juni 29, 2024

Første tur: Peugeot E-5008 kan noget, andre elbiler ikke kan

Den nye storebror til E-3008 kommer ikke bare med syv sæder som standard, men også rækkevidde op til 660 kilometer og forventet fornuftige priser.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Bilbasen var inviteret til Sverige af Peugeot

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været forbi Teslas hjemmeside for at se, om Model Y nu endelig kunne fås med syv sæder. Det er mange gange, jeg har været forbi siden, og nej, den kan stadig ikke fås med syv sæder i Danmark, selv om det er en mulighed i USA.

Der er sådan set ikke noget særligt ved, at Model Y ikke fås med syv pladser. Det er der kun meget få elektriske SUV’er, der gør. Mercedes EQB er sådan en syvsæders. Men de to sæder på række tre er mikroskopiske, og de koster faktisk også ekstra 12.334 kr. i en bil, Mercedes indkasserer mindst 462.440 kr. for.

Der er altså ingen elektrisk SUV med syv sæder til danskere med mere begrænset indkomst. Lige nu er der ingen bil, der passer til beskrivelsen, men det kommer der sidst i august. Når sommerferien er slut, kan man med den nye Peugeot E-5008 begynde at planlægge den næste udflugt.

E-5008 er stor, men ikke voldsomt stor, og selv den billigste har syv sæder og en rækkevidde omkring 500 kilometer. I starten af 2025 vil den kunne fås med større batteri og en rækkevidde omkring 660 kilometer. Det gør E-5008 til noget af en ener.

Sæderne er ikke kun for børn  

E-5008 er, som den mindre E-3008, baseret på en platform, som først og fremmest er lavet til elbiler. Peugeot har strukket platformen til bristepunktet, så akselafstanden på 2,9 meter er 20 centimeter længere end i E-3008.

Den 479 centimeter lange E-5008 virker som en større bil, end den er. Designerne har erstattet den flade bagende på E-3008 med en stor boks på E-5008, så den kan rumme meget mere. Blandt andet de syv siddepladser. I ombygningen har designerne lavet en SUV, der er anderledes harmonisk end E-3008; de to modeller har, kedeligt nok, præcis samme frontdesign, men E-5008 er endt som den elegante af de to.

I en SUV med fire centimeter mere længde end Model Y har Peugeot fundet imponerende meget plads. Pladsen på forsæderne og række to er luksuriøs og rigelig, og sæderne på de rækker er forbløffende gode at køre langt i. Men også tredje sæderække kan bruges af voksne, hvis de to forreste sæderækker klemmer sig bare lidt sammen ved at køre sæderne lidt frem. Til børn og ikke alt for høje teenagere er tredje sæderække mindst så god som i den større Kia EV9.

To eller tre små rullekufferter kan være i bagagerummet, selv når alle sæder er i brug. Det til trods for, at man samtidig har ladekabel og bagagerumsdækkenet pakket ned i gulvet. Praktisk. Virkelig praktisk. Ikke så praktisk er det, at trækvægten er reduceret i forhold til E-3008; E-5008 må kun trække 1.000 kilo på en krog, mens E-3008 trods alt klarer 1.250 kilo.

Kant, men ikke for meget kant

Hvis E-5008 ligner en elektrisk SUV, der skal presse rigtig store mængder luft forbi sig, når den kører, så siger Peugeot, at det slet ikke hænger sådan sammen. Det er en modificeret sandhed, for  selvfølgelig har den ikke så lav vindmodstand som en Model Y – og heller ikke så lav som Mercedes EQB.

Men den er effektiv, lover Peugeot. Med et gennemsnitligt forbrug på cirka 17,7 kWh for hver 100 kilometer ligger den tæt på EQB i effektivitet og langt over EV9. Med en batteristørrelse på 73 kWh er WLTP-rækkevidden op til 500 kilometer (afhænger af udstyrsvariant), som kun er 25 kilometer kortere på rækkevidden end den tilsvarende E-3008.

I starten af 2025 kommer der, som nævnt længere oppe, længere rækkevidde endnu. Et batteri på 96 kWh forventes at give en rækkevidde på 660 kilometer. Vægtforøgelsen med det store batteri skulle holde sig omkring 54 kilo, som næppe ruinerer køreoplevelsen. For en sikkerheds skyld får det store batteri 20 hk ekstra i forhold til de 210 hk, der sendes med standardbatteriet.

Som det gælder for Kia EV9 med baghjulstræk og kun 203 hk, skal man ikke lade sig gå på af en tilsyneladende sløv 0-100-præstation i E-5008 med 210 hk. 9,7 sekunder. Med tre voksne på tur med nogle tasker og rygsække kommer E-5008 hurtigt nok op i fart, og den når hurtigere end forventet de svenske fartgrænser.

Adstadig, men også komfortabel

E-3008 har fået kritik for en undervogn, der ikke helt kan samle sig om at være komfortabel. Jeg har prøvet den med de store 20” hjul, som er standard på de dyrere versioner, og jeg er enig i, at den kunne være bedre, når det kommer til affjedringskomfort. Den er ingen Audi Q4 E-Tron.

Jeg har E-3008 GT i frisk erindring, hvilket er meget heldigt, da bilen jeg kører ved pressepræsentationen i Sydsverige er en E-5008 GT med 20” hjul. 

20 cm mere akselafstand og en afstemning af undervognen til den ekstra vægt i det større karrosseri gør E-5008 til den mere komfortable af de to elbiler fra Peugeot. Jeg er ekstra kritisk, fordi E-3008 har fået kritik, og jeg finder ikke noget at udsætte på affjedringen i E-5008. Det er sjovt, hvordan en bedre affjedring kan få en bil til at føles mere luksuriøs.

E-5008 er mere udfordret i et sving end E-3008. Som i ikke specielt udfordret, for E-5008 er rolig og opfordrer til, at man selv tager den med ro. Styretøjet er godt ved de små udsving, men i yderstillingen, på vej i en skarp kurve, får det ikke det bedste frem i bilen.

En opnåelig drøm for de børnerige familier

Et eller andet sted er Peugeots konsekvente brug af et meget lille rat og højt placerede instrumenter stadig kontroversielt. Sammen med lidt for fremskudte pedaler har det gjort siddestillingen i tidligere modeller problematisk – alt efter kropsbygning, selvfølgelig.

Med E-3008 og nu E-5008 står pedalerne rigtigt og langt tilbage, og rattet kan justeres vidt og bredt. Instrumenteringen er nu nemmere at se, fordi det store panel ikke i samme grad dækkes af toppen af rattet. 

Jeg bliver altid glad, når jeg sætter mig ind i en bil med stofbeklædning eller uld på sæder og paneler. E-5008 har gråt stof på panelerne og på toppen af forsæderyggen, og GT-varianter har samtidig stemplede alu-paneler som indlæg i instrumentbord og døre, som, når stemningsbelysningen falder på dem, er direkte smukke. De ser dyre ud, de paneler. Lidt flere penge kunne være gået til panelerne med stof på, som lyder tynde, når man banker på dem.

Men til den forventede pris ville jeg være mere end tilfreds med materialer, farver og så videre. Der er ingen pris tilgængelig endnu, men jeg tror, at en pris på 360.000 kr. for basisudgaven Allure med 210 hk og 400.000 kr. for den mest veludstyrede, GT Pack, er nogenlunde der, hvor Peugeot lander.

E-5008 kan dermed ramme et publikum, som ønsker sig en rummelig elbil med syv sæder og god rækkevidde. Der er helt sikkert mere end nogle få familier i Danmark med pladsbehov, som drømmer om netop sådan en bil. Med E-5008 er det nu endelig en mulighed, og det er samtidig en god mulighed.


SPECIFIKATIONER

Peugeot E-5008 GT 73 kWh 

Motor: Elmotor (for)
Ydelse: 210 hk/345 Nm
0-100 km/t: 9,7 sekunder
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 17,7 kWh/100 km
Rækkevidde: Cirka 500 kilometer
Batteristørrelse: 73 kWh
Ladekapacitet: 160 kW
Mål: 479/189/169 cm
Køreklar vægt: 2.218 kilo
Trækvægt: 1.000 kilo
Bagagerumsvolumen: 259-1.815 liter

Prisgæt: 390.000 kr. (gæt på startpris for E-5008: 360.000 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS