juli 15, 2015

Et ustyrligt skovhuggermissil

Ugens Fund: Nogle vil sige, at en aldrende Subaru Forester har for mange hestekræfter, fordi resten af bilens opsætning overhovedet ikke understøtter fartpotentialet. Når du bremser hårdt ned fra høje hastigheder føles det, som om bilen sejler. Og kører du den hårdt i svingene, føler du, at bilen er ved at vælte.  
Næh hofdisciplinen for Subaru Forester XT er lyskrydsdueller eller det der ligner. Ingen dødelige, der ikke læser Bil Magasinet, har nogensinde hørt om Subaru Forester XT, og dermed er det den perfekte sleeper. Altså en lynhurtig bil, der ikke ligner en hurtig bil. Når den høje Forester XT sætter afsted runder den de første 100 km/t på seks sekunder rent. (6,3 for versionen med 210 hk) Heldigvis slutter festen ved 216 eller 226 km/t, for allerede der, er du langt over, hvad er forsvarligt – sjovt er det ikke en gang, med mindre du har en løs kaffeaftale med Sankt Peter. 

Accelerationen er i øvrigt sikret i al slags vejr – her er altid firehjulstræk – men tro ikke at du slipper for at korrigere undervejs. Den bløde affjedring påvirker nemlig også accelerationens kurs.

Bilen på billederne er til salg her

Den firecylindrede boksermotor giver ud over en spændende raspende lyd a la Porsche et solidt skub til rygstykkerne. Det skyldes alene det faktum, at her er en turbolader, der puster effekten op på hhv. 210 eller 225 hk. Og der er tryk på selv ved lave omdrejninger. Den samme turbolader gør naturligvis også lidt for benzinøkonomien, da snitforbruget kun er opgivet til 9,3 km/l. Det koster jo som bekendt at fyre med mahogni.

Når bilen skal sælges til partneren, så er den også praktisk. Nem indstigning og et godt bagagerum tæller på plussiden. Udstyret er også righoldigt, og ofte er her læder, selvom det er på den japanske måde, så du imponerer ikke en Audi-ejer – før du altså træder på speederen.

Har den for mange hestekræfter? Kan man få for mange hestekræfter? Nej, vel. Man kan jo bare dosere gassen. Og hvis du ikke tror på det, så prøv en Forester 2,0 benzin uden turbo, så ved du i hvert fald at man kan have for få.

XT har holdt pause i programmet, men er nu tilbage i programmet hos Subaru – nu med 240 hk, men ikke hurtigere. Og de fleste har automat-gear. De ældre modeller kan fås fra under 100.000 kr.

Søg Subaru Forester på BilBasen (Husk at den skal hedde XT)

Subaru Forester 2,5 XT

Specifikationer

Nypris 520.000 kr

HK/Nm 210 hk / 320 Nm

0 – 100 km/t 6,3 sek

Tophastighed 226 km/t

Km/l 9,1 km/l

Årlig Ejerafgift 7.600 kr.
   
 

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS