februar 10, 2022

Bilerne, hvor diesel stadig er konge

Dieselmotoren er død. Eller er den? En række bilmodeller sælges stadig oftest med dieselmotor, selv om de fås som plug-in hybrid

Dieselmotoren. Den effektive forbrændingsmotor med højt drejningsmoment og lavt forbrug. Men også den mest udskældte motor, når det kommer til biler.

Dieselmotorens storhedstid, hvor den sad i mere end 50 procent af nye biler i Danmark, er fortid. I 2021 blev der solgt færre nye personbiler med dieselmotor end med elmotor – dieselandelen var på bare 13 procent.

Mange bilmodeller, som danskerne tidligere kunne købe friske fra forhandlerne med dieselmotor, fås ikke længere med dieselmotor. VW Polo, Citroën Berlingo og Nissan Qashqai produceres slet ikke med dieselmotor, og helt nye udgaver af biler som Honda HR-V og de nye modeller Citroën C5 X og VW Taigo introduceres uden diesel.

DS 7 Crossback fås med det hele – som benzin, diesel og som plug-in hybrid. Der er faktisk plug-in hybrid med både 225 hk og en med 300 hk, men alligevel valgte de fleste kunder dieselmotoren med 130 hk

Men den effektive dieselmotor har stadig mange fans. Mange firmabiler indregistreret i 2021 brummer af sted med brændstoføkonomisk dieselmotor. Det gælder en række modeller, hvor der alternativer – de fås altså også med benzinmotor og som plug-in hybrid.

For de fleste bilmodeller gælder det: Dieselmotoren er (næsten) død. Ud af 747 nye Skoda Scala indregistreret i 2021 kører 746 af dem med benzinmotor. 1 dieselbil ud af 747. Gad vide, om Skoda-forhandleren har givet dieselkunden en flaske vin for at have taget et andet valg end alle de andre?

Af 3.237 styk nye Opel Corsa kører 129 styk af 2021-årgangen på diesel. Det blev til 3.127 nye Kia Ceed i 2021. 26 af dem har dieselmotor.

Jeg har hevet tal ud af det samlede indregistreringstal for nye personbiler i 2021, og en lille flok biler stikker ud som noget særligt. Vi har udvalgt syv bilmodeller, hvor dieselmotoren stadig har overtaget i Danmark.

Audi A6

Mens BMW i 2021 kom af med langt flere 5-serie som plug-in hybrid end benzin og diesel (1.108 plug-in hybrid, 649 diesel), så var det anderledes hos konkurrenten fra Ingolstadt, Audi. Audi kan se tilbage på et år flere A6‘ere med dieselmotor end A6’ere som plug-in hybrid.

Af de i alt 1.012 heldige danskere, som kører rundt i 2021-årgangen af A6, tanker 549 af dem diesel. 453 har valgt A6 som plug-in hybrid – enten som 50 TFSI E med 299 hk eller 55 TFSI E med 367 hk. En A6 med opladningsmulighed koster mindst 575.000 kr. at købe, så det er ikke så underligt, at 781 af de 1.012 A6’ere årgang 2021 er firmabiler.

LÆS OGSÅ | TEST: Audi A6 er også som plug-in hybrid en cruiser

Ret skal være ret. De opladelige A6-versioner var ikke til salg gennem hele 2021, og det kan betyde revanche for plug-in hybriderne i 2022.

Salget af den store Audi i 2021 dækker også over 10 biler med benzinmotor og uden ledning. Det må betyde RS 6 (600 hk), for det er den eneste i modelserien, der i Danmark fås med “ren” benzinmotor.

BMW 3-serie

Imponerende. Den forholdsvis dyre BMW 3-serie (køb fra 467.987 kr., privatleasing fra 5.395 kr./måned og firmabil fra 418.257 kr.) var den 6. mest solgte nye personbil i Danmark i 2021. Næsten 3.500 af den klassiske 3’er blev det til. Firmabilisterne sidder tungt på 3-serien. 3.145 af de nye 3-serie kom på gaden ejet af firmaer og ikke private.

Af de i alt 3.481 styk af 3-serie sedan og stationcar (Touring) kører 1.513 af 2021-årgangen med dieselmotor. Enten de fornuftige 318d med 150 hk eller 320d med 190 hk, den silkebløde 330d med 286 hk eller den svulstige M340d xDrive med hele 340 hk. Langt de fleste er 320d’ere, som har kræfter nok til alle situationer.

Som plug-in hybrid, altså 330e, fik BMW afsat 957 styk. Udgaver af 3-serien med benzinmotor fik tyskerne afsat 1.011 styk af.

DS 7 Crossback

Med 542 nye DS 7 Crossback i 2021 er det franske mærke kommet godt i gang i Danmark, men uden at de tyske luksusmærker skal være nervøse. Den fås i to udgaver som plug-in hybrid: 225 hk og forhjulstræk eller 300 hk og firehjulstræk.

På trods af, der kun er en enkelt dieselmotor på programmet, en forholdsvis adstadig maskine med 130 hk, var det langt den mest solgte i 2021. Diesel stod for 306 styk – plug-in hybrid for 174 styk og benzin for 62 styk af de i alt 542 DS 7 Crossback.

DS 7 Crossback koster fra 420.000 kr. at købe – og den pris gælder dieselversionen eller plug-in hybrid med 225 hk.

Mercedes-Benz – en række modeller

B-Klasse. GLB. CLA. GLA. E-Klasse. C-Klasse… Mercedes-Benz er et dieselmærke, og de fleste bilmodeller fra mærket med stjernen sælges stadig oftest med dieselmotor. Det kan vi takke firmabilister og taxavognmændene for.

Mercedes-Benz kan tage æren for at have den mest solgte personbil i 2021 med dieselmotor. Det er den nye C-Klasse. 1.967 C-Klasse med diesel (C 220 d med 204 hk og C 300 d med 265 hk) fik hvide plader på i 2021. Det blev samtidig til 333 C-Klasse med benzinmotor og bare 161 styk af C’eren som plug-in hybrid.

LÆS OGSÅ | DUEL: Den billigste vej til Audi Q3 og Mercedes-Benz GLA går ad den elektriske rute

Men det skal siges, at den nye C-Klasse ikke, fra salgsstart i 2021, fandtes som plug-in hybrid. Som plug-in hybrid, C 300 e med over 300 hk, koster C-Klassen det samme som benzinudgaven C 200 med 204 hk – fra 525.900 kr. Beskatningsgrundlaget, det firmabilister skal kigge på, hedder 436.000 kr. for benzinvarianten og 456.000 kr. for plug-in hybriden.

Et sted hos Mercedes-Benz, hvor plug-in hybrid er dominerende, er hvor der virkelig kan spares penge. Den store SUV, GLE, blev solgt ganske imponerende 646 gange i 2021. 426 af dem kører på både strøm og fossilt brændstof. GLE plug-in hybrid (den med eller dieselmotor), koster cirka 180.000 kr. mindre end den billigste GLE med dieselmotor, og firmabilister sparer også en god skilling.

Peugeot 508

Jeg er glad for, at Peugeot 508 ikke står hos forhandlerne og samler støv. Den er smuk, har en lækker førerplads og nogle helt udmærkede motorer – og så er den ingen ligegyldig crossover. 1.412 danskere kvitterede i 2021 for Peugeots gode arbejde med at erhverve sig en ny 508.

Priserne på 508 er kun gået en vej siden introduktionen. Og det er op, desværre. Den billigste, som er en plug-in hybrid med 225 hk, koster lige nu mindst 348.000 kr. Der er kun en enkelt dieselvariant tilbage, med 130 hk og automatgear, og den er helt oppe i 444.000 kr.

LÆS OGSÅ | Fin og fransk, den nye Peugeot 308 Hybrid

Dieselvarianten af 508 slog alligevel plug-in hybriden, når det kommer til salg. Af 1.412 styk 508 i 2021 kom 771 af dem ud med dieselmotor. Plug-in hybrid står for de resterende 641, og jeg skal ikke kunne sige, om der er enkelte af den nye 508 PSE med 360 hk mellem dem.

Grunden til det høje salg af dieselversionerne er, er jeg sikker på, at 903 af de 1.412 508’ere er firmabiler.

Skoda Superb

Skoda Superb er garant for abnorme pladsforhold, blød affjedring – og høje priser. Selv en basis-Superb med 150 hk og manuel gearkasse koster 380.000 kr., og med dieselmotor med 150 hk er prisen mindst 450.000 kr. Og plug-in hybriden, Superb iV, med 218 hk? – Den er nu oppe i 485.000 kr. Det skyldes, til dels, at den kun fås i Sportline-udgave, som er det absolut højeste udstyrsniveau hos Skoda.

Firmabilister har det noget bedre, når de skal have Superb. Beskatningsgrundlaget starter på cirka 357.000 kr. med automatgear for benzineren med 150 hk, og diesel med 150 hk og automatgear starter på cirka 360.000 kr. Superb som plug-in hybrid er også dyr for firmabilister med beskatning fra cirka 430.000 kr. Det er dyrere end BMW 330e med 292 hk.

LÆS OGSÅ | Flotter som coupé? – Mød Skoda Enyaq Coupé

Intet under at Superb med dieselmotor er konge i modelserien. Af i alt 617 nye Superb indregistreret som personbil i 2021 kører 399 med dieselmotor. Benzinudgaver er der 55 af, mens der står plug-in hybriden står for 163 eksemplarer.

Langt hovedparten af Superb-salget er i øvrigt firmabiler. 511 af de 617 Superb årgang 2021 kører i firmaernes tjeneste.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS