parkeringspladser for kvinder
december 20, 2018

Galt eller genialt? Derfor har tyskerne parkeringspladser for kvinder

Kombinationen af biler og kvinder har dannet grundlag for mange vittigheder, men ifølge tyske myndigheder er det ikke fordomme om kvinders evner på en parkeringsplads, der har gjort de dedikerede kvinde-parkeringspladser udbredte i Tyskland.

Af: Esben Skrumsager / d. 20. december 2018

“Hvorfor kan kvinder ikke køre bil? Fordi rattet ikke sidder i deres side”. Du har sikkert hørt den før. Eller en anden klassiker; “Har din kone kørekort? Nej, sådan så bilen ud, da jeg købte den”.

Internettet er fyldt med jokes om kvinders egenskaber bag rattet, og på YouTube findes utallige videoer fra parkeringspladser med episoder, som kunne give indtryk af, at en bil er sikrest i hænderne på en mand.

Der findes undersøgelser, som både underbygger og modbeviser den stereotype forestilling om kvinder og biler. Men det har ifølge tyske myndigheder ikke noget at gøre med de dedikerede parkeringspladser for kvinder, som du finder i de fleste byer og parkeringshuse hos vores sydlige naboer.

Tysk by: Derfor har vi parkeringspladser for kvinder

En af de byer, der har parkeringspladser forbeholdt kvinder er Magdeburg, der ligger 150 kilometer vest for Berlin.

Bilbasen har været i kontakt med overborgmesterens presseansvarlige, Kerstin Kinszorra, som bekræfter, at man har etableret parkeringspladser for kvinder.

– Det er rigtigt, vi har anlagt en parkeringsplads, hvor der er indrettet 20 båse til kvindelige bilister. Desuden har vi kendskab til flere private parkeringshuse og supermarkeder, som har gjort lignende tiltag, skriver hun i en mail til Bilbasen.

Foto: Anso Sonne

På et opfølgende spørgsmål om årsagen til initiativet svarer Kerstin Kinszorra noget mere afvisende, at det ikke er overborgmesterens opgave at forsvare lovgivningen på nationalt plan og hentyder til en lov vedtaget i 2006:

– Det er fastslået, at en forskelsbehandling baseret på køn er tilladt, forudsat at en rimelig begrundelse gør sig gældende. I forhold til kvindernes parkeringspladser er begrundelsen, at kvinder er mere udsatte for overfald af seksuel karakter end mænd, skriver den presseansvarlige i en mail.

LÆS OGSÅ: Sådan spotter du en civil politibil

Derfor er de særlige parkeringspladser som udgangspunkt placeret på oplyste arealer og eksempelvis tæt på indgange til indkøbscentre.

Parkering for kvinder i Danmark?

parkeringspladser for kvinder

Foto: Anso Sonne

Så selvom mange af kvinde-båsene er på størrelse med en handicap-parkeringsplads, har det ifølge overborgmesterens presseansvarlige altså ikke noget at gøre med kvinders egenskaber bag et rat.

Nej, det handler om sikkerhed og tryghed. Og dermed åbner den tyske lovgivning op for forskelsbehandling på området. Men hvordan forholder det sig i Danmark? Det har vi spurgt en jurist og specialtkonsulent hos Institut for Menneskerettigheder om, og svaret kan du læse lige her.

Hvis du gerne vil vide, om den ansvarlige borgmester i København, Ninna Hedeager fra Enhedslisten, kunne ønske sig en lignende løsning i Hovedstaden, kan du læse borgmesterens svar her, hvor også centerchef i shoppingcenteret Fisketorvet svarer på, om vi kommer til at se parkeringspladser til kvinder hos dem.

Sådan er reglerne for kvinde-parkering

Parkeringspladser for kvinder er tilladte i Tyskland, og udbredelsen er relativt stor. Men det er ikke et defineret begreb i den tyske lovgivning. Der findes således ikke et officielt skilt på samme måde som handicap-parkeringspladserne. Der er heller ikke særlige regler for de dedikerede pladser, og på offentlige parkeringspladser vil en mand derfor ikke kunne få en bøde for at parkere på en “frauenparkplatz”.

Anderledes forholder det sig dog hos de private parkeringsselskaber, som ofte administrerer parkeringshuse- og kældre i de tyske byer.

Her må de gerne fastsætte andre regler og håndhæve dem på en måde, så man som mandlig bilist kan risikere at få en bøde, hvis de registrerer, man parkerer på en kvinde-parkeringsplads.

LÆS OGSÅ: Udskældt tiltag trækkes tilbage – nu gælder disse parkeringsregler

LÆS OGSÅ: Må jeg holde på familie-parkeringen, selvom jeg ikke er en familie?

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS