Der er langt til toppen, men hos BMW er der længere end hos Mercedes-Benz. Mærket med stjernen introducerer sin faceliftede, 800 volt-opgraderede EQS til 994.998 kr., og lige efter kommer BMW så med den opgraderede i7, stadig med 400 volt, til priser fra 1.239.900 kr.
Som så mange andre gange er der en forklaring på, hvorfor der er så stor forskel. Den primært findes i mængden af udstyr, bilerne kommer med som standard - og at i7 altid har firehjulstræk og mindst 455 hestekræfter, hvor den eneste mulige EQS har 408 hestekræfter og baghjulstræk.
Man behøver bare se en gang på i7 og EQS for at lægge mærke til, hvilken af de to luksuslimousiner er mest aerodynamisk. Det hjælper EQS til en rækkevidde på hele 919 kilometer - i i7 må man køre ind og blande sig med pøblen allerede efter 727 kilometer.
Der er tre i7-modeller at vælge mellem: i7 50 xDrive, i7 60 xDrive og i7 M70 - startende fra venstre er det med 455, 544 og 680 hestekræfter.











Panoramic Vision fra iX3 er flyttet ind
Med faceliftet har BMW i7 ikke bare fået et frontdesign, der er til at holde ud at være i nærheden af, men også et helt nyt interiør. Det er Neue Klasse-stilen fra den nye iX3 (og den nye i3) med Panoramic Vision, der byder velkommen; der er en stor, lang skærm til en masse info langs bunden af forruden og en stor, fritstående touchscreen.
Der er også et stort display til at underholde forsædepassageren, BMW Passenger Display, fordi det skal der åbenbart være i nye biler. Skærmen foran passagersædet er standard, og mens EQS også har sådan en, så rykker i7 fra sin konkurrent, når det kommer til den samlede mængde af udstyr.
Hos BMW er ting som 20" alufælge, varme i rattet, automatisk klimaanlæg med mere end to zoner, head-up display, 22 kW AC-opladning, panoramaglastag og Bowers & Wilkins surround-lydanlæg standard, og en opgradering af EQS-standardudstyret til en sammenlignelig pakke får den op i cirka 1,2 millioner kr.
BMW har, som EQS, selvfølgeligheder som døre med servolukning, el-justerbare bagsæder med varme og bagakselstyring som standard. Mere luksuriøse og komfortable bagsæder, eksempelvis med ventilation, fås fra 56.250 kr., og automatiske døre (lukker og åbner ved hjælp af sensorstyring) koster 18.749 kr.
Der er et stort hop fra i7 50 xDrive med 455 hestekræfter/727 kilometer rækkevidde til 1.239.900 kr. videre til i7 60 xDrive med 544 hestekræfter/727 kilometer rækkevidde - den koster 1.659.900 kr. uden at have mere udstyr som standard. Topmodellen i7 M70 med 680 hestekræfter/686 kilometer rækkevidde har mere udstyr - og her er prisen 1.929.900 kr.



