Opel Insignia GSi
marts 9, 2018

Insignia GSi: Opels friske opskrift på en fornem firmabil

Opel genopliver GSi-betegnelsen med en ny udgave af Insignia. Opskriften lyder på færre hestekræfter end en OPC, men med blandt andet en lavere vægt skulle dynamikken være i top. Vi har testet den friske firmabil i Frankrig.

Af: Esben Skrumsager  / d. 8. marts 2018

Bilerne holder på række ved lufthavnen i Marseille. Temperaturen er på frysepunktet, men solen skinner, og det samme gør de røde modeller, der står klar til testkørslen. På bagsmækken står GSi.

OPC-betegnelsen er fortid. I hvert fald på Insignia. De seks cylindre er fortid, og det samme er de mere end 300 hestekræfter. Men på den legendariske Nürbrugring skulle den nye Opel Insignia GSi trods langt færre hestekræfter faktisk være hurtigere.

– En decideret køremaskine, som leverer maksimal underholdning på alle former for veje, lyder tyskernes egen beskrivelse af den nye Opel Insignia GSi forud for testkørslen.

Så en køredynamisk oplevelse af de større er stadig forventningen.

Hvad er det bedste?

Designet. Kort og godt. Jeg synes virkelig, Opel Insignia GSi pynter i trafikken. Bilens linjer er skarpe og alligevel harmoniske, og interiøret har ligeledes fået et hak op ad stigen.

Rummeligheden er også værd at fremhæve. Insignia er ikke blevet markant større udenpå, men indvendigt er pladsen udnyttet langt bedre end den tidligere model.

Prisen er ligeledes værd at fremhæve blandt det mest positive ved bilen. Du kan nemlig få fingrene i en relativt veludstyret Opel Insignia GSi for blot 500.000 kroner.

Hvad er det værste?

Opel Insignia GSi falder ikke igennem på nogen punkter. Men hvis du forventer en decideret sportslig oplevelse, bliver du formodentlig skuffet.

Det er altså først og fremmest en komfortabel familie-/firmabil, som med et tryk på Sport-knappen kan gøres en anelse mere frisk. Men decideret underholdende er den ikke.

LÆS OGSÅ: Prisfald: Opel holder stort lagersalg – her kan du se alle bilerne

Og så er jeg heller ikke blevet gode venner med ratbetjeningen til såvel fartpilot som infotainmentsystem. Det er uden tvivl en vanesag, men det fungerer for mig ikke lige så intuitivt, som jeg kunne have ønsket.

Hvordan kører den?

Den kører godt. Rigtig godt endda. I hvert fald hvis målet er at komme relativt støjsvagt og komfortabelt fra A til B. Og det er jo tilfældet for 99% af tiden, du sidder bag rattet i bilen.

Men Opel har jo lovet en køredynamisk oplevelse af en anden verden i Insignia GSi. Så hvordan klarer den det?

Med et tryk på Sport-knappen foran gearstangen bliver bilen mærkbart hårdere i affjedringen. De otte trin i automatgearkassen udnyttes i et bredere felt på omdrejningstælleren, ligesom styretøjet strammes op.

Det er nok til en mere dynamisk køreoplevelse, men på den lukkede testbane udenfor Marseille, som vi har fået adgang til, kommer Opel Insignia GSi til kort.

Særligt den automatiske gearkasse har svært ved at følge med, når foden på vej ud af banens skarpe sving skiftes fra bremse til speeder. De 260 hestekræfter er rigeligt til smil på læben. Men den lovede “maksimale underholdning” udebliver.

Hvordan er kabinen?

R U M M E L I G. Havde det ikke været for den effektive støjdæmpning i kabinen, var der sikkert lydt et ekko fra bagagerummet, når du smækkede fordøren.

Forgængeren var allerede en rummelig model, men særligt på bagsædet og i bagagerummet synes pladsen at være udnyttet noget bedre i den nye generation.

INSPIRATION: Søg efter Insignia til salg på Bilbasen

Både på første og anden række er højde og benplads nu mere end tilstrækkelig, og bagagerummet synes alt-slugende.

Er prisen rigtig?

Jep. Med priser fra 500.000 lægger Insignia GSi sig fint op ad konkurrenterne. Et lignende alternativ hos Ford er en Mondeo med 240 hk, og den ligger på nøjagtig samme pris.

 

Konklusion

Er du ude efter en dynamisk oplevelse af en anden verden, skal du kigge i en anden retning. GSi gør ikke den store slæde til en sportsvogn.

Men Opel Insignia GSi er en fremragende firmabil. På de lange motorvejs-stræk har den rigeligt med kraftoverskud, og når familien skal på tur i weekenden, kan du både stoppe børn og barnevogne i bilen uden risiko for at fremprovokere en klaustrofobisk reaktion.

LÆS OGSÅ: Køb eller leasing? Se hvad der bedst kan betale sig

Hvis Opel Insignia GSi er en bil for dig, kan du allerede nu bestille den hos din lokale forhandler. Der er lige nu mere end 600 forskellige Insignia-eksemplarer til salg på Bilbasen. Hvis du vil have flere kræfter, kan du også søge efter Insignia OPC på Bilbasen.

Opel Insignia GSi
– pris og specifikationer

Motor: 2,0 turbo-benziner
Gearkasse: 8-trins automatgear
Ydelse: 260 hk | 400 Nm
Acceleration: 7,2 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 11,6 km/l
Bagagerum: 490 liter (stationcar: 560/1.665 liter)
Vægt: 1.683 kg
Påhæng: 2.220 kg
Sikkerhed: Fem stjerner i EuroNCAP (testet 2017)
Garanti: 2 år (+ 12 års garanti mod gennemtæring)

Søg efter Insignia-modeller til salg på Bilbasen

Pris: Fra 500.000 kroner

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS