Video: Kæmpe prisfald på elbiler i luksusklassen
1.000.000 kroner. Så meget har du sparet, hvis du ventede med at købe en særlig udgave af elbilen Mercedes EQS.
TEKST OG FOTO Morten Bek
Jeg kan godt forstå, hvis det giver anledning til rigtig meget research og tvivl, når man vil købe sin første brugte elbil. Sådan som brugtmarkedet fungerer, har der været store værditab på mange elbiler, og hvad nu hvis det fortsætter? Og kan man regne med, at en brugt elbil, der er tre-fem år gammel også er nogenlunde moderne om nogle år?
Man kan have for meget is i maven, så man udsætter og udsætter et køb. Udviklingen af elbiler går ikke i stå, fordi man tænker sig til det, og derfor kan det netop være en rigtig god idé at kigge på en brugt og ikke en ny elbil. Der har været et større værditab, og i mange tilfælde er en tre-fire år gammel elbil faktisk slet ikke forældet i forhold til en ny model.
LÆS OGSÅ | Den nye Kia Ceed?
En af de første elbiler, der gav danskere mulighed for at få opfyldt næsten alle ønsker uden at man skulle sælge hunden, fjernsynet og leje et værelse ud, var Kia e-Niro. Den koreanske elbil var, sammen med den mindre praktiske Hyundai Kona EV, en lille revolution, der i 2018 kom med udmærkede pladsforhold, op til 204 hk, meget udstyr og en rækkevidde på op til 455 kilometer.
E-Niro var som ny en virkelig fornuftig elbil, og den er lige så fornuftig som brugt bil. Der er enkelte ting at tage hensyn til, hvis man eksempelvis tit kører langt, men for mange er det et problem, der slet ikke er der.
På Bilbasen findes lige nu 87 e-Niro til salg, og man vil kunne se to forskellige motor-/batterivarianter til salg. Med batteri på cirka 39 kWh, rækkevidde på 289 km og 136 hk var den billigste e-Niro ikke billig nok til at overbevise mange kunder om, at de skulle fravælge den dyrere e-Niro med 204 hk og rækkevidden på 455 kilometer. Modellen med lang rækkevidde er den mest fremtrædende på brugtmarkedet.
Hvis kørselsbehovet er lille og lokalt, med lidt regionale ture af og til, er basismodellens rækkevidde tilstrækkelig, og priserne er mærkbart lavere for e-Niro med kort rækkevidde og færre hestekræfter. Et tilfældigt eksemplar med 111.000 km på tælleren, indregistreret første gang i februar 2021, koster eksempelvis kun 144.900 kr.
LÆS OGSÅ | Test: Er 203 hk nok til 2,5 tons Kia EV9?
Testbilen, som er venligst udlånt af Kia-forhandler Brdr. Clausen i Holbæk, er den stærke med 204 hk og den lange rækkevidde. Som Premium er den sågar virkelig veludstyret, og selv om den inden længe fylder fire år fra første indregistrering, er der udstyr som i en helt ny bil: automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot, nøglefri betjening, el-justerbart førersæde og trådløs opladning af smartphones. I en bil i denne klasse fra 2020 er det egentlig ret forbløffende.
Infotainmentsystemet er det ved bilen, der virker mest forældet. Men der er både Apple CarPlay og Android Auto, så den kritik klinger hult. Indretningen er konservativ, men det gør, at det ikke ser umoderne ud. Testbilens 79.000 kilometer har været med hvad der virker til at være en påpasselig ejer, og slid og ridser er der få af.
Som sælgeren siger, så er e-Niro en elbil, der typisk købes af ældre mennesker, som passer på bilerne. Det er, fortæller han, derfor sjældent et problem for køberne, at e-Niro ved en DC-lynlader er langsom og lader med maksimalt 77 kW, som kræver nogen tålmodighed.
På en regnfuld dag med meget vand på vejene har e-Niro med 204 hk svært ved ikke at overbelaste forhjulene og lade dækkene spinde og danse på asfalten. Der er tydeligvis ikke skruet ned for ydelsen ved igangsætning, som en bilproducent kan vælge for at undgå hjulspind og momentforstyrrelser.
Når hjulene ruller, og farten er kommet over 20 km/t, har man et kraftoverskud, som mange sikkert ikke vil tilskrive en kompakt elektrisk crossover fra Kia. Der er masser af liv og plads til den hurtige overhaling, og også fra 110 til 130 km/t har man masser af kraft.
LÆS OGSÅ | Duel: Hyundai Kona EV møder Kia Niro EV
Affjedringen er et kritikpunkt. Den er stiv og kan føles træg og træls på en godt hullet landevej, og samtidig er sæderne både flade og uden nævneværdig sidestøtte. Opladningenshastigheden er ikke lavet til hurtige, lange stræk, og forsæderne indbyder altså også til ret jævnlige pauser.
Rækkevidden har jeg ikke mulighed for at teste under denne brugttest, men biles egen beregning på en fuld opladning ligger på cirka 350 kilometer, og på landevej på en våd vinter- eller forårsdag tror jeg, 300 kilometer er indenfor rækkevidde.
Hvis man er typen, der kræver en trailer, så er man bedre stillet med e-Niro end med biler som Peugeot E-2008 eller VW ID.3. De har ikke trækkapacitet, mens e-Niro må køre med 300 kilo på krogen. Man skal have fat i en mindre trailer og være opmærksom på vægtgrænsen, men det er bestemt et plus af have muligheden. Vær på opmærksom på, at det først er fra modelår 2021, at e-Niro er godkendt til 300 kilo, så man skal gå efter en senere årgang, hvis trailerkørsel står højt på listen
Hvis man er nervøs for problemer med højvoltsbatteriet, som der generelt ikke er grund til at være, så er der 7 års garanti på denne vitale del. Et andet plus, som gælder alle biler fra Kia, er fabriksgarantien, der ligger langt over gennemsnittet. Kia giver syv års fabriksgaranti op til 150.000 km, så den testede bil har stadig garanti til oktober 2027.
LÆS OGSÅ | Kia Sorento fornyet med inspiration fra EV9
Den elektriske e-Niro blev introduceret cirka to år efter hybridudgaven, og eventuelle børnesygdomme for fælles komponenter var stort set luget ud, da elbilen kom på gaden. Der virker ikke til at være større, generelle problemer omkring e-Niro.
Kia e-Niro er en elektrisk crossover med fin rummelighed og god indretning, og den repræsenterer rigtig god værdi for pengene. Den var med til at revolutionere markedet for elbiler med sin lange rækkevidde og fornuftige priser – og med de gode garantiforhold kan et eksemplar med tre-fire år på bagen være et godt alternativ til en helt ny, mindre elbil.
Kia e-Niro 64 kWh Premium
Motor: Elmotor (for)
Ydelse: 204 hk/395 Nm
0-100 km/t: 7,8 sekunder
Tophastighed: 167 km/t
Rækkevidde: 455 kilometer
Batteristørrelse: 64 kWh (brugbar kapacitet)
Forbrug: 15 kWh/100 km
Mål (L/B/H): 438/181/157 cm
Køreklar vægt: 1.812 kilo
Trækvægt: 300 kilo
Bagagerumsvolumen: 451-1.405 liter
Produktionsår: 2018-2021
Pris som brugt: 239.700 kr. (oktober 2020 – 79.000 kilometer)
1.000.000 kroner. Så meget har du sparet, hvis du ventede med at købe en særlig udgave af elbilen Mercedes EQS.
Leder du efter firehjulstræk til vinterens sne og slud? Med ugens fund her får selv nybagte lotto-vindere brug for en ekstra tænkepause, før de hiver tegnebogen frem.
Den kompakte Cupra Born VZ har 326 hestekræfter, baghjulstræk og elektronisk styret undervogn – og lang rækkevidde. Er den bare hurtig eller også sjov?
Den store Kia EV9 bliver nu hurtigere og sjovere. Med cirka 509 hestekræfter, adaptiv undervogn og kunstige gearskift kan den blive den sjoveste store elbil.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.