Hyundai Ioniq 6 2025 -n-line-seoul-mobility-show-2025-01.png
Nyheder
4. november 2025

En ny chance for Hyundai Ioniq 6 (der koster 279.995 kr.)

Hyundai har filet designet på Ioniq 6 til, og basismodellen går fra 429 til 521 kilometer rækkevidde. Priserne starter på 279.995 kr., som er under Tesla Model 3 og Mazda 6e.

Morten B. Bek

Morten Bek

Helt uden hjælp fra det kinesiske produktions- og statsapparat kan Hyundai sælge den stærkt fornyede elbil Ioniq 6 til priser fra 279.995 kr., når den kan bestilles fra 2. januar 2026.

Hvorfor nævne Kina i forbindelse med en koreansk bil. Netop på grund af, at to af de vigtigste konkurrenter til Ioniq 6 er produceret i Kina - og de er begge dyrere end den koreansk producerede Hyundai: Mazda 6e fås fra 299.990 kr., og Tesla Model 3 fås fra 299.990 kr.

Men prisen er ikke det eneste, der er værd at fremhæve ved den faceliftede Ioniq 6. - Designet vil vi lade den enkelte tage stilling til, men set med vores øjne er Ioniq 6 blevet meget federe og med mere sammenhængende design. Til gengæld kan enhver se, at rækkevidden har fået et ordentligt skub i den rigtige retning.

Ioniq 6 med baghjulstræk og den mindste batteripakke måtte før klare sig med kun 53 kWh - mindre end i andre modeller på samme platform (bl.a. Ioniq 5 og Kia EV6). 429 kilometer på en opladning var for lidt. Så Hyundai har fundet 10 kWh ekstra frem, og rækkevidden i den billigste Ioniq 6 er nu på 521 kilometer. Værsgo - hele 92 kilometer mere. En kilometer mere end Model 3-basismodellen, 42 kilometer mere end 6e-basismodellen.

Ioniq 6 får også langt mere ud af batteriet end den kantede og højere Ioniq 5. Der er en forskel i rækkevidde, når vi snakker batteriet på 63 kWh, på hele 81 kilometer. Sådan går det, når aerodynamikken i høj grad bliver talt ind i designet.

Apropos Ioniq 5, så regner vi med, at Ioniq 6-basismodellen får samme ydelse som Ioniq 5-basismodellen, nemlig 170 hestekræfter. Det er en stigning fra kun 153 hestekræfter.

Hyundai Ioniq 6 2025 -n-line-seoul-mobility-show-2025-mk09
FOTO: Hyundai
Hyundai Ioniq 6 2025 -n-line-seoul-mobility-show-2025-02.png
FOTO: Hyundai
Hyundai Ioniq 6 2025 -n-line-seoul-mobility-show-2025-mk03.png
FOTO: Hyundai
Hyundai Ioniq 6 2025 -n-line-seoul-mobility-show-2025-mk08.png
FOTO: Hyundai
Hyundai Ioniq 6 2025 -n-line-seoul-mobility-show-2025-04.png
FOTO: Hyundai
Hyundai Ioniq 6 2025 -n-line-seoul-mobility-show-2025-04.png (1)
FOTO: Hyundai
Hyundai Ioniq 6 2025 -n-line-seoul-mobility-show-2025-mk06.png
FOTO: Hyundai

Op til 680 kilometer med batteriet på 84 kWh

279.995 kr. er den eneste pris i Ioniq 6-modelprogrammet, der endnu er helt på plads. Den gælder, som allerede nævnt, for basismodellen, der hedder Ioniq 6 Essential. Man går ikke ned på udstyr, selv om prisen er fornuftig: 18" alufælge, varmepumpe, el-betjent bagklap, bakkamera, varme i rat og forsæder, trådløs smartphoneopladning og to skærme på hver 12,3".

Også de andre varianter i modelprogrammet har fået et større batteri. Igen er det batteristørrelsen fra Ioniq 5 med lang rækkevidde, der er taget i brug: det er på 84 kWh. Det skubber rækkevidden opad til solide 680 kilometer på en opladning i forbindelse med baghjulstræk og 229 hestekræfter - 66 kilometer mere end med det gamle batteri på 77,4 kWh. Og det er 110 kilometer mere end i den tilsvarende Ioniq 5.

Med firehjulstræk og 325 hestekræfter forventer vi, at der ryger omkring 25 kilometer af rækkevidden, så Ioniq 6 i den opsætning vil ligge omkring 650 kilometer. 10 til 80 procent opladning skulle - i alle varianter - kunne klare på ned til 18 minutter, da Ioniq 6 har 800 volt-arkitektur.

Med faceliftet kan Ioniq 6 nu også fås i de synligt anderledes udstyrsvarianter N Line og N Line+. De niveauer kommer udover Essential, Advanced og Ultimate. Mens der altså endnu ikke er priser på andet end basismodellen, gætter vi på, at Ioniq 6 Advanced med det store batteri vil koste cirka 325.000 kr.

Ioniq 6 har indtil videre ikke haft det let på det danske marked. Designet har uden tvivl haft noget med det at gøre, og det har Hyundai taget hånd om. Med det lave prisniveau kan den koreanske elbil gå en lysere tid i møde.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant