Kia EV3 MBB 526
Test og anmeldelser
19. oktober 2024

Første tur: Kia EV3 giver et fremragende førstehåndsindtryk

Morten B. Bek

Morten Bek

Der er stigende konkurrence i klassen for højbenede, kompakte elbiler. Kia har nu ikke bare Niro EV, men også en helt ny – og potentielt fremragende – EV3.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Det ser sort ud for Kia Niro EV. Den koreanske elbil har kun haft et par år på markedet i den nye udgave, og nu er der risiko for, at den kompakte crossover bliver presset ud. På den ene side presser Ford Explorer, Renault Scenic E-Tech Electric og Skoda Elroq, men det er pres fra en anden side, der giver en mere bittersød følelse; fra egne rækker presser den nye og utvivlsomt meget spændende EV3.

Jeg tror, at det allerede begrænsede salg af Niro EV kommer til at knække helt sammen, når EV3 i november kommer til at stå i samme salgslokale som den to år gamle model. Man søger naturligt mod det nye i vores forbrugersamfund, og det gælder både sælgere og købere.

EV3 er et friskt pust i klassen for de lidt høje elbiler mellem 430-450 centimeter. Niro EV er gårsdagens elbil med lav ladekapacitet, et design der både er udfordrende og kedeligt – og højere priser end EV3. Meget lidt, hvis noget overhovedet, taler for Niro EV i forhold til EV3.

Og det er allerede inden jeg har siddet i EV3 og kørt den første tur i EV3. Når indtrykkene fra den oplevelse lægges på som ekstra lag, så ser det endnu værre ud for Niro EV – og for mange elbiler i samme prisklasse.

Kia EV3 MBB 549
Kia EV3 MBB 535
Kia EV3 MBB 551
Kia EV3 MBB 521

Med EV9 som forbillede

Beige er en farve, de fleste kan lide. Den gør ikke nogen fortræd, hvis jeg skal sige noget pænt om den. Den nye Skoda Elroq er en beige bil. Den gør ingen fortræd, og det er ligegyldigt om den rent faktisk er lakeret beige. Den kan også være blå eller grå eller rød.

Men Elroq er designet til alle og til ingen – den er så konservativ, at man se trygheden og det sikre lyse ud af den. Sådan er EV3 ikke. EV3 har den store EV9 som forbillede, og formen vil udfordre nogle mennesker, trækker andre til sig som fluepapir. Jeg er allerede stor fan, for EV3 vover noget, og dens boks-form med fede detaljer fungerer for mig.

EV3 er kun 430 centimeter lang, hvor Elroq er 449 centimeter lang. I et noget kortere karrosseri har EV3 et kun lidt mindre bagagerum og et kun lidt mindre bagsæde. I begge tilfælde er der rigelig plads, og EV3 føles mere luftig end Niro EV.

Kia EV3 MBB 531

EV9 er også meget tydeligt forbillede for interiøret. Design, layout, farvetoner og udstyr kommer i 8/10 størrelse i forhold til storebror, så der er et nyt, hurtigere og langt bedre infotainmentsystem i EV3 end i Niro EV. Der er ikke kun en skærm, mellem instrumentering og infotainment, til klimaanlægget, men også helt rigtige knapper.

Der hvor forskellene findes er i materialekvaliteten. Toppen af dørsiderne er glinsende plast, som skriger til himlen ved siden af det smarte panel i døren til sædevarme, sædeventilation, ratvarme og sædehukommelse. Til gengæld er mulighederne for udstyr, som jeg forventer af Kia, meget omfattende. El-betjent bagklap, Harman Kardon-lyd, soltag, varme i bagsædet, smartphone som nøgle og stort head-up-display i forruden.

Kia starter med udstyrsniveauet Access, arbejder sig videre til Prestige og så op til Upgrade. Øverst står GT-Line som er varianten, jeg får en kort tur i under Årets Bil-kåringen. Access opfylder alene rigtig mange krav til komfort og luksus – rat med varme, automatisk klimaanlæg med to zoner, frunk på 25 liter, adaptiv fartpilot, infotainment og instrumentering med 12,3” skærm, trådløs opkobling til Apple CarPlay/Android Auto, bakkamera, 17” alufælge og meget mere.

Prestige-udstyret koster 15.000 kr. over Access, og trådløs mobilopladning, ydre dørhåndtag som selv popper ud, stofindlæg i døre og instrumentpanel, el-foldbare sidespejle, automatisk nedblændeligt bakspejl og udvidet sikkerhedsudstyr gør den til et meget oplagt valg. Med stort batteri ender man så på kun 304.900 kr.

Kia EV3 MBB 522
Kia EV3 MBB 517
Kia EV3 MBB 516
Kia EV3 MBB 513
Kia EV3 MBB 507
Kia EV3 MBB 506
Kia EV3 MBB 543

Op til 604 kilometer på oplandingen

Det batteri, altså det store, er et stort batteri for en kompakt elektrisk crossover. 81,4 kWh til 1.885 kilo crossover giver, efter den officielle måling, et lavt forbrug og en rækkevidde i klasse med Renault Scenic E-Tech Electric: 604 kilometer i udstyrsvarianter med 17” alufælge.

Det er en rækkevidde, der er usædvanlig i prisklassen. Med basisudstyret Access kan det gøres for 289.900 kr., og for hvem den rækkevidde virker som ren overflod, kan udgaven med batteri på 58,3 kWh næsten klare det samme som Niro EV – 436 kilometer. 436 kilometer er cirka det samme, som man får i populære udgaver af VW ID.3 og Renault Megane E-Tech Electric.

EV3 er ikke født med samme teknologier som EV6 og EV9. Her er ikke baghjulstræk, 800 Volt-system og markedsledende opladning. I stedet får man forhjulstræk, 400 Volt-system og opladning, som med det store batteri topper ved kun 128 kW – og med det lille batteri ved kun 101 kW. Hvis det er opladning, der er stabil på det niveau, er det ikke slemt, men 10 til 80 procent tager trods alt stadig 31 minutter.

Det skal holdes direkte op mod en potentiel rækkevidde omkring 600 kilometer. Hvis der i virkeligheden kan blive 400 kilometer til køreturen, så er det måske ikke så slemt at skulle vente lidt længere.

Kia EV3 MBB 554
Kia EV3 MBB 573
Kia EV3 MBB 558
Kia EV3 MBB 574
Kia EV3 MBB 566
Kia EV3 MBB 556
Kia EV3 MBB 570
Kia EV3 MBB 568
Kia EV3 MBB 524
Kia EV3 MBB 557
Kia EV3 MBB 555
Kia EV3 MBB 563
Kia EV3 MBB 560

Kia går den komfortable vej

Åh, 19” hjul på en kompakt elbil. På en Kia. Store hjul bringer det værste frem i affjedringen på den store EV9, og de er ingen hjælp i EV6. 19” hjul er det, der sidder på EV3 Upgrade og EV3 GT-Line, så der er kun tilbage at gå et eller to udstyrsniveauer ned, hvis de store hjul hopper rundt som fremmedlegemer i undervognen.

Var det for meget spændingsopbygning? Måske det er til at gætte, at EV3 på 19” hjul gør sit job med balance og lethed. Det er kun en times tid, skiftevis i førersædet og passagersædet, jeg har med EV3, men jeg når at køre på slidte midtjyske landeveje og over mange bump. EV3 fjedrer på en næsten blød måde. Den mister dog ikke en eneste gang kontrollen. Heller ikke da jeg rammer et dybt hul lige før et sving på en stigning.

Styretøjet er også blødt, og Kia er gået modsat det forholdsvis kontante styretøj i EV6. EV3 køres nemt med et let styretøj. Hvordan det føles over en længere periode skal jeg fortælle, når jeg får bilen til test.

Til EV3 skal man vælge batteristørrelse, men ikke motorydelse. Måske der kommer flere muligheder på et tidspunkt, men for nu udleveres alle EV3 med en elmotor ved forhjulene med 204 hestekræfter og 283 Nm.

Den giver sine kræfter fra sig uden at vride fordækkene af led. Vejene er meget våde, doseringen af motorydelsen tilpasset perfekt, så udviklingen føles smidig ved lav fart og rigelig længere oppe i fart.

Når Bilbasen senere i år får EV3 til test over flere omgange, bliver det fremragende førstehåndsindtryk udsat for presset fra mere tid med den nye elbil. Jeg er spændt, for det er sjældent, at en bil har givet mig så godt et første indtryk, som EV3 har.


SPECIFIKATIONER

Kia EV3 Long Range GT-Line

Motor: Elmotor (for) Ydelse: 204 hk/283 Nm 0-100 km/t: 7,7 sekunder Tophastighed: 170 km/t Forbrug: 15,5 kWh/100 km Rækkevidde: 587 kilometer Batteristørrelse: 81,4 kWh Ladekapacitet: 128 kW Mål (L/B/H): 430/185/157 cm Køreklar vægt: 1.885 kilo Trækvægt: 750 kilo Bagagerumsvolumen: 460 liter Pris: 344.900 kr. (EV3 fås fra 269.900 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: