Danskerne køber brugte biler som aldrig før, og især når det kommer til brugte elbiler, er der virkelig kommet gang i afsætningen hos forhandlerne. 2025 gav, for andet år i træk, en ny rekord for antallet af solgte brugte biler i Danmark, viser tal fra Bilinfo og Dansk Motor Register (DMR), og stigningen i salget af brugte elbiler er opsigtsvækkende.
2025 endte med 471.000 handler med brugte biler. I 2024 var salget på 457.000 biler, så 2024-rekorden blev overgået med tre procent.
Stigningen i salget af brugte elbiler var massiv. Her skal vi helt op på 46 procent, og det er en stor stigning fra 100.100 brugte elbiler i 2024 til 146.000 brugte elbiler i 2025.
Jan Lang, Bilbasen markedsanalytiker, giver indsigt i, hvordan salget af brugte biler igen sætter rekord:
"Dels er der solgt rigtig mange brugtbiler i prislejet fra 50.000 til 150.000 kroner, fordi hver tredje dansker har et bilbudget i det prissegment. Så er der samtidig omstillingen til elbiler, som også driver salget op, ligesom konkurrencen fra privatleasing ikke har været så massiv som tidligere. Alt i alt giver det et rekordsalg."

Volkswagen ID.4 var den mest populære brugtbil i 2025
Interessen for brugte elbiler er meget stor, som søgninger på Bilbasen også viser. Elbiler som Volkswagen ID.4 og Skoda Enyaq er konsekvent de mest søgte biler på Bilbasen. Når det kommer til brugtsalget, er det også elbilerne der stikker af.
Mens elbilerne samlet set står for lidt under en tredjedel af brugtsalget, så er det de elektriske modeller, der dominerer i top 10 over de mest solgte; det skyldes, at modeludvalget er langt mindre end blandt biler med forbrændingmotor, og at danskerne vælger kendte elbiler, når de køber brugt.
Den bedst sælgende brugte bil af alle modeller i 2025 blev ID.4 med 11.319 eksemplarer med søstermodellen Skoda Enyaq på andenpladsen med 9.678 eksemplarer. Plads nummer tre er VW ID.3 med 8.098 eksemplarer, mens Mercedes-Benz EQA ruller ind som nummer fire med 6.061 eksemplarer.
Top 10 rummer også modeller som Polestar 2 (4.409 eksemplarer) og Mini Cooper SE (4.177 eksemplarer). Der er kun to biler med forbrændingsmotor i top 10: Volkswagen Passat med 5.744 eksemplarer og Volkswagen Up med 5.177 eksemplarer.

Hovedparten af de brugte elbiler er importeret som brugte
Det er efterhånden kutyme, at man på danske motorveje møder autotransportere med et læs elbiler med spanske, franske, belgiske eller andre nummerplader på; det er brugte, og meget ofte meget let brugte, elbiler, der er på vej til danske forhandlere. Denne import af brugte elbiler fra udlandet fylder meget, og af de 146.000 brugte biler solgt i Danmark i 2025, stammer 101.100 biler fra udlandet.
Det giver brugtbilskøbere et langt større udvalg, end hvis kun elbiler købt fra ny i Danmark kom på brugtmarkedet, og det er med til at sikre fornuftige priser. Det kan ses i det såkaldte prisindeks, hvor fjerde kvartal 2021 står som indeks 100.
I 2025 faldt elbilerne i gennemsnit med 9,5 procent, og det fik prisindekset til at rasle ned til 56,2. Det vil sige, at det i 2025 var langt billigere end i 2021 at købe en brugt elbil.
I de kommende år kan den store import af brugte elbiler langsomt begynde at aftage. Stigningen i salget af nye elbiler i blandt andet Frankrig er stigende, så det er naturligt, at interessen for de brugte også vil stige i udlandet, så der er færre brugte elbiler at eksportere til Danmark.
Indtil videre ser Jan Lang dog ingen ændringer, og han forudser ikke store ændringer her i 2026 i forhold til sidste år:
"Selv om omsætningen på brugtbilmarkedet har været afdæmpet indtil videre, her i starten af 2026, så forventer jeg, at vi ser et solidt salg af brugte biler i 2026. Årsagen er, at de grundlæggende forudsætninger ikke har ændret sig, og de kommer ikke til at ændre sig på hverken kort eller mellemlang sigt. Der er fortsat få relevante privatleasingtilbud. Der er ingen rigtig billige nye elbiler endnu, og samtidig fortsætter omstillingen til elbiler med forøget kraft i år."



