september 16, 2023

Duel: Kan Renault Austral give Hyundai Tucson kamp til stregen?

Hyundai Tucson er en SUV, der kan det meste – uden at koste en bondegård. Nu byder Renault Austral sig til, endda til en lavere pris. Kan den mere end Tucson?

TEKST OG FOTO Morten Bek

Du har maksimalt 400.000 kr. til din nye bil, og du vil gerne have en mellemstor SUV med god plads. Den skal også have motorkraft nok til motorvejen, men vigtigere er det, at den er sikker og har meget standardudstyr.

Går du til Toyota eller Volkswagen, bliver du nødt til at shoppe en klasse lavere, end du har lyst til. RAV4 og Tiguan sprænger budgettet i småstykker: RAV4 med 175 hk og CVT-gear koster 516.990 kr., Tiguan med 150 hk er til 474.995 kr. lidt billigere, men den har – ubegribeligt – manuel gearkasse. For under 400.000 kr. er dine muligheder de kompakte modeller Corolla Cross og T-Roc.

Men du havde forestillet dig noget større og mere rummeligt. En bil som Hyundai Tucson. Den er, set fra min stol, en af de bedste i klassen. Set fra alle stole er den blandt de billigste i klassen. Med 150 hk, automatisk dobbeltkobling og fineste udstyrsniveau, Advanced, står der 389.995 kr. på prisskiltet – med metallak til 8.495 kr. holder du stadig budgettet.

En uprøvet og helt ny konkurrent til Tucson og de andre mellemstore SUV’er er Renault Austral. Afløseren for Kadjar lover langt bedre og mere moderne indretning end sin forgænger, og der er virkelig skruet op for udstyret. I Danmark findes kun en motor med et udstyrsniveau. Simpelt, lige til. Og den er med 374.990 kr. billigere end testens Tucson og et pænt stykke fra budgetloftet (metallakken koster her 5 kr. mere end hos Hyundai).

Tucson og Austral er ikke til at skelne fra hinanden, hvis man kun kigger på hårde fakta som mål og ydelse, men værdier på papir fortæller aldrig hele sammenhængen. Er Austral lige så komplet en bil, måske endda bedre, end Tucson?

Hvordan er indretningen og pladsen i de to?

Her får Austral scenen til at starte med. Austral-interiøret, alt omkring føreren og forsædepassageren, er ikke til at kende, hvis den seneste Renault man har været i er en Kadjar eller Arkana. Austral er beriget med stort set samme indretning som den elektriske Megane, og man kan se, at Renault er startet forfra og har lagt sig i selen.

De er interessante, flotte materialer, som det grå stof på paneler, stolper og loftet. Hvor Austral sætter barren højt for klassen er på infotainment. Den store touchscreen og den store skærm til instrumenteringen er udgangspunktet, rent visuelt, og der er virkelige knapper til klimaanlægget. Men det er Google, der leverer infotainment, og her går det bare hurtigt, intuitivt og præcist. Google Maps er den eneste navigation, der virkelig virker, og det er standard i Austral.

Masser af plads i forsæderne, udmærket plads ved bagsædet. Bagagerummet er klart det mindste i testen, og der er desværre en høj læssekant, som ikke flugter med bagagerummets bund. Andre minusser går på samlekvaliteten: Denne Austral rasler og knager fra to-tre steder i kabinen.

Udstyret er storslået til prisen: El-justerbart førersæde med massage, trådløs mobilopladning, 19” alufælge, varme i rattet, nøglefri betjening, adaptiv fartpilot. El-betjent bagklap koster kun 5.000 kr., så selv med den holder budgettet.

Tucson er mere rummelig med mere plads på bagsædet og, bedst af alt, et mere rummeligt og mere regulært bagagerum. Den har et interiørdesign, som visuelt er virkelig behageligt og lækkert, og touchscreen på 10,25” er standard på Advanced-niveau. Infotainmentsystemet er ved at være træt at se på, og trådløs opkobling til Apple CarPlay/Android Auto er stadig, uforståeligt, fraværende.

Materialekvaliteten er helt på niveau med Austral, men samlekvaliteten virker overlegen i forhold franskmandens. Absolut ingen mislyde.

Tucson har i Advanced-udgaven (en billigere Essential koster 369.995 kr.) navigation, automatisk klima med tre zoner, varme i rattet og adaptiv fartpilot. Den syner bare ikke veludstyret. Måske fordi sædebetrækket virker syntetisk, og førersædet er manuelt justerbart. Trådløs mobilopladning koster ekstra, og det samme gør den el-betjente bagklap.

Har de kræfter nok?

Forvent lidt, få mere. Når det kommer til motorerne og kraftoverskuddet i to mellemstore SUV’er med en standardvægt på 1.500-1.600 kilo, som kører rundt med henholdvis 150 og 158 hk fra små turbomotorer, skal man ikke sætte næsen op efter vild acceleration. Men selv om begge biler tager sig god til fra 0-100 km/t – omkring 10 sekunder – fortæller det ikke, at de faktisk har et udmærket kraftoverskud.

Hyundai leverer gerne Tucson med en stærk dieselmotor og som PHEV med 265 hk, mens Renault i Danmark ikke har tiltro til, at danskerne vil betale en høj merpris for Austral Hybrid med 200 hk. Jeg tror, de har ret.

Egentlig er det ikke så meget motorkraften og overskuddet, der giver ridser i lakken. Det er, både i Austral og Tucson, gearkasserne og motorlyden. Begge motorer har en metallisk klang, og i Austral bliver den næsten bidsk ved høje omdrejninger.

Austral-motoren er den samme, man kan finde i Nissan Qashqai og Mercedes’ kompakte modeller, og 1,3-liters motoren har kræfter nok. Selv til en mellemstor SUV. Det er ingen lækker motor, og den trinløse CVT-gearkasse med kunstigt indlagte trin har en, for en trinløs gearkasse, underlig tøvende adfærd ved igangsætning og lav fart. Det går bedre, jo højere farten er.

Tucson-motoren støjer også, og heller ikke her er der tale om en lækker motor, som vil give gode minder. Den arbejder for sagen, og den gør Tucson hurtig nok i de fleste situationer. Dobbeltkoblingsgearkassen irriterer ved hård acceleration fra lave omdrejninger, hvor den hellere vil spare motoren for anstrengelser.

Hvordan kører de?

Det er dejligt, at Austral kommer med så meget standardudstyr, og jeg vil sige, at de 19” store alufælge gør designet en stor tjeneste. Komforten og dynamikken gør de mere en bjørnetjeneste. Der er uro i affjedringen i Austral, og mange vejbump bliver til en rystetur, som virker unødvendig i en SUV som den her.

Det er som med gearkassen. Jo højere fart, jo bedre går det. Efter nogle dage kommer jeg endelig på motorvej, og pludselig virker Austral komfortabel og uden problemer. Stabiliteten er i top, komforten fin. Minusser er et løst, unuanceret styretøj og kraftig vindstøj fra sidespejlene i en ellers støjsvag bil.

Tucson støjer sammenlagt lidt mere på motorvejen, men den har ikke et særligt punkt, som Austral, jeg kan udpege, hvor den støjer markant. Ikke fra sidespejlene, ikke fra dækkene.

Også Tucson ligger rigtig fint på motorvejen, og med sine små 17” fælge får man, som man måske kunne forvente, en mere komfortorienteret undervogn. En Hyundai er aldrig blød i affjedringen, og Tucson er det heller ikke, men den klarer vejbump bedre end Austral. På motorvejen er det omvendt, for der hælder jeg til at sige, at Austral har mere overskud til komfort. Styretøjet er vægtet mere naturligt, men god kontakt til forhjulene har ingen af bilerne. 

Hvilken af de to biler er den bedste?

Lige så ens Austral og Tucson er, når man bladrer i brochurerne, lige så forskellige opleves de. Motorer og gearkasser opfører sig ret forskelligt, og indretning og komfort gør forskelligheden endnu større.

Både Austral og Tucson giver meget bil med meget udstyr for pengene. Kunne jeg tænke mig bedre motorer, mere præcise gearkasser? Ja, men priserne på de to biler er overskuelige, så der er plads til lidt manglende perfektion.

Austral har en lækker, moderne indretning med Google-systemet som en af stjernerne, og ved høje omdrejninger har motoren flere kræfter end Tucsons. Til gengæld støjer motoren, og affjedringskomforten kan være irriterende i byen og ved lav fart.

Tucson har mere plads, virker bedre bygget og har en bedre hverdagskomfort i affjedringen. Den virker simpelt udstyret, selv om den har meget udstyr, og så koster den lidt mere end sin franske konkurrent. Hyundai giver 5 års fabriksgaranti, hvor Austral må nøjes med de påkrævede 2 år.

Hvis man vægter udstyr og infotainmentsystem højt, står Austral som en vinder – her gør den det bedre end Tucson. Målt på samlekvalitet, garanti, pladsforhold og motor er Tucson imidlertid en bedre SUV, og det gør, at den i sidste ende ikke bliver overhalet af Austral. 


SPECIFIKATIONER

Hyundai Tucson 1,6 T-GDI DCT 48V Advanced

Motor: R4, 1.598 cm3
Ydelse: 150 hk/250 Nm
0-100 km/t: 9,6 sekunder
Tophastighed: 189 km/t
Forbrug: 15,6 km/l
CO2-udledning: 145 gram/km
Mål (L/B/H): 450/187/165 cm
Køreklar vægt: 1.491-1.621 kilo (afhænger af udstyr)
Trækvægt: 1.650 kilo
Bagagerumsvolumen: 577-1.756 liter

Pris: 389.995 kr. (Tucson fås fra 330.995 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995/5.595 kr. (Tucson fås fra 14.995/4.595 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 365.151 kr. (Tucson fås fra 312.661 kr.)

SPECIFIKATIONER

Renault Austral 1,3 Mild Hybrid CVT Techno

Motor: R4, 1.333 cm3
Ydelse: 158 hk/270 Nm
0-100 km/t: 9,7 sekunder
Tophastighed: 175 km/t
Forbrug: 16,1 km/l
CO2-udledning: 141 gram/km
Mål (L/B/H): 451/183/164 cm
Køreklar vægt: 1.546 kilo
Trækvægt: 1.800 kilo
Bagagerumsvolumen: 487-1.525 liter

Pris: 374.990 kr. (Austral fås fra denne pris)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995/4.795 kr. (Austral fås fra denne pris)
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS