juli 12, 2022

Kan du gætte prisen på Europas vildeste brugtbil?

Vi synes selv, at vi kan bryste os af at have ret vilde biler til salg på Bilbasen. Alligevel blegner de alle lidt ved siden af Europas vildeste brugtbil: En Bugatti Divo. Kan du gætte, hvad den koster?

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Salgsbilleder

Hvis du sorterer efter biler med flest kræfter på Bilbasen, finder du nogle ret vilde brugtbiler. Du kan blandt andet finde en Ferrari SF90 Stradale med 1.000 hk, en Ferrari 812 Superfast, en McLaren 765LT, en håndfuld Lamborghini Aventador og jeg skal komme efter dig.

Det er sjældne og sindssyge biler, der hører til i drømmene. Kigger man forbi det danske brugtmarked og ud i Europa, er der dog brugte biler, der lukker munden på alle de ovennævnte – og som koster mere end dem alle tilsammen.

Europas vildeste og dyreste brugtbil lige nu er en Bugatti Divo, der holder til salg i Besançon, Frankrig, tæt på grænsen til Schweiz. Den er nummer 2 ud af 40 produceret og er helt absurd dyr. Kan du gætte prisen uden at snyde?


Bugatti Divo

Motor: W16 benzin, 7.993 cm3
Ydelse: 1.500 hk / 1.600 Nm
0-100 km/t: 2,4 sekunder
Tophastighed: 380 km/t
Forbrug: 4,2 km/l
CO2: 506 gram/km
Mål (L/B/H): 
464/202/121 cm
Køreklar vægt: 
1.960 kilo
Bagagerumsvolumen: 
488-1.454 liter
Pris: 
98.220.000 kr.


Bil eller 2x Strandvejspalæ?

Der er i øjeblikket kun ét palæ i Danmark, der er udbudt til en højere salgspris end den Bugatti Divo, der holder til salg i Frankrig. Specialforhandleren Absolut Cars Consulting sælger nemlig den sjældne hyperbil til 13.200.000 Euro. 

Dét er lige under 100.000.000 kr. – altså, uden afgift. Medregnes dansk afgift får du et hypotetisk fantasital med mange nuller. Selvom den baserer sig på en ‘almindelig’ Bugatti Chiron, er denne Bugatti Divo intet mindre end 70.000.000 kr. dyrere end den billigste Chiron, der er til salg i Europa.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Vanvittig Audi er hurtigere end Bugatti Chiron

Motoren er den samme, som man finder i Bugatti Chiron: Et kraftværk af en W16-motor med 1.500 hk, der rykker den sjældne hyperbil fra 0 til 100 km/t på 2,4 sekunder, hvilket også er det samme som en Bugatti Chiron. Så hvorfor i alverden er den så dyr?

Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Bugatti åbnede for bestillingshæftet på de 40 planlagte Divo mandag den 20. april 2020, og før dagen var omme, var de alle revet væk som fladskærmsfjernsyn på Black Friday. Man skulle være venner af huset, for at få lov at købe en Divo til en nypris på ca. 50.000.000 kr.

Dem, der ikke er venner af huset må vente på, at der er en af de første købere, der bliver trætte af deres legetøj – og tilmed betale dobbelt så meget for det som brugt. Derfor kan du nu købe denne 2/40 Bugatti Divo for 98.000.000 kr.

Hvad er der specielt ved den?

Okay, så Bugatti Divo er ret beset en Bugatti Chiron på samme platform og med samme motor. Foruden udbud og efterspørgsel der være noget specielt ved den, siden man skal betale 70.000.000 kr. mere for den?

Det er der! Divo er ganske enkelt mere rå og brutal. Hvor Chiron er bygget til at fragte milliardæren fra yacht til sommerresidens, er Divo bygget til at være den dyreste og vildeste gæst til trackday.

Se bare hækvingen. I modsætning til Chiron er den fastmonteret på bagenden. Den måler svimlende 183 cm, hvilket er 23 procent bredere end Chiron. Den genererer 456 kg downforce, hvilket er 90 kg mere end Chiron.

LÆS OGSÅ | Bugatti Bolide: 1.825 hk i den vildeste Bugatti nogensinde

Bugatti Divo sidder også på en lavere og stivere undervogn. Sammen med den store mængde downforce betyder det, at Divo er 8 sekunder hurtigere om højhastighedsbanen Nardo end Chiron med klampen i bund.

Ved at tilføje velsagtens verdens dyreste viskerblade af kulfiber samt fjerne lydisolering, dele af lydanlægget og opbevaringsmuligheder i dørsider og midterkonsol sparede Bugatti 82 kg i Divo sammenlignet med Chiron.

Vægtbesparelsen er udelukkende til for at forbedre omgangstider og har intet at gøre med effektivitet. Ved lanceringen var Bugatti Divo nemlig officielt verdens mindst benzinøkonomiske nye bil. Den kører 4,2 km/l på en god dag…

Fin, fransk forhandler

Absolute Cars Consulting er ikke din gennemsnitlige brugtvognsforhandler. Siden 2009 har grundlæggeren François-Xavier Amiot specialiseret sig i køb og salg af verdens dyreste og mest eksklusive biler. 

Særligt import er Absolute Cars Consulting, efter eget udsagn, stærke i, så hvis du finder drømmenes Ferrari F40 på en glohed pløjemark i Dubai, er det François-Xavier, der er manden for at hente den hjem til dig.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Bilbasens dyreste bil er 66 år gammel

Kigger man på listen af lagerbiler hos Absolute Cars Consulting forstår man, at det ikke er for sjov. Her findes blandt andet en Maserati MC12 til 37.000.000 kr. uden afgift samt den supersjældne elektriske hyperbil Aspark Owl med 2.000 hk til 31.000.000 kr.

Kigger man videre ud i Europa og ned i dybet på den tyske markedsplads Mobile, finder man andre hyperbiler, der på både pris, kræfter og sjældenhed giver Bugatti Divo kamp til stregen. Her er blandt andet en Lamborghini Centario til 50.000.000 kr. og en Bugatti Chiron Super Sport med en topfart på 440 km/t til 40.000.000 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS