Kia EV3 bliver billigere end forventet
Sammen med priser på flere EV3-modeller kommer også nyheden om, at Kia sælger versionen med den store batteripakke 5.000 kr. billigere end forventet.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Den store nyhed skulle egentlig være, at Volkswagens California for første gang fås som plug-in hybrid – og endda med firehjulstræk. Plug-in hybriden er ingen steder at se, da jeg kommer ud af lufthavnen i Ljubljana, Sloveniens hovedstad, for at overtage den nye California til tre dages udflugt og overnatning.
I den to-farvede California Ocean ligger i stedet en dieselmotor. Sådan en har næsten alle de California, danskerne har anskaffet sig indtil nu, men pointen med plug-in hybriden i Danmark er, at den vil få lidt rabat på afgiften og blive billigere end California med dieselmotoren med 150 hestekræfter, som jeg skal køre og overnatte i. Der er også en benzinudgave med 204 hestekræfter, men hvor priserne ender kan ingen endnu fortælle mig.
Plug-in hybriden er en stor nyhed i en helt buket af nyheder for California. Lige så vigtig, tror jeg mange vil mene, er nyheden om, at Volkswagens camper nu ikke længere er en varevogn med hævetag, madrasser og en enkelt skydedør. California er en MPV, en personbil, der er baseret på den lange udgave af Multivan.
Jeg elsker den foregående California for dens klodsethed. Den er klodset i designet, og den er klodset at køre, men den har charme og masser af godhed. Man sidder som chauffør, som var California en bus, og det hele ryster og skramler, fordi affjedringen er stiv. Varevognscharme kan godt blive trættende, selv om det bare er sådan, en California er – og så må man elske det.
Nej, siger jeg. Det behøver man ikke, hvis man anskaffer sig en California. Hvis man kan se sig selv ud af, at det er charmerende at køre en grov varevogn, kan man i den nye California køre en camper, der kører som en rigtig god, stor MPV.
Multivan er baseret på samme platform som Golf, Passat, Touran.. Personbiler, som kører godt. Sikre, komfortable biler. Som California skabt på Multivan-basis er der mange kilo (køreklar vægt på næsten 2,4 tons), og karrosseriet er 27 centimeter længere end hvis man målte den gamle California T6.1. Men California er nogenlunde lige så bred og høj som før, så den skal nok passe ind i en parkeringskælder, hvis man husker, at den er lang.
LÆS OGSÅ | Sejr til Volkswagen ID.4 i maj
Over tre dage og cirka 500 kilometer, mere eller mindre, kommer jeg gennem Slovenien, Kroatien og Italien, og California med 150 hestekræfter mere end bare klarer by, land og motorvej. Den meget stilfærdige motor får helt uproblematisk camperen op på 150 km/t, hvor vinden ikke engang rigtig inviterer støjen indenfor. California ligger plantet og perfekt.
Det er vildere, at mange kilometer i bjergene på veje med virkelig trange hårnålesving, dårlig oversigt og ringe asfalt slet ikke rører bilen. Den gamle California ville have væltet rundt, og jeg ville have sænket tempoet til noget lavt. Den nye fiser rundt, som er jeg i fare for at blive lukket ude af en campingplads, hvis ikke jeg skynder mig.
Det er styretøjet, affjedringen, vejgrebet. California er nu en moderne bil med de køreegenskaber og den køresikkerhed, det bringer med sig. Det er, for mig, mere charmerende end at køre en varevogn.
Multivan-udgangspunktet er ikke MPV i stil med Touran eller den hedengangne Ford S-Max. Det er en høj bil med høj indstigning, og derfor stiger man op i California til fremragende overblik og en fantastisk kørestilling. Benene i en god stilling, rattet stadig lidt som i en stor bus. Der er, som der skal være, to armlæn på hvert af forsæderne, og jeg bruger dem flittigt.
For første gang kan man nu vælge forsæderne med højdeindstilling OG 180 graders rotation. Så du kan vende stolene mod bagsæderne, og du kan får mere eller mindre højde på, hvis du ønsker det.
Dørsiderne er mindre, og opbevaringsrum er der bare færre af. Omvendt er materialekvaliteten bare bedre, og der er langt flere sikkerhedssystemer end før. Infotainmentsystemet er en ældre generation end i den nye Passat og de seneste ID-modeller, så klimaanlæggets temperatur ligger ikke synligt på forsiden.
Her skal man bruge listen foran skærmen, som jeg hader mere, end jeg elsker den. Jeg kan heldigvis sige, at klimaanlægget ikke kræver de store justeringer for at klare en udendørs temperatur på 32 grader.
Det som minder mest om den udgående California T6.1 er hævetaget. Der er stort set samme bredde på taget, og madrassen og underlaget er de såkaldte “fjederkopper”, som erstattede lamelbunden for en del år siden. Jeg sover deroppe to gange, og komforten er god. LED-lysene er for svage til læsning, men de tre åbninger med net – et i hver side og det store foran, som helt kan fjernes – giver god regulering af luften.
Det er en langsommelig og frustrerende opgave af få hævetaget på plads, når det skal klappes sammen. Måske det er fordi, bilen er en forproduktionsudgave, som VW-folkene siger. Men jeg tvivler, for det er, som det altid har været, et arbejde for to at få hele teltdugen ind under taget, når det kører ned. Det ender meget tit med at sidde skævt eller i klemme, og det vil med tiden slide på konstruktionen.
I underetagen er der to (eller fire) enkeltsæder og to af de i alt fire sovepladser. De to sæder i testbilen er enkeltsæder, som erstatter den gamle bænk. De er nemme at rykke, og de foldes nemt ned for at give et underlag for madrassen. Den er smallere end før, fordi California nu har skydedøre i hver side.
Den ekstra dør burde altid have været der. Adgangen er meget bedre, og køleskabet i enden af køkkenafdelingen er nemt lige at gribe ned i. Det køler i øvrigt virkelig godt. Styringen af temperaturen og camping-relevante detaljer som spildevand og belysning klares på den lille touchscreen lige ved højre skydedør. Nemt og godt.
De to havestole ligger stadig i et rum i bagklappen, mens foldebordet til brug udenfor bilen er rykket fra skydedøren til en plads i toppen af den kasse i bagagerummet, som madrassen hviler på. Det er møbler i meget høj kvalitet.
Temperaturen om natten på campingpladsen i Kroatien med udsigt over Slovenien falder ikke under 23 grader, så jeg sætter pris på en fiks ny detalje: en plastramme, eller skinne, med indbygget insektnet, som skydes ind i toppen af ruderammen i fordørene. Det kræver lidt øvelse, men kun lidt. Derefter har man ekstra frisk luft, men altså ingen adgang for insekter i kabinen.
Rammerne ligger i en stor stofpose, der hænger i den bageste siderude i højre side. Nemt og tilgængeligt. Der er skabe og strømudtag, og håndvask og et gasblus er der også. Gasflasken er betydeligt sværere at komme frem til end før, da den har fået et trangt rum i bunden af skabet i bagagerummet. Men selve åbningen for gassen sidder ikke langt fra blusset, så bøvlet er begrænset.
Hver eneste gang jeg har kørt California før den nye, har markisestangen, der bruges til at rulle markisen ud og ind, ligget og raslet rundt i en kasse under bagsædebænken. Da der ikke længere er en kasse, skulle der en ny løsning til. Den er perfekt: stangen ligger nu låst inde i selve markisens kasse.
Hvad er det, der gør California til noget specielt? Den kompakte camper har et trofast følge, og hvert år køber 200-300 danskere en helt ny, selv om den koster det samme som et hus på Falster. Danskerne køber den, fordi den kan bruges som familiebil i dagligdagen. Den har siddepladserne, og den fylder ikke for meget – heller ikke selv om den nu er blevet noget længere.
Jeg synes, jeg lærer den nye California godt at kende over tre dage gennem smukke landskaber, kedelige byer og på langstrakte motorveje. Den gør både den del og campingdelen endnu bedre, end jeg forventede det af den. California er en anden bil end før, og jeg synes, det er for det bedre.
LÆS OGSÅ | Volkswagen går elektrisk med GTI
Når California kommer til Danmark i den nye version, bliver det i versionerne Coast og Ocean, som har indbygget køkken for at kunne få den lave afgift. Hvad de ender med at koste er helt åbent. Ingen af dem – diesel, PHEV eller benzin – bliver billige. Men billig har aldrig været idéen med California.
Den gamle endte med at koste cirka 700.000 kr. som Ocean med dieselmotor med 150 hestekræfter og DSG-automatgear. Det er altid noget, at interessen for California bare er vokset med tiden, så hvis man engang vil af med den, så står mange klar til at overtage og betale fyrsteligt for den.
Volkswagen California Ocean 2,0 TDI
Motor: R4, 1.968 cm3
Ydelse: 150 hk/360 Nm
0-100 km/t: Ikke oplyst
Tophastighed: 188 km/t
Forbrug: 14,9 km/l
CO2-udledning: 177 gram/km
Mål: 517/194/197 cm
Køreklar vægt: 2.386 kilo
Trækvægt: 2.000 kilo
Bagagerumsvolumen: Ikke oplyst
Pris: Ikke oplyst
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
Sammen med priser på flere EV3-modeller kommer også nyheden om, at Kia sælger versionen med den store batteripakke 5.000 kr. billigere end forventet.
En af de bedste elbiler i den dyre ende af skalaen er lige blevet endnu bedre. Mød BMW i5 Touring, der som stationcar giver endnu mere mening.
Engang var det nemt at pege den koksgrå VW Passat med synlige dioder ud i mængden. I dag råder politiet dog over flere modeller, og så har de taget nye tricks i brug. Kan du stadig spotte civilbilen?
GTX-betegnelsen pryder hele VW’s program af nyere elbiler, men her i den mindste af slagsen føles den særlig sportslig.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.