Peugeot 308 electric
Nyheder
26. december 2023

Elektrisk Peugeot 308 til under 300.000 kr.

Morten B. Bek

Morten Bek

Så er der endelig pris på Peugeot E-308. Den franske elbil med 156 hk kommer som hatchback og stationcar, og priserne ligger under VW ID.3-niveau.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

I september 2022 kunne Bilbasen vise de første billeder af den 100 procent elektriske Peugeot E-308 som både hatchback og stationcar. Peugeot ville helt sikkert gerne have sine nye elbiler ud til forhandlerne for længe siden, men det sker først i det nye år.

Til gengæld ved vi nu, hvad E-308 hatchback og E-308 SW skal koste, for vi har fundet priserne på den danske hjemmeside. Som hatchback koster E-308 299.990 kr. – og som stationcar, E-308 SW, er prisen 314.990 kr. Det er især E-308 SW, der er interessant, for der er indtil videre kun tre elektriske stationcars på markedet, og de er enten meget dyrere (Nio ET5 Touring og Porsche Taycan Sport Turismo) eller noget vi ikke vil eje (MG5).

Peugeots nye E-308-modeller kommer i to udstyrsvarianter, Allure og GT, og der er et højt udstyrsniveau i dem begge. Også højere end det, man møder i konkurrenter som VW ID.3 og basisudgaven af Renault Megane E-Tech Electric.

Peugeot 308 electric
Peugeot E-308 01
Peugeot E-308 02

Rækkevidde op til 413 kilometer – 410 kilometer i stationcaren

Peugeot E-308 og E-308 SW kommer med færre hestekræfter end konkurrenterne. I ID.3 får man 204 hk, og Megane E-Tech Electric 60 kommer med 220 hk. Peugeot-elmotoren, som sender kræfterne ud til forhjulene, er mere beskeden med sine 156 hk.

Med et batteri på 54 kWh har E-308’erne også mindre kapacitet end konkurrenternes, men el-motoren skulle være effektiv, så E-308 hatchback kommer alligevel tæt på ID.3 med batteri på 62 kWh. Franskmanden klarer med Allure-udstyrsniveau 413 kilometer, mens ID.3 i standardform klarer 426 kilometer (priser fra 319.995 kr.).

Den længere og lidt tungere E-308 SW med Allure-udstyrsniveau har en rækkevidde på 410 kilometer, så det koster ikke meget strøm at købe den mere familievenlige af de to karrosserivarianter.

GT-versionerne af E-308 og E-308 SW kører med samme fælgestørrelse som Allure-udgaverne, og de øvrige udstyrsforskelle snupper kun 1 kilometer af den samlede rækkevidde i GT’eren. Det er lig med 412 kilometer i E-308 GT og 409 kilometer i E-308 SW GT.

I kraft af det forholdsvis lille batteri har det mindre betydning, at Peugeots nye elbiler kun kan lade med 100 kW ved en lynlader; franskmændene angiver, at 0-80 procent lynopladning kan gøres på cirka 35 minutter.

Peugeot E-308 03

Metallak og nøglefri betjening med i prisen

Peugeot tager 20.000 kr. for opgraderingen fra Allure til GT, men E-308 Allure har masser af standardudstyr, så opgraderingen ikke er en nødvendighed.

Allure kommer med varmepumpe, LED-forlygter, metallak (grøn Olivine på hatchback, blå Avatar på SW) 18″ alufælge, ekstra tonede ruder bagtil, p-sensorer bagtil, el-klapbare sidespejle, infotainment med 10″ touchscreen, digital instrumentering med 10″ skærm, bakkamera, navigation, trådløs opkobling til Apple CarPlay/Android Auto, adaptiv fartpilot, varme i forsæder og rat, sportssæder med betræk i stof og kunstlæder, nøglefri betjening, regnsensor og trådløs smartphone-opladning.

GT-versionen har adaptive matrix-LED-forlygter, LED-baglygter med 3D-effekt, GT-styling, indtræk i Alcantara og kunstlæder, p-sensorer foran og opgraderet digital instrumentering.

Som ekstraudstyr til Allure-udgaven kan man få opvarmet forrude (4.000 kr.), mens GT’eren kan fås med soltag (20.000 kr. – fås ikke med varme i forruden) og en en Techno Pro-pakke med bl.a. 360 graders kamera og blind vinkel-system til 10.000 kr.

E-308 hatchback Allure – 299.990 kr. E-308 hatchback GT – 319.990 kr. E-308 SW Allure – 314.990 kr. E-308 SW GT – 334.990 kr.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: