oktober 10, 2023

Årets Bil i Danmark 2024 er en af disse 21 biler

BMW i5, BYD Seal, Fisker Ocean, Nio EL6 og VW ID.7 er en del af det store felt, som stiller til Årets Bil 2024. Af de i alt 21 biler går syv videre til finalen.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Nedtællingen til Årets Bil i Danmark 2024 er startet. I dag og onsdag tester og vurderer 21 motorjournalister – to af dem fra Bilbasen – årets høst af nye biler. De 21 jurymedlemmer skal bedømme lige så mange kandidatbiler, og efter de to dage med test på offentlig vej og lukket bane snævres feltet ind til syv biler, som går videre til finalen.

Men nedtællingen slutter ikke, når motorjournalisterne har fundet de syv finalister. Finalen og offentliggørelsen af Årets Bil i Danmark ligger senere – i år den 28. november.

Bilmodellerne, som typisk kommer i hver to-tre forskellige eksemplarer til kåringen omkring Jyllandsringen, er i løbet af få år gået fra mest at være biler med forbrændingsmotor til at være 100 procent elektriske biler. Af de 21 kandidatbiler er 15 biler 100 procent på strøm, og kun i et enkelt tilfælde er der tale om en model, som fås med benzinmotor eller som elbil.

De kinesiske elbiler er ankommet

Bilernes oprindelsesland er normalt ikke det mest sindsoprivende at tale om, men med kinesiske bilmærkers øgede tilstedeværelse i Danmark er det blevet mere interessant. Kinesiske biler er et næsten ubeskrevet kapitel – og for nogle et politisk emne – og mærkernes succes i Danmark er derfor spændende at følge.

Mens feltet af kandidatbiler ved Årets Bil typisk indeholder en række tyske biler, er der i år kun to på listen: BMW i5 og Volkswagen ID.7. To store elektriske sedaner, som kræver en sund økonomi (i5 fås fra 583.000 kr., ID.7 fra 479.995 kr.). Der er til gengæld hele syv kinesiske elbiler med ved årets kåring.

Fra BYD kommer der hele tre modeller: Dolphin, Atto 3 og den meget interessante Seal, som er en ny Tesla Model 3-konkurrent. Fra Nio kommer sedanen ET5, stationcaren ET5 Touring og SUV’en EL6. XPeng, som først for alvor er ved at starte op i Danmark, stiller med den spændende G9 og sedanen P7.

Fisker Ocean. Kan den noget?

Amerikanske Fisker, som har den danske designer Henrik Fisker i toppen, er et lige så ubeskrevet blad som de kinesiske bilmærker, og motorjournalisterne får mulighed for at teste Fiskers første store satsning: Ocean. Den amerikanske crossover fik enorm opmærksomhed, allerede længe inden den kom til salg. Om den kan andet end at skabe omtale, finder vi snart ud af.

Listen over elbiler til Årets Bil i Danmark 2024-kåringen rummer også Honda E:NY1, Hyundai Kona (stiller også op som benzinbil), Hyundai Ioniq 6, Jeep Avenger og den store Kia EV9.

Årets Bil i Danmark-titlen har ikke tilhørt en bil med forbrændingsmotor, siden Ford Focus vandt titlen som Årets Bil 2019. Vi spår derfor ikke bilerne, som i år stiller op med forbrændingsmotor, andet end en mikroskopisk chance for at tage titlen som Årets Bil i Danmark 2024. Det ser sort ud fra Honda CR-V, Lexus RX, Nissan X-Trail, Peugeot 408, Renault Austral og Toyota Prius.

Men før vi ved, om bilerne med benzin i tanken bliver siet fra inden finalen, skal motorjournalisterne testet alle 21 modeller. På onsdag ved vi, om der er el i alle bilerne i finalen.

Listen over bilmodeller ved Årets Bil i Danmark 2024

BMW i5 (5-serie stiller kun op som elbilen i5)
BYD Dolphin
BYD Atto 3
BYD Seal
Fisker Ocean
Honda CR-V
Honda E:NY1

Hyundai Ioniq 6
Hyundai Kona (benzin og el)
Jeep Avenger
Kia EV9
Lexus RX
Nio ET5/ET5 Touring
Nio EL6
Nissan X-Trail

Peugeot 408
Renault Austral
Toyota Prius
Volkswagen ID.7
XPeng P7
XPeng G9

Del artikel:

Brugte elbiler til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS