Test: Ny Porsche Panamera med særdeles aktiv undervogn
Få ting afslører, at der er tale om den nye Panamera. Men under huden gemmer sig et større batteri i plug-in varianterne og en ret vild undervogn.
Tekst & foto: Simon Hallenslev
CX-60 er Mazdas nye, elektrificerede flagskib. Med spritny teknologi, et stort batteri og de klassiske, velbyggede japanske dyder ligner Mazda CX-60 en oplagt darling til de SUV-sultne danske købere.
XC60 er Volvos velprøvede hybridhest. Den har været på markedet siden 2017, men blev i 2022 velsignet med en opfrisker, hvor særligt hybridteknologien blev kigget til. Derfor kører Volvo XC60 i dag med et stort batteri som japaneren.
Det flotte flagskib fra Mazda kan købes for 200.000 kr. mindre, end den halvgamle svensker, og hvis den bare kan hamle nogenlunde op med det, XC60 præsterer, virker det som en no-brainer. Det vil jeg finde ud af, om det er.
Motor: R4, 2.488 cm3, benzin + elmotor
Ydelse: 192 hk – 175 hk
0-100 km/t: 5,8 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 63 km/l
CO2: 33 gram/km
Elektrisk rækkevidde: 63 kilometer
Mål (L/B/H): 475/189/168 cm
Køreklar vægt: 2.070 kilo
Bagagerumsvolumen: 477-1.726 liter
Pris: 483.250 kr. (CX-60 PHEV fås fra 465.000 kr.)
Motor: R4, 1.969 cm3, benzin + elmotor
Ydelse (benzin+el): 253 hk – 145 hk
0-100 km/t: 5,7 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 100 km/l
CO2-udledning: 23 gram/km
Elektrisk rækkevidde: 72 kilometer
Mål (L/B/H): 468/190/165 cm
Køreklar vægt: 2.169 kg
Bagagerumsvolumen: 468-1.395 liter
Pris: 765.786 kr. (XC60 T6 Recharge fås fra 669.158 kr.)
200.000 kr. i prisforskel er uhørt meget. Endnu mere fordi, at et hurtigt kig på listen over standardudstyr i Mazda CX-60 afslører et højt bundniveau.
Til startprisen på 465.000 kr. kommer CX-60 med udstyr som fuld LED-forlygter, digital instrumentering, head-up display, bakkamera og en frygtelig masse sikkerhedsudstyr. Testbilen er en Homura til 483.250 kr., hvor man får en lækker læderkabine, ambientebelysning og en masse sortlakeret trim.
LÆS OGSÅ | Duel: VW T-Roc vs. Skoda Karoq – folkelige og faceliftede fætre
Til sammenligning virker det lidt vildt, at Volvo XC60 starter i 669.158 kr. Særligt fordi at det er en startpris, der kun køber omtrent det samme, som CX-60 kommer med i standardudstyr – og kun omtrent. Volvo XC60 har nemlig hverken head-up display eller bakkamera med i dén pris.
XC60 testbilen er en Ultimate med ting som head-up display, 360-graders kamera og Harman Kardon-lydanlæg, hvortil der derudover er tilkøbt nappalæderkabine og 21-tommer. Derfor kryber prisen op i 743.422 kr. for herligheden, hvilket altså er 260.000 kr. mere end CX-60 testbilen.
På papiret kan Mazda CX-60 det helt samme som Volvo XC60. Rent hybridteknisk kører den med et 17,8 kWh batteri, hvilket giver en elektrisk rækkevidde på 63 km, mens Volvo kører med 18,7 kWh batteri og en elektrisk rækkevidde på 72 km.
Mazda kører med 192 hk fra benzinmotor og 175 hk fra elmotor, mens Volvo kører med 253 hk fra benzinmotor og 145 elmotor. Faktisk er Mazda CX-60 også en anelse større end Volvo XC60 i både længde, højde og akselafstand.
Alligevel begynder forskellene at vise sig, når man kratter lidt i overfladen, og det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en unfair kamp. De største forskelle skyldes nemlig primært japanske fodfejl, end de skyldes prisforskellen.
Selvom CX-60 som nævnt er en smule større end XC60, er pladsen dårligere udnyttet. Her er det tydeligt, at design har fået lov at præge opbygningen, hvor en god portion af totallængden går til den laaange kølerhjelm, der giver en potent fremtoning. Trods en akselafstand på næsten 2,9 meter, er der dog ikke mere plads på bagsædet, end der er i en VW Golf.
LÆS OGSÅ | Test: Mazda 3 er her stadig – og den er stadig god
Mazda CX-60 har ganske vist plads til to voksne bagsædepassagerer, men de kommer ingenlunde til at sidde så komfortabelt som i Volvo XC60. I særdeleshed ikke hvis de er langlemmede. Japaneren tager lidt til genmæle ved at have 570-liters bagagerumskapacitet, hvilket er godt 100 liter mere end svenskeren.
Hvis vi bliver i kabinen for en stund, er det mere end blot i bagagerummet, at Mazda CX-60 kan tage til genmæle. I bedste Mazda-stil er kabinen i CX-60 sat umådeligt godt sammen. Nok er den dunkel, men når først man får følt sig lidt frem, bliver man mødt af lutter velvalgte materialer uden knirken og hård plast.
Det er selvfølgelig det samme i Volvo XC60. Og her skriver jeg selvfølgelig, fordi det er ren og skær forventeligt fra en bil, der koster på den anden side af 700.000 kr. Her udspiller Harman Kardon-anlægget også det ellers fine Bose-anlæg, der ligger i CX-60.
LÆS OGSÅ | Første tur: CX-60 PHEV varsler nye tider hos Mazda, men den mangler finpudsning
Mazda vinder over Volvo i ren og skær anvendelighed. Til at betjene skærmen har man en drejeknap mellem sæderne, der, tro det eller lad være, fungerer meget bedre end en touchskærm, når man kører. Dertil har Mazda også bibeholdt et fysisk klimapanel, mens man i Volvo skal op på skærmen og rode for selv de mindste ændringer.
Et område, hvor de færreste konkurrenter kan hamle op med svenske Volvo, er selvfølgelig sæderne. Det kan Mazda CX-60 heller ikke, selvom de har forsøgt med en intelligent funktion til automatisk sædeindstilling. Her indtaster man sin højde, mens et kamera registrerer øjnenes position, hvorefter systemet finder den helt rigtige køreposition.
Det virker dog bedre på papiret, end det gør i praksis, og kræver lidt manuel efterindstilling. Om så sæderne i XC60 havde været med håndsving, havde man stadig fundet sig en anelse bedre til rette. Det er bare noget, Volvo har styr på.
Selvom grundopskriften er den samme, er hybridsystemet udført en smule anderledes i de to duellanter. Mazda CX-60 er, fuldstændig som en BMW eller Mercedes-Benz, født som baghjulstrækker, mens plug-in hybridmodellen dog kører med permanent firehjulstræk.
Volvo XC60 kører også med firehjulstræk. Den er blot født som forhjulstrækker, og i plug-in hybridvarianten betyder det, at det altid er benzinmotoren, der klarer ærterne på forakslen, mens elmotoren sørger for bagakslen. Hybridsystemet i XC60 har jeg før testet, hvor jeg gik så langt at kalde bilen ‘sømløst strømført’.
LÆS OGSÅ | Test: Bedre batterier får Volvo XC60 T6 Recharge til at brillere
Sømløs er omvendt ikke et ord, jeg vil bruge om hybridsystemet i Mazda CX-60. Ved ren elektrisk fremfærd klarer den sig fint, og elmotoren på 175 hk er rigeligt til, at den voluminøse japaner kommer friskt rundt i byen. Kører man pænt, kan de 63 km i opgivet rækkevidde godt oversættes til 50-55 km i virkeligheden, hvilket er udmærket og på niveau med Volvo.
Det er når benzinmotoren kommer i spil, at drømmene om sømløshed fordufter. Den giver et riv i bilen og et halvkvalt brøl, når den starter. Lyden fra benzinmotoren er generelt ret raspet, når man giver den omdrejninger, mens hybridsystemet har nogle svært beskrivelige lyde. Det er lyde, der melder sig under bilen og i motorrummet uden et umiddelbart mønster.
Automatgearkassen opererer med forsinkelse, når alle kræfter slippes løs. Når først kræfterne slippes løs, er der rigeligt af dem. Det korte af det lange er dog, at hybridsystemet virker lidt stift og klodset, hvilket står i kontrast til den førnævnte svenske sømløshed.
Med deres firehjulstræk, højde og drøjde er de to duellanter SUV’er i ordets bogstaveligste forstand. Det betyder, at de deler en akilleshæl eller to, som vindstøj ved motorvejskørsel og småklodsede køreegenskaber på kringlede veje. Sidstnævnte forstærkes af hybridteknologi, der får dem begge til at krybe over 2 ton i køreklar vægt.
Derudover adskiller Mazda CX-60 og Volvo XC60 sig en del i køreoplevelsen, og igen er det svenskeren, der trækker det længste strå. Her er køreoplevelsen udpræget komfortabel og rar at have med at gøre på såvel hullede byveje som ujævne landeveje. Styretøjet er let, hvilket bidrager til en forbløffende agil følelse på snævre bygader.
LÆS OGSÅ | Test: Volvo XC90 tager kegler og udfordrer
Helt det samme kan ikke siges om Mazda CX-60, der føles tung uanset hvor, man tager den hen. Styretøjet er trægt og besynderligt afvejet på en måde, hvor det føles tungt uden at give antydningen af feedback med forhjulene. Dertil er undervognen urolig, og finder aldrig rigtig ro mellem ujævnhederne.
Mazda CX-60 har alle ingredienserne til at være en vaskeægte elektrificeret premium SUV, der kan hamle op med de bedste til en pæn pris. Designet er potent, kabinen er lækker og selv indgangsvarianten er flot veludstyret. I praksis spænder den desværre bare ben for sig selv med klodsede løsninger.
Helt i kontrast står Volvo XC60, der stadig bare er en gennemført pakke. Og her kan man sige, at “det har den bare at være med dét prisskilt!” – men det er den, og den nytilkomne spiller fra Mazda kan ikke pille ved dens position i toppen.
Få ting afslører, at der er tale om den nye Panamera. Men under huden gemmer sig et større batteri i plug-in varianterne og en ret vild undervogn.
1.000.000 kroner. Så meget har du sparet, hvis du ventede med at købe en særlig udgave af elbilen Mercedes EQS.
Leder du efter firehjulstræk til vinterens sne og slud? Med ugens fund her får selv nybagte lotto-vindere brug for en ekstra tænkepause, før de hiver tegnebogen frem.
Den kompakte Cupra Born VZ har 326 hestekræfter, baghjulstræk og elektronisk styret undervogn – og lang rækkevidde. Er den bare hurtig eller også sjov?
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.