februar 11, 2024

Første tur: Opdateret VW ID.4 står endnu stærkere på villavejen

Volkswagen udstyrer VW ID.4 med samme elmotor som ID.7, og det gør underværker for den folkelige bestseller.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev (Opdateret 13. februar)

Det er i grove træk kun hældningen på bagruden, der adskiller VW ID.5 fra ID.4. Glemmer man de to modelbetegnelser og regner dem for én, er det den tredje bedst sælgende elbil i Danmark kun overgået af Tesla Model Y og Model 3.

Med over 10.000 indregistreringer siden lanceringen har VW ID.4 (og ID.5) kørt sig særdeles stærkt ind på de danske villaveje som en folkelig familieelbil. Og nu bliver den endnu stærkere med en markant teknisk opdatering.

Det er ikke til at se med det blotte øje, men under de bløde former gemmer sig en ny elmotor, der er lånt fra storebror VW ID.7, som giver flere kræfter og højere effektivitet. Er det noget, der duer? Jeg kører første tur i en opdateret VW ID.4 og mærker efter!

Hurtigere husmandsmodel

Den firehjulstrukne 4Motion-udgave af ID.4 får med opdateringen 299 hk i stedet for 265 hk, mens topmodellen GTX får 340 hk i stedet for 299 hk. Det største spring i ydelse sker dog i den baghjulstrukne husmandsmodel, der rykker fra 204 hk til 286 hk. Også momentet stiger drastisk fra 310 Nm til velvoksne 545 Nm.

Man skal have seriøse nerveforstyrrelser, hvis ikke man mærker forskellen. I elbilregi var ID.4 før i den slappe ende med en acceleration fra 0 til 100 km/t på 8,5 sekunder. Den tid er barberet ned til 6,7 sekunder, hvilket er næsten lige så hurtigt som den forgangne GTX-topmodel.

De ekstra kræfter giver nøjagtigt det overskud, man vil have, uden at det kammer over. Der er nu mere end rigeligt med overskud til hurtige overhalinger og mellemaccelerationer på motorvejen. Og det bedste af det hele er, at det kommer uden et hak i tuden rent rækkeviddemæssigt.

VW ID.4 med 286 hk, som jeg kører her, har en rækkevidde på 543 km efter WTLP-standard. Det er 12 km end den seneste ID.4 med baghjulstræk og 26 km mere end den allerførste ID.4, der blev lanceret i Danmark tilbage i 2021.

Med de nye motorer følger også en ny funktion på batteriet, der sikrer hurtigere opladning. Endelig kan batteriet nu opvarmes før lynopladning, så strømmen strømmer hurtigere ind på det ellers uændrede 77 kWh store batteri.

Glæden ved baghjulstræk

Der er tyngde og potens i topmodellen GTX, men husmandsmodellen med baghjulstræk har en anden force. Der er 100 kg til forskel mellem de to, og størstedelen af disse kilo spares ved fraværet af en elmotor på forakslen. Det gør snuden lettere og bilen sjovere.

Kombineret med baghjulstræk får man en bil, der er lettere at placere i et sving. Der er stadig tyngde, og presser man den opdaterede VW ID.4 nok på maven, skal man nok få vægten at føle. Alligevel virker den lettere på tå, når landevejene kringler, og det er ret rart.

Heldigvis koster den lettere snude ikke på retningsstabiliteten, der stadig er tårnhøj i ID.4. Affjedringskomforten står også uændret sammen med den godt støjisolerede kabine, hvorfor man ikke bør tøve med langture i den opdaterede variant.

Bedre infotainmentsystem

Den tekniske overhaling mærkes også indvendigt, hvor ID.4 har fået ny infotainmentskærm med opdateret system. Selvom skærmen vokser, er der ikke tale om endnu et lån fra ID.7, der kører med 15”. I den opdaterede ID.4 får man 12,9” i stedet for 12”.

Det opdaterede system er ikke kun mere nydeligt og moderne i sit layout men klart også mere intuitivt. Den har også fået lys i touch-knapperne til volumen- og temperaturkontrol under skærmen (selvom jeg ved en fejl skrev, at dette ikke var tilfældet*). Touch-knapperne har dog fået mindre relevans med det nye infotainmentsystem.

Nu findes nemlig en fast bjælke i bunden af infotainmentskærmen, hvor temperaturen kan ændres uden at skulle fedte rundt i undermenuer eller drilske touch-knapper.

Der findes også en bjælke i toppen af skærmen med en fast genvej til assistentsystemerne, så EUs latterlige idé om konstante hastighedsadvarsler kan slås hurtigt fra. De faste bjælker i top og bund æder ikke af skærmens plads, fordi den altså er vokset med 0,9”.

Også gearvælgeren bag rattet (skifteklodsen, gearskifteren, kald den, hvad du vil) er ny og lånt fra VW ID.7. Den sidder nu seperat fra skærmen som selvstændig stilk, hvilket også har rykket visker-funktionerne over på samme venstre stilk som blinklyset. Præcist som det ses i Mercedes’ modeller.

Stærkere på villavejen

Der var som sådan ikke et behov for at ændre ID.4. VW har gjort det alligevel, fordi de stod med en ny elmotor på hylden, der passede i den højbenede familiebil. Ingen klager over flere kræfter, længere rækkevidde og mere modernitet – særligt ikke når det kommer uden merpris.

VW ID.4 Pro med 286 hk starter i 369.995 kr. mens VW ID.5, der har fået samme tekniske overhaling, starter i 374.995 kr. Det er pæne priser, der kun er blevet pænere med den tekniske opdatering, og som nu betyder, at de står endnu stærkere på villavejen, end de gjorde før.


VW ID.4 Pro 286 hk

Motor: Elektrisk (bag)
Batteri: 82 kWh (77 kWh netto)
Ydelse: 286 hk / 545 Nm
0-100 km/t: 6,7 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Rækkevidde: 543 km
Forbrug: 16,4 kWh/100 km
Opladning: 135 kW DC / 11 kW AC
Mål (L/B/H): 459/185/161 cm
Bagagerumsvolumen: 543-1.575 liter
Startpris: 369.995 kr. (ID.4 starter fra 334.995 kr.)

Del artikel:

Find brugte VW ID.4 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS