november 22, 2021

3x seriøse stationcars til under 150.000 kr.

Ikke alle budgetvenlige stationcars er døde sild, der kun duer til rotteræset og den daglige trommerum. Vi finder 3 seriøse stationcars med praktikken i orden til under 150.000 kr.

Af: Simon Hallenslev / d. 22. november 2021

Fuldstændig som med bageren på Nørregade, er seriøse stationcars under normale omstændigheder forbeholdt den del af borgerskabet, der har kistebunden godt foret. Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå (eller køre i en kedelig bil).

De fleste af os står på den forkerte side af butiksruden og savler over stationcars som Audi RS6 og Mercedes-AMG E63. Selv Porsche er trådt ind på stationcar-scenen med både Porsche Panamera og senest med den elektriske Porsche Taycan Cross Turismo

LÆS OGSÅ | 3x vilde vinterbiler til under 100.000 kr.

Med 150.000 kr. på lommen kommer man dog sjældent længere end savle-stadiet, når man kigger på potente staioncars. 150.000 kr. er nærmest ikke engang nok til førstegangsydelsen på en RS6, hvis den skal leases! Og det er her, jeg kommer dig til undsætning! Jeg finder 3 seriøse stationcars til dig på Bilbasen, der kan købes for bare 150.000 kr.

Det er klart, at der altid er en hage ved at købe sportsorienterede slæder på budget. Ingen af de 3 udvalgte biler kører mere end 9,5 km/l, hvilket også betyder halvårlige grønne ejerafgifter på den forkerte side af 4.000 kr. En mekanikerven er nok også god at have. Til gengæld får du rigeligt med kræfter og plads til den pukkelryggede.

Budget-AMG: Mercedes C32 AMG

Hvis du vil have en AMG på danske plader, kan du ikke gøre det billigere end denne Mercedes C32 AMG – altså, overhovedet. Det er ganske vist ikke den hurtigste, vildeste eller mest buldrende AMG, Mercedes har lavet, men det er en vaskeægte AMG, der her sælges som afhentningsbil til bare 110.000 kr. med 136.000 km på tælleren.

LÆS OGSÅ | 3x oversete flydere på budget

Under den matsorte, folierede kølerhjelm ligger en 3,2-liters V6 motor med kompressor, der er koblet på en 5-trins automatgearkasse. Denne Mercedes C32 skulle med sine 354 hk ‘tage sig af’ konkurrenten BMW E46 M3, der også kørte med en 6-cylindret motor og tilsvarende 343 hk. Fra 0 til 100 km/t var de to tyske ærkerivaler lige hurtige med en tid på 5,2 sekunder.

Mercedes C32 AMG

Motor: V6, 3.199 ccm

Ydelse: 354 hk / 450 Nm

0-100 km/t: 5,4 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Vægt: 1.595 kg

Forbrug: 8,7 km/l

Pris i ’02: Ca. 1.200.000 kr.

Mercedes stod som det praktiske valg, da den blev udbudt som 4-dørs sedan og 5-dørs stationcar, mens BMW M3 kun blev solgt som en coupé. Sedan-modellen af Mercedes C32 AMG var klart den mest populære og bedst sælgende, hvilket betyder, at det ikke flyder med biler som den, der er til salg her for 110.000 kr.

Mercedes offentliggjorde aldrig de nøjagtige salgstal, men det anslås, at der ikke er lavet mere end 10.000 eksemplarer til nogle få udvalgte markeder. Derfor er det ikke alene en hurtig og budgetvenlig stationcar, du får her, men også en halvsjælden én af slagsen!

Voldsom Volvo: Volvo V70 R AWD

En halvgammel Volvo er en stor klump svensk stål, der har sikkerheden og komforten i top, men som samtidigt er lidt gumpetung. Det er nok den gængse forståelse, hvis du spørger familien Danmark – og i langt de fleste tilfælde, er det sandt. 

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Volvo 850 T-5R er en sjælden svensker tunet af Porsche

Det vidste de gæve svenskere fra Volvo også selv, og derfor kunne de godt lide at bryde normen en gang imellem. Når de gjorde det, smed de bogstavet ‘R’ i deres modelnavne, ligesom de har gjort her med Volvo V70 R, der blev introduceret i 1997. Og den havde en ikke ubetydelig arv at løfte.

Volvo V70 R AWD

Motor: R5, 2.435 ccm

Ydelse: 265 hk / 350 Nm

0-100 km/t: 7,4 sek.

Tophastighed: 245 km/t

Vægt: 1.633 kg

Forbrug: 9 km/l

Pris i ’99: Ca. 800.000 kr.

Volvo V70 R skulle nemlig tage over for Volvo 850 T-5R, der med sin gule ‘Cream Yellow’-lakering, udviklingshjælp fra Porsche og deltagelse i BTCC-racerløb, var blevet lidt af en legende. Samme legendestatus fik Volvo V70 R aldrig helt. Til gengæld fik den firehjulstræk, større turbo og flere heste, hvilket jo er svært at kritisere.

Nyprisen i 1999, hvor denne Volvo V70 R er fra, sneg sig over 800.000 kr. I dag kan du nøjes med at slippe 139.900 kr. og selvom bilen har trillet 324.000 km, får du stadig en lækker Volvo R-læderkabine med alcantara og et stort kraftoverskud. Du kan se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Ulv i fåreklæder: VW Passat R36

VW Passat er nærmest blevet synonymet for en stationcar herhjemme. Passat har som model kørt på de danske landeveje siden 1973, og lige siden lanceringen har den ligget solidt i top blandt danskernes foretrukne familiekasser. I dag fås VW Passat med et hav af forskellige motorer og drivlinjer, som alle er overvejende fornuftsbetonede.

LÆS OGSÅ | 3x billige sleepers der kan tage fusen på de fleste 

Altså, næsten alle. I 2007 løftede de kittelklædte og snusfornuftige ingeniører fra VW sløret for noget spektakulært på Frankfurt Motor Show. Under klædet stod en sportslig version af den fornuftige familiebil Passat, der havde navnet R36, som reference til motorstørrelsen på 3,6-liter.

VW Passat R36

Motor: V6, 3.598 ccm

Ydelse: 300 hk / 350 Nm

0-100 km/t: 5,8 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Vægt: 1.747 kg

Forbrug: 9,5 km/l

Pris i ’08: Ca. 800.000 kr.

Det var absolut ikke fordi, at VW ikke før havde prøvet kræfter med sjove og sportslige modeller. Det var trods alt fra dem, der opfandt begrebet ‘hot hatches’ med den første VW Golf I GTI. Alligevel var det med denne VW Passat R36 første gang, at der blev trukket noget sjovt og sportsligt ned over VW’s fornuftige stationcarmodel.

I 2007 var både Audi, BMW og Mercedes aktuelle med hårdtpumpede stationcars som RS6, M5 og E55 AMG – men de kostede gerne en million mere fra ny. Denne VW Passat R36 kostede lige godt 800.000 kr. fra ny, og i dag kan den blive din for bare 149.900 kr. Se bilen her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS