Den ligner en forlænget version af den lille Honda E, der har fået insektøjne tegnet på front og bagende. Firefly er næsten lige så nuttet som den lille Honda, der for længst er udgået. Hvor Honda E på næsten alle måder var for fed, så var den alt for dyr og blev en salgsmæssigt katastrofe for japanerne.
Det er kinesiske Nio, der står bag Firefly, og de har ingen planer om at lade Firefly - der både er mærkets og modellens navn - blive til andet end en stor succes.
Læs også: Nio lancerer billigmærket Firefly
Firefly havde verdenspremiere i slutningen af 2024, og den lille elbil på fire meter sælges selvfølgelig allerede på hjemmemarkedet. Nu er det også officielt, at Firefly introduceres i Danmark, og mens vi må vente en uges tid på information om priser, udstyr og meget andet, så kan man allerede få en lille forsmag på bilen på den danske hjemmeside, fireflyauto.dk.
Det er dog en meget lille forsmag uden rigtig meget smag. Der er mere kød på den internationale/europæiske hjemmeside, hvor man kan læse en masse om den lille elbil: firefly.world.com. Når det kommer til bilens design og indretning, kan man få en god fornemmelse gennem billederne herunder.















Rækkevidde som i flere af konkurrenterne
Som noget unormalt for en elbil på fire meter - og præcis som i Honda E - har Firefly baghjulstræk. Vægtfordelingen skulle på den måde være perfekt og give rigtig gode køreegenskaber. Sådan beskriver kineserne i hvert fald selv bilen.
Elmotoren har fornuftige 143 hestekræfter (200 Nm), og batteristørrelsen er på 42,1 kWh - opladning med op til 100 kW, som gør 10-18 procent-opladning på 29 minutter mulig. Den kapacitet hører til i samme kategori som basisudgaven af Renault 5 E-Tech og den eneste tilgængelige udgave af Citroën Ë-C3. De har WLTP-rækkevidde på henholdsvis 312 og 326 kilometer (med basisudstyr.
Firefly gør det lidt bedre med en WLTP-rækkevidde på 330 kilometer. Det er udmærket til en bybil, der sjældent kommer på motorvejen, og ved siden af rækkevidden i en kommende model som VW ID. Polo med det største batteri - op til 450 kilometer - blegner den kinesiske minibil.
Til gengæld har Firefly netop fået en stor udmærkelse fra den fælleseuropæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP, der har tildelt den fem stjerner. Den bedømmelse er i sig selv rigtig god, men mere imponerende er det, at Firefly scorer 96 procent i beskyttelse af voksne passagerer. Det er den højeste score hos Euro NCAP blandt ALLE nye biler siden begyndelsen af 2024.
Men der skal mere end friskt design og en god bedømmelse hos Euro NCAP til at sælge elbiler i Danmark. Priserne skal også være stærke. Hvor priserne lander, ved vi om en uges tid, hvor vi også kan dele de første køreindtryk fra den lille elbil.