september 12, 2023

Peugeot E-3008 viser styrken i fransk bilindustri

Den elektriske Peugeot E-3008 er en attraktiv crossover på en ny platform med rækkevidde op til 700 kilometer, mulighed for firehjulstræk og op til 326 hk.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

På IAA-biludstillingen i München i starten af september præsenterede Renault en ny Scenic. Væk var MPV-designet, ind kom den populære crossover-form. Men den nye og fuldelektriske Scenic er mere end et hamskifte for en model, for den viser også, at der er styrke og vilje i fransk bilindustri. Scenic er elegant, har lang rækkevidde, er produceret i Europa og produceres med en høj grad af genbrugsmaterialer og genanvendelige materialer.

En uge senere viser Peugeot, at Renault Scenic ikke var en enlig svale. Peugeot illustrerer med sin tredje generation 3008, der står som fuldelektrisk E-3008, at Frankrig vil være blandt de store spillere.

E-3008 byder på mange af de samme styrker som Scenic, men på nogle punkter går den længere endnu. Den fås med firehjulstræk, og den kommer med en endnu længere rækkevidde. Den er også et skelsættende produkt for hele den enorme Stellantis-koncern, for gemt under metaloverfladen finder vi en ny elbilsplatform.

Med 230 hk og batteri på 98 kWh kan turen blive 700 km lang

STLA Medium er det usexede navn på den platform, som debuterer i E-3008. Medium hentyder til størrelsen på bilerne, og i tilfældet E-3008 er bilen en crossover med en længde på 454 cm – kortere end VW ID.4 og Nissan Ariya, men stadig i samme populære bilklasse.

Fordi Peugeot, og dermed Stellantis, kommer sent til den meget vigtige fest, skal bilerne på STLA-platformen slå i gennem med stærke attributter. Variation er nøgleordet, og det samme er rækkeviddetal, som skal give hovedpine hos mange andre mærker.

E-3008 kommer i tre motorvarianter. Standardvarianten med en enkelt elmotor ved forhjulene med 210 hk kører med et batteri på 73 kWh, som næsten er så stort som det størst mulige i Skoda Enyaq og VW ID.5. Rækkevidden er 525 kilometer, som er ret gennemsnitlig. Samme batteri har topmodellen Dual Motor med to elmotorer og firehjulstræk, som kommer med 320 hk – til en rækkevidde på de samme 525 kilometer som basisudgaven. Batteriet på 73 kWh er sandsynligvis valgt, fordi topmodellen skal være så dynamisk (og let) som muligt.

Med E-3008 Long Range med forhjulstræk og 230 hk er der et langt højere tal for rækkevidden. Da batteriet er meget stort for så kompakt en bil – 98 kWh – er rækkevidden i den forhjulstrukne E-3008 Long Range på 700 kilometer.

Hvor hurtigt kan E-3008 så lade? Den maksimale kW-rate ved en DC-lynlader er 160 kW. Det er gennemsnitligt, måske endda under gennemsnittet for en helt ny platform, men hvis ladekurven er stabil med højt kW-tal, betyder det mere, end at bilen kan nå op på 250 kW i kort tid.

Peugeot har ikke glemt kunder, som endnu ikke vil køre på el

Det er nærliggende at tro, at Peugeot fremover kun vil sælge 3008 som elbil. Den nuværende 3008 udgår i foråret næste år, og så er scenen klar til E-3008. Men ved at dykke ned i pressemeddelelsen fra det franske mærke, dukker der håb op for kunder, som ikke er klar til at køre elbil.

Over ganske få linjer bliver det klart, at 3008 også vil komme som både hybrid og plug-in hybrid – afhængigt af behovene på de enkelte markeder. Det betyder, at 3008 vil blive produceret med det nye hybridsystem med benzinmotor, elmotor og dobbeltkoblingsgearkasse, som yder 136 hk. I forhold til plug-in hybriden er det sandsynligvis samme system, som anvendes i dag: 1,6-liters turbomotor og en elmotor(-er), hvor ydelsen med forhjulstræk er 225 hk og med firehjulstræk op til 360 hk.

På et tidspunkt i 2024 præsenterer Peugeot en storebror til 3008/E-3008. Det er en ny udgave af 5008, som også vil være 100 procent elektrisk.

Som Renault rykker også Peugeot på brugen af bæredygtige eller genanvendelige materialer i den nye E-3008. 500 kilo, svarende til 20-25 procent af bilens samlede vægt, er lavet af “grønne” materialer. Grønne er måske så meget sagt, men i hvert fald er der tale om blandt andet forskellige plastdele i bæredygtige materialer, genanvendt plast og såkaldt “grønt” stål og aluminium, som er produceret mere ansvarligt end sædvanligt stål og aluminium.

Hvis Peugeot kan sælge den nye E-3008 til fornuftige og, ikke mindst, konkurrencedygtige priser, kan den blive et stort aktiv for mærket i både Danmark og resten af Europa.

Del artikel:

Brugte biler fra Peugeot til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS