Efter 5 år stopper Kia produktionen af Stinger. Det hele slutter med 1.000 eksemplarer af Stinger Tribute Edition med unikt udstyr og 3,3-liters motoren med 366 hk.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Det er aldrig før gået SÅ stærkt i bilindustrien, som det er inden for de seneste år. Det er nemt bare at sige, men det er faktisk også nemt at underbygge påstanden.
Kia Stinger er et stærkt eksempel. Den store fastback, en overraskende muskelbil fra et mærke, som indtil da mest var kendt for sine små biler, blev lanceret i 2017 med V6-motor med turbo og 370 hk. For at tilgodese europæiske kunder med fornuftige vaner, gik Stinger også i produktion med en 2,2-liters dieselmotor med 200 hk.
Stinger blev sat i verden som et bevis på, at Kia kunne gøre, hvad Kia ville. Være med i hjørnet af skolegården, hvor de hårde drenge huserede – uden at få bank. Stinger var udtænkt med hjælp fra den tidligere BMW M-chef Albert Biermann, og det kunne mærkes. Bilen er stram og lækker som en stor tysk luksusbil, og V6-motoren er det næsten perfekte sæt muskler.

EV6 GT er den nye muskelbil
Men Kia i 2022 er ikke Kia, som Kia var i 2017. Som bilindustrien i 2022 ikke er, som bilindustrien var i 2017. Elektrificeringen er væltet ind over os, og Stinger er nu et levn fra en ikke særlig fjern fortid.
Stinger har aldrig været så meget et volumenprodukt, som den har været et prestigeprojekt og en bil, der skulle give Kia et nyt image. En bilmodel uden høje produktions- og salgstal er nemmere at ofre end en storsælgende model, og uden selv den mindste form for elektrificering indbygget bliver Stinger nu en del af fortiden hos Kia.
Elbilen EV6 GT er det nye flagskib og den nye image-bærer hos Kia, og Stinger udgår af produktion. De færreste forventede i 2017 en muskelbil som Stinger fra Kia, som de færreste ventede en elbil med 585 hk fra Kia.

V6’eren og hvepseformede emblemer
Som en anerkendelse af Stingers indsats siden 2017 lukker Kia ned for projektet med en specialmodel i 1.000 eksemplarer: Stinger Tribute Edition.
De 1.000 eksemplarer, som produceres på fabrikken i Gwangmyeong i Sydkorea, leveres alle med 3,3-liters V6-motoren, som i sin nuværende form leverer 366 hk. Det er den eneste motorvariant, der har været på programmet i Danmark i de senere år, mens amerikanske kunder med faceliftet fik mulighed for en ny 2,5-liters turbomotor med omkring 305 hk.
Læs også: Kia EV6 GT med 585 hk koster 599.900 kr.
Stinger Tribute Edition kommer med mulighed for en ny lakering, Moonstone, som er en grå matlakering. Hvis mat ikke er sagen, findes også den grønne Ascot Green, der kendes fra det almindelige Stinger-modelprogram.
Specialmodellen ruller af samlebåndet med terracotta-farvet læder, hvepseformede indlæg i sæderne og nummererede lister i døråbningen – fra 1 til 1.000.
Om Stinger Tribute Edition bliver tilbudt i Danmark, er der endnu ingen forlydender om. Den almindelige Stinger 3,3 V6 findes stadig på den danske hjemmeside til 889.900 kr.