p-snurran (1)
Nyheder
20. august 2019

Kaos i parkeringshus: Alle biler låst inde i månedsvis

Esben Skrumsager

Tålmodigheden hos 18 bilister bliver i øjeblikket sat på en alvorlig prøve. Ventetiden løber nemlig op i flere måneder, før et automatisk parkeringshus i Stockholm er tilbage i drift og kan frigive de indespærrede biler.

Af: Esben Skrumsager / d. 20. august 2019

Kør bilen ind gennem porten, stig ud, tryk på en knap og vupti, så sørger en robot for at parkere din bil trygt i en lukket bygning eller under jorden. Super smart, ikke? Altså, med mindre systemet i parkeringshuset bryder sammen, og teknikeren skal flyves ind fra Italien for at fikse problemet.

Netop dét er tilfældet for 18 bilister i den svenske hovedstad Stockholm. Her brød et automatisk parkeringshus sammen i slutningen af juli måned, og bilerne er endnu ikke kommet ud. Det skriver det Stockholmske medie Mitti.

– Nedbruddet betyder, at der hverken kan komme biler ind eller ud af anlægget. Det er vores største driftstop i P-huset, siden det blev taget i brug for 15 år siden, siger Christian Rockberger, vicedirektør i Stockholms kommunale parkeringsselskab, til det lokale medie.

Italiensk tekniker trækker tiden

Der er altså efterhånden gået tre uger, siden anlægget brød sammen, men selvom det i sig selv kan lyde som lang tid, er der ikke meget lys forude for de utålmodige bilister. Der går nemlig mindst et par uger endnu, forventer selskabet.

Årsagen til den uhørt lange ventetid skal efter sigende findes i det forhold, at det er et italiensk firma, der har leveret teknologien i parkeringsanlægget. Derfor venter man nu på at få en tekniker sendt til Sverige, og det er tilsyneladende ikke sådan lige til at få købt en returbillet, så…

– I bedste fald kan vi åbne op i anden halvdel af september, lyder meldingen fra den svenske direktør.

P-Snurran

Danske parkeringshuse også endt i kaos

Det er dog ikke kun i Sverige, man har installeret de smarte parkeringsanlæg. Flere steder i Danmarks største byer har man installeret lignende løsninger, og heller ikke her går det helt smertefrit.

Så sent som for et par uger siden skabte et stort arrangement på havnen i Aarhus kaos i det enorme Dokk1-parkeringshus. Selvom systemet fungerede, betød de mange gæster, at det underjordiske anlæg måtte lukkes ned i en time, så robotterne alene skulle fokusere på at hente biler op fra dybet. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Så selvom de nye anlæg ser smarte ud og sparer masser af plads på gadeplan, så er det måske ikke en dum idé at snuppe en almindelig parkeringsplads langs fortovet, hvis du skal bruge din bil senere på dagen, eller i morgen, eller i næste uge, eller om en måned…

Skærmbillede 2019-08-20 kl. 19.11.51
Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: