Meget få nye biler får os til at spærre øjnene op. Det er både godt og skidt, fordi det sjældent er en god idé, hvis bildesign kammer over og bliver for sensationelt, outreret eller vildt (hvis bilen skal kunne sælges).
De første billleder af den nye, tredje generation Nissan Juke får os til at tro, vi kigger på AI-genererede billeder: den er vild, og den kunne være udfaldet af en ChatGPT-forespørgsel i stil med "lav en lille crossover, der minder om en Lamborghini Urus - men med flere kanter og vilde vinkler."
Men den er god nok. Det her er Nissans nye Juke. Nissan har bevæget sig helt ud over kanten med det nye design på Juke, der for første gang kommer som elbil - Juke EV. Det fremmer kun effekten af vildt design, at kontrasterne mellem gul og sort er voldsom.
Hvad der gemmer sig bag de stærkt udtryksfulde former, om det så er interiørdesign eller hårde facts, det handler om, så vælger Nissan at holde på næsten alle hemmeligheder.



Det er Ariya og Leaf, der stiller med teknologier
Kun tre håndfaste ting i forhold til Juke EV er helt sikre på nuværende tidspunkt: den introduceres i foråret 2027, den produceres i Sunderland, England - og bilens tekniske platform er CMF-EV.
Det interessante her er platformen. Nissan har i Juke EV's tilfælde ikke overtaget en bilmodel fra Renault, som det er tilfældet med Micra EV og den kommende Twingo E-Tech-søster, som er lavet på CMF-B EV-platformen - japanerne har valgt teknikken fra sine større modeller, Ariya og Leaf.
Læs også: Test: Vælg gerne Nissan Micra
Billederne fortæller ikke direkte noget om størrelsen på den elektriske Juke, men vi har en stærk formodning om, at Juke EV bliver kompakt og noget mindre end den nye Leaf, hvorfor konkurrenter vil være biler som Ford Puma Gen-E, Renault 4 E-Tech og de kommende modeller Skoda Epiq og VW ID. Cross.
Derfor vil batteristørrelsen blive tilpasset i forhold til Ariya og Leaf; det er muligt, at Juke EV med den længste rækkevidde får det mindste Leaf-batteri med en kapacitet på 52 kWh, der kan give 430-450 kilometer på en opladning. Derudover forventer vi et batteri med omkring 40 kWh som kapacitet, som skulle være nok til 300-325 kilometer på en opladning.
Hvornår Nissan afslører alle de tekniske detaljer omkring den nye Juke EV ved vi ikke, men det er oplagt, at det vil ske på efterårets biludstilling i Paris, der finder sted i midten af oktober.



