Der er kommet 184.602 nye personbiler på vejene i løbet af 2025. Det beretter brancheforeningen Mobility Denmark i sin dugfriske årsopgørelse. Det er 11.611 flere biler end i 2024, svarende til en vækst på 6,7 procent. Og selvom det er en flot fremgang, der vidner om fortsat købelyst, blegner den ved siden af elbilernes isolerede vækst.
Læs også: Test: Varmepumpen har ingen effekt
Af de 184.602 nye personbiler, der kom på vejene i 2025, var 126.505 elektriske. Det er en fremgang på 42 procent sammenlignet med året før og betyder, at elbilerne stod for 68,5 procent af det samlede salg.
Fjerner man de erhvervsrelaterede indregistreringer, som leje- og flådebiler, fra ligningen, viser tal fra Bilstatistik.dk, at elbilerne udgjorde hele 86,1 procent af privatsalget.

Stærk slutspurt
Det er ingen hemmelighed, at elbilernes succes er kraftigt understøttet af den reducerede registreringsafgift, der har været gældende siden 2020. En del af denne rabat stod til udfasning ved årsskiftet, og politisk usikkerhed om registreringsafgiften fik for en stund bilmarkedet til at holde vejret.
I finansloven for 2026 valgte man dog i sidste øjeblik at udskyde de planlagte afgiftsstigninger, og de danske bilkøbere kunne med nyfundet overblik handle ny bil i årets døende måneder. I december alene blev der indregistreret 14.995 nye elbiler, hvilket svarer til omkring 80 procent af alle nyregistreringer i måneden.
Fortsætter elbilernes fremgang i samme gear, som den viste sig i 2025, forventer Mobility Denmark, at der allerede i 2027 vil være 1 million elbiler i den danske bilbestand.

Semler dominerer
Flere solgte biler giver sorte tal på bundlinjen hos dem, der sælger bilerne. Ser man på årets top 20 over de mest solgte biler, står det dog klart, at særligt én bilimportør kan gå gladere til banken end andre.
Det er Semler Mobility, der udviser total dominans, og selvom de ganske vist har flere mærker at sprede salget ud på, står de bag 11 af de 20 forskellige bilmodeller på toplisten.
Semler importerer bilmærkerne Volkswagen, Skoda, Audi, Cupra og Seat, som illustreret herunder, optager en overvejende del af toplisten. I spids ligger naturligvis Skoda Elroq, der med i alt 10.623 indregistreringer har lagt god afstand til andenpladsen, som også indtages af en Semler-solgt Volkswagen ID.4.
Tesla Model Y kommer ind på en stærk tredjeplads med fine tal, der dog alligevel blegner en smule ved siden af rekordårene 2023 og 2024, hvor der blev indregistreret i omegnen af 18.000 eksemplarer begge år.
Top 20 modeller i 2025
Skoda Elroq - 10.623 stk.
Volkswagen ID.4 - 8.572 stk.
Tesla Model Y - 7.672 stk.
Skoda Enyaq iV - 5.987 stk.
Volkswagen ID.3 - 5.098 stk.
Audi Q4 e-tron - 4.788 stk.
Volkswagen ID. Buzz - 4.493 stk.
Volkswagen T-Roc - 3.690 stk.
Kia EV3 - 3.057 stk.
Renault R5 - 3.050 stk.
Mercedes-Benz EQA - 3.040 stk.
Cupra Formentor - 3.036 stk.
BMW iX1 - 2.939 stk.
Volkswagen ID.7 - 2.915 stk.
Cupra Tavascan - 2.796 stk.
Mercedes-Benz EQB - 2.782 stk.
Toyota bZ4X - 2.660 stk.
Xpeng G6 - 2.428 stk.
Cupra Born - 2.264 stk.
Renault Scenic - 2.255 stk.
Kilde: bilstatistik.dk



