Dansk Camping Union (DCU) er for alle, som interesserer sig for camping - om det er med campingvogn, i telt, tagtelt eller autocamper. Den store forening, som har mere end 40.000 medlemmer, står bag en årligt tilbagevendende kåring, som er rettet mod dem, der kører med campingvogn: Årets Campingtrækker.
Der har været et hul i kåringen på et år, men DCU har igen gang i kåringen, og Årets Campingtrækker 2025 er netop blevet offentliggjort.
For første gang i kåringens historie har juryen kåret en elbil som vinderen (Bilbasens Morten B. Bek er med i juryen). Elbiler er ingen nyhed blandt finalisterne, og i tidligere kåringer har blandt andet Kia EV6 og Polestar 2 været med, men det er første gang, juryen er blevet overbevist om, at en elbil er helt i front.

Polestar sniger sig foran Mercedes-Benz
Årets Campingtrækker handler om at finde den bedste bil i feltet af nye biler, men for mange campister vil en elbil slet ikke kunne komme på tale. Derfor er valget af en elbil som Årets Campingtrækker 2025 kontroversielt. Men det er også et bevis på, at omstilling kan lade sig gøre - og man kan få en elbil, der fungerer fremragende som campingtrækker.
Det er Polestar 4, der af den seks personer store jury, som består af blandt andet tidligere politimænd og DCU-landsformand Anne-Vibeke Isaksen, er kåret som Årets Campingtrækker 2025.
Juryen roser den store elbil, der er testet i udgaven med firehjulstræk, for fremragende køreegenskaber, højt komfortniveau, god rækkevidde, fornuftig pris og en interessant, rummelig kabine.

Feltet ved årets kåring var en blanding af elektrificerede biler og biler med forbrændingsmotor. Suzuki stillede med den faceliftede Vitara, Mazda med den store CX-80, XPeng med G6, Kia med EV9 og Mercedes-Benz med E-Klasse sedan.
Som nummer to efter Polestar 4 kom Mercedes-Benz E 300 e, mens plads nummer tre gik til Kia EV9 GT-Line. De to store modeller får ros for både kræfter og køreegenskaber, men især for E 300 e gælder det, at prisen er meget høj (fra 805.000 kr.).
Plads nummer fire gik til den velfungerende XPeng G6, som med lang rækkevidde, hurtig opladning og højt udstyrsniveau har rigtig mange gode sider. Interiøret og køreegenskaberne får derimod ingen ros.
Femtepladsen gik til Mazda CX-80, som juryen kalder for tung i køreegenskaberne, dyr og ikke kraftfuld i forhold til, at den som PHEV har en systemydelse på 327 hestekræfter.
Sidstepladsen gik til feltets billigste bil - og den absolut ældste. Suzuki Vitara, produceret i sin nuværende form siden 2015, gør det bravt, især i forhold til prisen fra 229.990 kr. 1,4-liters motoren kræver omdrejninger, og bilen er støjende og ikke udpræget komfortabel - men den må slæbe 1.500 kilo på krogen, og den virker stabil.
Årets Campingtrækker-kåringen er en vurdering af bilernes komplette egenskaber, og juryen tester bilerne på offentlig vej og på bane med campingvogne i passende vægtklasse.