september 20, 2023

Første tur: BYD Dolphin viser den kinesiske magt

BYD Dolphin er ikke helt så raffineret som en VW ID.3, men til 234.995 kr. er den kinesiske elbil også ekstremt meget billigere end den tyske.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Det er næsten helt præcist et år siden, at kinesiske MG afslørede prisen på MG4. 284.999 kr. for en Luxury med en rækkevidde på 435 kilometer og en elmotor med 204 hk. Jeg kaldte prisen for opsigtsvækkende lav. For det var, hvad den var i efteråret 2022. Opsigtsvækkende.

Jeg lod mig forblænde af førstehåndsindtrykket af MG4. Lod mig forblænde af prisen. MG4 er en påmindelse til mig om, at jeg skal tage et par dybe spadestik, før jeg erklærer, at en bil er den helt store sensation.

Det er som om, det er september 2022 igen. Jeg står overfor en ny kinesisk hatchback med 204 hk, en rækkevidde på 427 kilometer og en pris, som også er meget opsigtsvækkende: BYD Dolphin. 234.995 kr. for en elbil, der rationelt set konkurrerer med VW ID.3 og, selvfølgelig, MG4.

Et par timer bag rattet af Dolphin er, hvad det bliver til på første tur. Der bliver ingen sensationssnak, men jeg får afgjort, om den kompakte BYD er så tarvelig som en våd papæske, eller om den skarpe pris gemmer på en juvel.

Pris mod pris

Det er 100 procent op til dig, om du vil købe en bil fra et kinesisk mærke. For nogle danskere er det i modstrid med alt, hvad de står for, mens andre ser et attraktivt produkt, hvor prisen bestemmer udfaldet. Det holder jeg mig helt fra at komme ind på her. 

Jeg kan, ved hjælp af fakta og nogle timer i selskab med Dolphin sige, om man umiddelbart får god værdi for pengene – også i forhold til konkurrenterne.

Dolphin er 85.000 kr. billigere end den tilsvarende ID.3, og så har jeg ikke engang inkluderet, at Dolphin kryber sig foran ID.3 på standardudstyr. Tilsvarende udgaver af MG4 og Renault Megane E-Tech koster henholdsvis 45.000 kr. og hele 115.000 kr. mere.

Den måske stærkeste konkurrent til Dolphin er en anden BYD. Atto 3, der er faldet så meget i pris, at den til 284.995 kr. kan interessere kunder, som har kigget på Dolphin med Design-udstyr, som koster 249.995 kr. Design-versionen har i øvrigt panoramaglastag, metallak i to farver, ekstra tonede ruder bagtil, to-farvede alufælge og trådløs mobilopladning for stærkt overbevisende 15.000 kr.

God plads og god indretning

BYD Dolphin hører til blandt konkurrenterne som en af dem med de bedste pladsforhold. Pladsen i MG4 og Megane E-Tech er ikke god nok. Bagsæderne gør det bøvlet med fire voksne eller nogle barnestole. Som ID.3 har Dolphin overraskende meget benplads på bagsædet, og der er to USB-C-ladestik lige ved hånden.

Der er desværre ingen luftdyser til bagsædet, så klimaanlægget skal arbejde hårdt. Som i næsten alle kinesiske biler skal klimaanlægget indstilles mærkeligt højt i temperatur, hvis hue og handsker skal undgås. En indstilling på omkring 25 grader – ellers bliver man frosset ud.

Plastmaterialerne er en god blanding af rigtig fine og nogle lidt tynde, hårde stykker. Meget som i ID.3. Designet er mere nedtonet end i den større Atto 3, og det er farverne i kabinen også. Elementer som gearvælger (sidder som en rulleknap i midterpanelet), dørhåndtagene og dørlommerne er ikke, som i Atto 3, spøjse indslag, men ganske normale.

Forsæderne er elektrisk justerbare, og jeg finder mig hurtigt en god kørestilling. Den lille instrumentering er fyldt med rigtig meget information, og ikke alt virker til at være lige relevant. Det vigtigste fylder mest: Hastighed, rækkevidde, køreindstilling og regenereringsstyrke; styrken er enten standard eller høj, men de ligger for tæt på hinanden, og ingen af styrkerne nærmer sig et-pedals-kørsel.

Som et adelsmærke hos BYD kan den store infotainmentskærm rotere, så man har valget mellem bredformat og portrætformat. Sidstnævnte kan være godt, når man bruger navigationskortet, men skærmen er så stor, at forskellen er meget lille.

Linglong sætter grænser

Dolphin er mærkeligt meget lettere end ID.3 (cirka 178 kilo), og også i forhold til Megane E-Tech er der “sparet” omkring 100 kilo. Men Dolphin føles ikke som en blikspand. Dørene virker måske lidt tyndere end i ID.3, men bilen føles mere substantiel og solid end MG4.

Det kommer ikke til udtryk i decideret lette køreegenskaber. Dolphin er en ubetydelighed hurtigere end ID.3 med 204 hk, og både her som der er kræfterne mere end det, der er nødvendigt 95 procent af tiden. Elmotoren, placeret foran, er desuden støjsvag.

Dækkene på den testede Dolphin Design er så kinesiske af navn, som noget kan være: Linglong Comfort Master. Samme dæktype sidder, heldigvis, ikke på de biler, kunderne i Danmark får; de får dæk fra kendte mærker, og Dolphin trænger da også til noget mere vejgreb. Linglong-dækkene hyler efter greb, hvis man leger lidt for meget, og så overbelastes de hurtigt af elmotorens 310 Nm på forhjulene.

Affjedringen er et vellykket kapitel i Dolphin-bogen. Jeg vil, men det er kun umiddelbart, sige, at Dolphin mangler lidt af kontrollen, som ID.3 har i undervognen, mens styretøjet mangler den sidste grad af genopretning – og enhver form for lyst til at meddele noget som helst.

BYD bør gå de aktive sikkerhedssystemer efter i sømmene med det samme. Efter flere forsøg på at slå den meget hårdt indgribende aktive sporassistent fra, forbliver den lige så intens, som før jeg troede, jeg slog den fra. Hastighedsadvarslen lyder også prompte og enerverende, så snart man er 1 km/t over hastighedsgrænsen – og den bør også nemt kunne slås fra.

Opladning med lav kapacitet

Der skal flere kilometer og mere tid til at vurdere forbrug og rækkevidde i den kinesiske hatchback, og, lige så vigtigt, skal der tid til at vurdere opladningsstyrken ved en DC-lynlader.

Med en maksimal tilførsel ved en lynlader på 88 kW tager det i følge BYD 29 minutter at lade fra 30-80 procent. Meget lang tid. Men hvis Dolphin kan holde omkring 88 kW gennem hele processen, vil den ikke være langt fra ID.3, som godt nok skal kunne lade med 120 kW, men som under min seneste test lå omkring 85 kW.

Den ultimative prøve for BYD Dolphin kommer i form af en sammenligningstest med konkurrenterne. Efter den første tur vil holde mig til at sige, at den umiddelbare værdi for pengene er rigtig god. At spare mange, mange tusinde kroner i forhold til konkurrenterne er kraftigt argument. Flere og tungere ord, positive eller negative, kræver mere tid med den nye priskriger fra Kina.


SPECIFIKATIONER

BYD Dolphin Design 60,4 kWh 

Motor: Elmotor (fortil)
Ydelse: 204 hk/310 Nm
0-100 km/t: 7 sekunder
Tophastighed: 160 km/t
Forbrug: 15,9 kWh/100 kilometer
Batteristørrelse: 60,4 kWh
Ladekapacitet: 88 kW
Rækkevidde: 427 kilometer
Mål (L/B/H): 429/177/157 cm
Køreklar vægt: 1.658 kilo
Trækvægt: 54 kilo (cykelholder)
Bagagerumsvolumen: 430-1.310 liter

Pris: 249.995 kr. (Dolphin fås fra 234.995 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Kontakt forhandler
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler

Del artikel:

Brugte biler fra BYD til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS