvis en mulighed og ikke tvang.

En ekstra portion hestekræfter i 1,6-liters motoren, forbedret undervogn, en front med store luftindtag (på en ny Circuit-udgave med “kølingpakke”) og et helt nyt cockpit, der ikke har noget med indretningen i en almindelig Yaris at gøre, skal give plads til endnu mere vildskab og endnu mere fornøjelse i den lille hatchback.

Med automatgear er der tid til andre ting

Manuel gearkasse eller automatgear? Det er to forskellige filosofier, og mens vi foretrækker automatgearkassen i almindelige biler, som vi bruger i hverdagen, så kan den manuelle gearkasse og dens ekstra dimension med kontrol og interaktion gøre underværker i en sportslig bil. Som det er tilfældet med GR Yaris, hvor gearskiftene er en del af fyrværkeriet.

Der er gode argumenter for, hvorfor en automatgearkasse kan være det rigtige også i en vild bil som GR Yaris. Bag rattet kan man koncentrere sig om styring, bremserne og vejen. Hvis gearkassen er god, bemærker man den ikke, og Toyota lover, at den nye 8-trins automatgearkasse – ikke en dobbeltkobling, men en traditionel en med momentomformning – er testet og fundet perfekt i de udgaver af GR Yaris, der deltager i rally.

Gearkassen optimerer skiftene i forhold til måden, man bruger speederen og bremserne, så nedgearinger kommer lige når de skal, og man ikke hænger fast ved lave omdrejninger.

Status for den trecylindrede 1,6-liters motor var før faceliftet 261 hk og 360 Nm som maksimalt drejningsmoment. 2024-motoren er optimeret og gjort lidt stærkere, så status nu er 280 hk og 390 Nm. Det, og den nye automatgearkasse, gør sikkert GR Yaris hurtigere, men det er ikke noget, Toyota reklamerer med.

Helt nyt cockpit er inspireret af sporten – og 80’erne

GR-teamet, som er det hold i Toyota, der står for det sportslige modeller som GR Supra, GR86, GR Corolla (som vi ikke har i Europa) og GR Yaris, har tilføjet mere stivhed til konstruktionen i GR Yaris ved hjælp af flere svejsninger og 24 procent mere klæbemiddel.

Undervognen var i forvejen ren perfektion, men alligevel er der fundet plads til at skrue på den. Der er faktisk brugt flere skruer og bolte for bedre at fæstne den forreste fjedre/dæmpere til selve bilen, og den stivere konstruktion giver tilsyneladende bedre kontrol og mere feedback fra styretøjet.

Styretøjet er forbundet med samme rat som før. Men alt omkring rattet og føreren er helt nyt. GR Yaris har fået sit helt eget interiør, der ikke længere deler ret meget med interiøret i en almindelig Yaris.

Det er som at kigge ind i en bil fra 80’erne eller 90’erne. Store grå flader og helt firkantet. Og det er fedt, for det er lavet helt uden skinnende piano-lak, og midterkonsollen er stillet skråt mod førerpladsen. Infotainmentskærmen sidder meget højt, så man kan skue over på et kort over racerbanen. Havariblink og knappen til ESC-systemet har fået mere prominente pladser. Det hele er med inspiration fra biler, der færdes på racerbaner eller på grusvejene i et rally.

Det er kun til at være taknemmelig over, at Toyota ikke bare holder fast i GR Yaris, men også gør den lille kanonkugle endnu mere fokuseret og fræk.

Del artikel:

Brugte biler fra Toyota til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS