Volvo EX40
Nyheder
23. februar 2024

Der er en “ny” Volvo EX40, men vi vil hellere have nyt infotainment

Morten B. Bek

Morten Bek

For at strømline omdøber Volvo nu elbilerne XC40 Recharge og C40 Recharge til EX40 og EC40, og Twin Motor-udgaverne kan nu fås med 442 hk. Infotainmentsystemet er desværre det samme som før.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Det var begyndt at blive et rod af navne hos Volvo. XC40 har gået under navnet Recharge, uanset om den så er 100 procent elektrisk eller bare delvist elektrisk. Efter først EX90 og siden EX30 dukkede op, er forvirringen blevet komplet, for her er helt nye navne og ikke noget med Recharge eller XC.

Et E i navnet giver mening. E for elbil. Det er til at forstå. Så Volvo har besluttet, at de kompakte elektriske modeller, XC40 Recharge (altså, elbilen) og C40 Recharge skal omdøbes, så de følger de nyere modellers mere logiske navngivning.

XC40 Recharge hedder nu EX40, så den fremstår soleklart som elbil og som storebror til EX30. Det gælder ikke XC40-modeller, som har forbrændingsmotor eller PHEV-system. De hedder fortsat XC40.

C40 får navnet EC40, og her er ingen udgave med forbrændingsmotor, så ingen forvirring her. Hvor X i modelnavnet, som EX30, EX40 og EX90 bærer, skal indikere klassisk SUV eller crossover, så er C’et i EC40 med til at vise, at der er tale om en crossover-coupé.

Volvo EC40
Volvo EC40
Volvo EX40
Volvo EC40 and Volvo EX40

Performance-køreindstilling giver 422 hk

Den nye EX30 med Twin Motor-opstillingen, hvor den lille crossover har to elmotorer, er den hidtil hurtigste Volvo med 428 hk. Kun indtil nu, for med de to omdøbte modeller EX40 og EC40 kommer muligheden for at tilkøbe en Performance-opgradering til Twin Motor-versionerne.

Som standard kommer EX40 Twin Motor og EC40 Twin Motor med den samme ydelse som før navneændringen: 408 hk. Via bilens app kan man så købe opgraderingen (aktiveres derefter via køreindstillingen Performace), som udløser 34 ekstra hestekræfter.

På den måde og med 442 hk overgår de to modeller EX30 Twin Motor, men de bliver næppe så hurtige fra 0-100 km/t som EX30 Twin Motor. I den er det overstået på kun 3,6 sekunder, og en EC40 Twin Motor uden Performance-opgradering bruger 4,7 sekunder.

Volvo EC40 and Volvo EX40 Black Edition
Volvo 40 Series Black Edition Interior
Volvo EC40 and Volvo EX40 Interior

Eksisterende biler kan – måske – opgraderes til de 442 hk

Man skal ikke føle sig snydt, hvis man er den lykkelige ejer af en XC40 Recharge Twin Motor eller C40 Recharge Twin Motor, for også ældre biler kan opgraderes med Performance-software. Det er dog ikke givet, at det bliver en mulighed i Danmark, for Volvo oplyser, at det er en mulighed på udvalgte markeder. Den danske importør har endnu intet meldt ud om de nye modeller eller muligheden for opgradering af eksisterende XC40- og C40-modeller.

Vi savner også noget helt andet i EX40 og EC40, og det gør vi forresten også i de fleste andre Volvo-modeller: et nyt infotainmentsystem. Hvor EX30 og EX90 kører med funklende nyt system med større skærm, kører EX40, EC40 og de øvrige Volvo-modeller videre med en indretning, der debuterede i XC90 i 2015. Ja, i 2015, som ikke har været det aktuelle årstal i ni år!

Der er skiftet meget ud for nogle år siden. Volvos eget Sensus-styresystem er smidt ud, og Google har overtaget. Derfor er der Google Maps som indbygget navigation i bilerne fra Volvo. Men skærmen er lille og sidder i en fordybning i en stor ramme, og skærmen er ikke bare for lille i sig selv, men også for lille til på en og samme gang at rumme Google-systemet og klima-funktioner og sædevarme.

Infotainmentsystemet er en så stor del af oplevelsen og interaktionen i en moderne bil, at det virkelig er ærgerligt, Volvo ikke har set et behov for et større og mere moderne skærmareal.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: