december 11, 2023

Disse 10 elbiler er der flest af i Danmark

På nogle få år er elbilerne på de danske veje eksploderet i antal fra nogle få tusinde biler. Men hvilke elbiler er der egentlig flest af?

TEKST Morten B. Bek FOTO Bilbasen/PR

I Danmark er vi tæt på at være 6 millioner mennesker, og hvis man synes, der er ved at være trængsel, så bare tænk på trafikken. På 10 år er der kommet omkring 500.000 flere personbiler på vejene i Danmark, og med over 2,8 millioner personbiler (plus cirka 365.000 varebiler) er der næsten en bil til hver to personer.

Elbilerne er et kapitel for sig, for elbilerne er det alle taler om. Hvor mange elbiler kører på de danske veje, og hvad er det helt præcist for elbiler, danskerne kører rundt i? Med hjælp fra Bilstatistik.dk har vi fundet de seneste tal – og fundet frem til de elbiler, der er flest af i Danmark. Vi lister dem længere nede med nummer 1 som den, der er flest af.

I slutningen af november 2019 var der en bestand på cirka 15.000 personbiler i Danmark, der kørte 100 procent på strøm. Det var inden, der virkelig blev sat strøm til elektrificeringen af bilsalget. Fire år senere, i slutningen af november i år, nåede tallet op på 187.800 personbiler på el – alene siden udgangen af 2022 er der kommet mere end 75.000 flere el-personbiler på gaden.

10. Polestar 2 – 4.470 eksemplarer

Elbilen på 10. pladsen over de elbiler, der er flest af i Danmark, er den svensk-kinesiske Polestar 2. Med 4.470 eksemplarer siden introduktionen i foråret 2021 har mærket fået en rigtig god start i Danmark.

Lige nu ikke er andre Polestar-modeller på programmet, men i 2024 får 2’eren endelig selskab af den nye 3’er. Den ligger dog i et langt højere prisleje – fra 800.000 kr. – så vi kommer næppe til at se den i top 10 over elbiler i Danmark.

9. Renault Zoe – 4.551 eksemplarer

Der vil gå meget kort tid, før Renault Zoe må rykke en eller flere placeringer på listen over de elbiler, der er flest af i Danmark. Den sælges ikke længere i Danmark, så Zoe kommer ikke meget længere op end de 4.551 eksemplarer, der var på vejene med udgangen af november.

Zoe var en af de første prisbillige elbiler, vi kunne købe i Danmark, og salget begyndte allerede i 2012. Mange kommuner fik øjnene op for Zoe som elbil til brug i hjemmeplejen, men efter Euro NCAP i 2021 gav den nyeste generation Zoe en vurdering på 0 stjerner, er den franske elbil faldet i unåde.

8. Tesla Model S – 4.885 eksemplarer

Mens Renault Zoe var med til åbne for, at elbiler også kunne være prisbillige, så har Tesla Model S været den elbil, der har gjort elbilerne stuerene. Det var en åbenbaring, da Model S kom på markedet i 2012 som en luksusbil med mange hestekræfter og brugbar rækkevidde. Indtil da var det som om, det var obligatorisk, at en elbil skulle være langsom og underlig.

Med næsten 5.000 eksemplarer i Danmark har den store Model S en trofast fanskare, men langt de fleste Model S i Danmark er af ældre dato, som man også kan se, når man kigger på brugte eksemplarer på Bilbasen; der er kommet få Model S på gaden i Danmark i de seneste tre-fire år.

7. Hyundai Kona EV – 5.320 eksemplarer

Hyundai Kona EV er i nyeste udgave bedre end nogensinde, men i modsætning til den første generation fra 2018 er den nye Kona EV kommet på markedet, hvor der er langt flere konkurrenter på markedet. Der er kunder til bilen, men nu kan de samme kunder også kigge nærmere på den billigere BYD Atto 3 eller en VW ID.3.

Med 5.320 eksemplarer er Kona EV en populær model i Danmark, og det skyldes helt sikkert, at første generation med stort batteri og kraftig elmotor gav meget bil for pengene i en tid, hvor det var svært at få meget elbil for pengene.

6. Audi Q4 E-Tron – 6.321 eksemplarer

Audi indtager listens plads nummer 6 med sin mellemstore SUV, Q4 E-Tron. Q4 E-Tron kom på markedet i sommeren 2021, og SUV’en (der også fås som Sportback med specifikt design), og siden er 6.321 eksemplarer kommet ud på vejene i Danmark.

Der kommer mange nye elbiler også i 2024 – fra Audi bl.a. A6 E-Tron og Q6 E-Tron – men Q4 E-Tron har chancen for at holde sig populær; i starten af 2024 introduceres den med en langt stærkere elmotor (286 mod tidligere 204 hk), længere rækkevidde og mere udstyr, men uden prisstigning.

5. Volkswagen ID.3 – 6.745 eksemplarer

Volkswagen har, måske ikke så overraskende, to biler med i denne top 10. ID.3 er den mindste af dem, og den har været på markedet siden 2020. ID.3 var den første elbil fra VW-gruppen på den dengang nye MEB-platform.

I starten af 2023 fik ID.3 et facelift (bilen på billedet), som ikke så meget skulle ændre på de store ting, så meget som det skulle ændre på materialekvalitet og infotainmentsystem – nogle problemzoner, som bilen blev født med.

4. Skoda Enyaq – 9.192 eksemplarer

Med listens 4. mest udbredte elbil i Danmark nærmer vi os et femcifret tal. Med over 9.000 eksemplarer ligger Skoda Enyaq langt foran den næste på listen, VW ID.3. Hvad har gjort, at Enyaq er blevet så populær i Danmark? Den er, kort sagt, en af de bedste elbiler på markedet – virkelig rummelig, godt indrettet, meget komfortabel og lækker, rimeligt prissat.

Som dens søskendemodeller Audi Q4 E-Tron og VW ID.4 kommer Enyaq i starten af 2024 med en stor opgradering i form af en ny elmotor, der er stærkere og mere effektiv. Ydelsen stiger fra 204 til 286 hk, men prisen stiger kun en smule.

3. Volkswagen ID.4 – 9.821 eksemplarer

Listens anden Volkswagen-model er noget yngre end den første: ID.3 kom i 2020, mens ID.4 kom til lidt senere i 2021. Det er tydeligt både i trafikken og i salgstatistikken, at det er ID.4, danskerne helst vil have – og ID.4-bestanden er da også langt større end ID.3-bestanden (9.821 eksemplarer mod 6.745 eksemplarer). Hvis man i ID.4-tallene vælger at inkludere søstermodellen ID.5 (Audi inkluderer både Q4 E-Tron og Q4 E-Tron Sportback under samme model – og Skoda gør det med Enyaq og Enyaq Coupé), stiger tallet til 13.281 eksemplarer.

En af grundene til, at ID.4 er endt med at være mere populær end søstermodellen Skoda Enyaq, kan være prisniveauet. Hvis man kan undvære noget udstyr, sælges ID.4 cirka 50.000 kr. billigere end Enyaq – en prisforskel, som også gælder i 2024.

2. Tesla Model Y – 23.528 eksemplarer

Springet fra listens nummer 3, VW ID.4, til nummer to er enormt. Den næstmest udbredte elbil i Danmark findes i flere end dobbelt så mange eksemplarer – og det er Tesla Model Y. Man kunne tro, at Model Y i løbet af 2023 var endt som den mest udbredte, men det er altså ikke sket endnu. Der skal dog næppe mere end et par måneder til, før det sker.

Med 23.528 eksemplarer i bestanden er Model Y den hurtigst sælgende elbil nogensinde i Danmark. Den kunne fås første gang i juli 2021, så på under to et halvt år er den amerikanske SUV (biler til Danmark bygges i Tyskland) gået fra ingenting til at sidde på en stor del af markedet. Det er selvfølgelig prissænkningerne i starten af 2023, der har fået salget til at eksplodere. Model Y repræsenterer 12,53 procent af alle elbiler på de danske veje.

1. Tesla Model 3 – 25.790 eksemplarer

Hvis du synes, du ser en (hvid) Tesla Model 3 hvert andet øjeblik, så er det fordi, den er den absolut mest udbredte elbil i Danmark. Lige nu findes der næsten 26.000 eksemplarer af Model 3 i Danmark, og tallet er i kraftig stigning – introduktion af den faceliftede model til priser fra 339.990 kr. har givet den amerikanske sedan (made in China) et boost.

Men Model 3 må sandsynligvis afgive sin førsteplads i de kommende måneder. Men der går ingen skår af glæden hos Tesla, for den overhales af den endnu mere populære Model Y. Model 3 har været på markedet noget længere end Model Y, men der sælges lige nu langt flere eksemplarer af Model Y.

Del artikel:

Brugte elbiler til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS