oktober 2, 2023

3x interessante og skæve efterligninger 

Når det ‘rigtige’ bliver for dyrt, må man finde billigere alternativer. Vi har samlet tre bud på billigere replikaer.

AF: Zacharias Lund FOTO: Salgsbilleder

Hvad er en replika? Er det ikke bare sådan noget billigt stads? Nej. En replika er en nøjagtig kopi eller model.

Det er mest af alt en hyldest til den originale bil og bør ikke ses som værende forkert eller falskt. Det kan være, at alle de originale biler er ødelagte, rustet væk eller bare forsvundet. Eller også er de simpelthen bare for dyre, og så må alternativer findes.

Vi har samlet tre bud på replikaer, der på den ene eller anden måde replikerer en eksisterende bil. Nogen på en mere succesfuld måde end andre, men ikke desto mindre er det interessant at se på. 

Der er blandt andet blevet plads til en amerikansk Ferrari, en hidsig Cobra og en hyldest til en rallylegende i form af en Toyota. Læs med og find ud af mere om de tre udvalgte replikaer. 

Amerikansk Ferrari: Pontiac Fiero

Ja, den snyder jo ikke nogen. Frem for at se det som et dårligt forsøg på at gengive en Ferrari, bør man nok se det som en hyldest af den pæne 328 GTB. Den står pæn i lakken, ser ganske interessant ud og så har den klaplygter i bedste 90’er stil.

Man bør nok bare undlade at starte motoren og fremvise lyden af en ægte Ferrari V8-motor, da motoren i denne Pontiac Fiero kun har fire cylindre at gøre godt med.

Det skal dog ikke tage noget fra den, lad os sige, charmerende Pontiac, der har fået ‘328 GTB” og Cavallino Rampante bagpå, bodykit og fælge så den for alvor ligner sin helt. 

Kigger man i kabinen er de store firkantede paneler med til at afsløre den amerikanske Fiero, selvom der også er gjort noget for at replikere italieneren indvendigt. Her er nemlig Momo-rat med Ferrari-logo på, gul instrumentering og lys læderstue, præcis som man ville finde i en ægte 328 GTB. 

Der er virkelig gjort noget ud af det, og man kan ikke sige et ondt ord om den store indsats, der er lagt i denne Fiero. Det er hæderligt – præcist ligesom prisen.

Skal man ud og erhverve sig den ægte vare, skal man hoste op med over en million kroner, men denne fine amerikanske Ferrari skal kun koste dig 179.500 kr. og så bliver det for alvor interessant. 

Hvor man i en 328 GTB godt kunne lokkes en tur på racerbanen og give den vellydende V8-motor noget at leve af, så er historien nok en lidt anden med denne udvalgte.

Med halvt så mange kræfter som forbilledet, i alt 137 hk, skal man ikke gøre sig forhåbninger om vilde trackday-oplevelser, hvis man hiver den røde coupé ud på racerbanen. Det skal dog ikke afholde dig fra at score et par billige point i pitten. 

Går man med en lille drøm om at blive Ferrari-ejer, så er her en yderst billig genvej til netop det. Prisen er 179.500 kr. og måske et par røde ører i ny og næ, men hvad pokker, du kører italiensk hest. Du kan opleve den lige her. 

Den hidsige slange: AC Cobra

Okay, her er nok en replika, der er det tætteste man kommer originalen. Det er stadig en replika, blot en virkelig, virkelig fed en af slagsen.

I modsætning til den førnævnte ‘Ferrari’ er her en 1:1 replika af et amerikansk mesterværk, nemlig AC Cobra. Enkelte vil måske gå så langt at sige, det her er en ægte AC Cobra-efterfølger. 

Det kan der være noget om, da SuperPerformance, der producerer denne bil, i sin tid har fået tilladelse af selveste Carroll Shelby til at fortsætte produktionen af den sagnomspundne bil. 

Den oprindelige produktion stoppede allerede tilbage i 1967, men SuperPerformance har siden midt 90’erne produceret amerikanske racer-replikaer eller de såkaldte rullende chassiser. Heriblandt Ford GT40, Daytona Coupe og så denne Mk2 AC Cobra.

De kyndige amerikanere holder ånden i live med deres produktion af legendariske gamle racerbiler og i denne sammenhæng, bør man ikke se ordet replika som værende et tegn på falskhed eller kopivarer. 

SuperPerformance har alle licenser til at producere bilerne og godkendelse fra de oprindelige producenter, så man kan med ro i stemmen kalde sig AC Cobra-ejer, hvis man køber sådan en her. 

Ligesom overfladen er nærmest identisk til den originale, har de gæve amerikanere selvfølgelig også sørget for at motoren brøler og er indenfor samme kategori, som den man finder i en fra 60’erne. 

En 7.0-liters V8-motor er, hvad man finder under kølerhjelmen, og den sluger benzin i lange baner. Den er faktisk en anelse for stor i forhold til originalen, men mon ikke Carroll Shelby forholder sig i ro, så længe antallet af cylindre stemmer overens. 

Der er ingen fast pris på denne udvalgte AC Cobra fra SuperPerformance, men jeg tør godt sige, at den er betydeligt billigere end den originale. Er man til slanger og en stor benzinmotor, så er her et oplagt bud på en god kombination af de to. Normalt skal hoste op med, hold nu fast, +5.000.000 kr., men for denne kan du slippe afsted med at give 1.200.000 kr., hvilket altså er et scoop, hvis du spørger mig. Du kan se mere til den gale Cobra her.

Minde om Rallylegende: Toyota Celica GT-Four

Du kender måske navnet Carlos Sainz. Formel 1-køreren eller måske hans far, rallylegenden, Carlos Sainz Sr. Denne udvalgte Toyota er en hyldest til far Sainz Da Carlos Sainz tilbage i 1989 fortsatte sin karriere ved Toyota, skulle det vise sig at være et gyldent match. 

Toyota havde årene inden spanierens tilkomst ikke haft den store succes i det overordnede rally-klassement. Allerede fra første sæson i Toyota Celica præsterer Sainz at placere sig i toppen og kun lige misse den samlede førsteplads, grundet en mekanisk fejl i sidste løb. 

Året efter skulle dog vise sig at være Toyota og Carlos’ store år, for her slog han nemlig alt og alle og kunne krones som verdensmester af Rallys Gruppe A, hvor biler såsom Lancia Delta Integrale, Subaru Impreza og Audi Coupé også konkurrerede. Det var starten på et par gode år for Toyota og Carlos Sainz. 

En succes der kulminerede i 1992, hvor Sainz igen generobrede titlen som verdensmester og i den anledning lancerede Toyota en limiteret udgave af bilen i rallylegendens navn. 

Det er denne limiterede udgave at denne Celica prøver at replikere. Med mærkater, nummer “3” på siden og ‘Castrol’ figurerende flere steder på bilen, prøver denne Toyota Celica GT-Four at ligne den bil, Carlos Sainz aldrig kørte i.

Det interessante er nemlig, at spanieren på daværende tidspunkt er personligt sponsoreret af oliefirmaet Repsol og dermed en konkurrent til Castrol, der i 1993 var hovedsponsor for Toyota. Året hvor Sainz skiftede til konkurrenten Lancia og fortsatte rallykarrieren og dermed aldrig nået at konkurrere i Castrol-bilen.

Det skal dog ikke tage noget fra selve modellen Celica GT-four, der bestemt har triumferet med den fartglade spanier. Denne udvalgte er dog ikke en af de i alt 5.000 producerede Carlos Sainz-editions, hvoraf 440 var med mærkater og den famøse Castrol-vinyl. Men den forsøger at være det. 

Der er pillet lidt ved bilen, så den ikke står som en helt standard Celica. Den har blandt andet fået en større turbo, en speciel undervogn og så står den på et par OZ-fælge. Der er ikke et øje tørt.

Denne udvalgte forsøger at ligne den og så kan man jo selv lege rallykøre på landevejene og gør den spanske rallylegende kunsten efter. Den kan blive din for 109.900 kr. og så er der altså ingen undskyldning for at blive god til rally, nu har man i hvert fald bilen til det. Du kan se den folierede Celica her. 


Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS