Nissan Micra-12
Nyheder
28. maj 2025

Første kig: Er den nye Micra redningen for Nissan?

Under en pavillon på Papirøen i København står en bil, der skal agere redningskrans for Nissan. Vi ser nærmere på den nye, elektriske Nissan Micra.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Det er ikke dine øjne, der er noget galt med. Den nye Nissan Micra er baseret på den nye Renault 5, der har travlt med at trække positive overskrifter i øjeblikket.

Den slags positiv omtale har Nissan drastisk behov for at tappe ind i. Når Nissan nævnes i øjeblikket, er det under overskrifter, der beror sig på krise, massefyringer, fabrikslukninger og et kuldsejlet samarbejde med Honda.

En elektrisk Nissan Micra er derfor lige det, de hårdt prøvede japanere har brug for, og sammen med en ny Leaf, der lander senere i år, skal de to fungere som en totrinsraket mod lysere tider.

På Papirøen i Operaens baghave er Bilbasen inviteret til at se nærmere på det første eksemplar, der er landet i Danmark. Noget, som kommende kunder og nysgerrige sjæle også har mulighed for på Trangravsvej i København torsdag og fredag den 29. og 30. maj.

Nissan Micra-04
Foto: Simon Hallenslev
Nissan Micra-11
Foto: Simon Hallenslev
Nissan Micra-10
Foto: Simon Hallenslev
Nissan Micra-07
Foto: Simon Hallenslev

Enægget tvilling

Der er på den tekniske front ingen markante forskelle de to tvillinger imellem. Ligesom Renault 5 E-Tech kommer Micra med 40 og 52 kWh batteri med en rækkevidde på op til 408 kilometer. Elmotoren kommer med op til 150 hestekræfter, og den elektriske Micra produceres hos Renault i Frankrig.

Det er i stedet i design samt på udstyrslisten, at man kan finde forskelle – og selv her skal man pudse detaljebrillerne.

I et forsøg på at eliminere de karakteristiske kantede former, har Nissan tilført Micra halvmåneformede LED-ringe som kørelys, der bryder med de kantede hovedlygter. Det giver et andet udtryk, og med lidt god vilje kan man ane de boblede former fra anden og tredje generation Micra.

Bagfra er det de samme virkemidler, man har gjort brug af. Væk er R5'erens aflange baglygter, erstattet med en helt rund LED-cirkel med en lille tap til blinklyset. Set lige bagfra har Micra et helt andet udtryk end sin franske tvillingesøster, mens den fra alle andre vinkler er umiskendeligt Renault 5 E-Tech.

Indvendigt er det reelt svært at finde forskellene. Det er helt ned til syningerne i instrumentbordet og farvevalget på et par materialer, der adskiller de to – samt selvfølgelig den lille detalje med Fuji-bjerget, som ses afbilledet i midterkonsollen.

Nissan Micra-06
Foto: Simon Hallenslev
Nissan Micra-01
Foto: Simon Hallenslev
Nissan Micra-03
Foto: Simon Hallenslev
Nissan Micra-02
Foto: Simon Hallenslev
Nissan Micra-05
Foto: Simon Hallenslev

Selvom det er i detaljerne, forskellene skal findes, er det absolut ingen skam. Kabinens opsætning er lige dele forfriskende og gennemtænkt, uanset om den findes i 5'eren eller Micra.

Her fås selvfølgelig de samme 10,3" og 10,1" skærme til instrumentering og infotainment, der hjælpes på vej af et brugervenligt Google-system.

Nissan Micra-09
Foto: Simon Hallenslev

Nissan-farver og e-Pedal

Der er, som nævnt, også et par forskelle på udstyrslisten. Først er der farvevalget, hvor standardfarven er hvid som den, der vises frem på Papirøen. Her skal man sluge en mere markant grøn farve, hvis man vil have sin R5 i standardfarven.

Man kan også vælge sin Micra i to distinkte Nissan-farver, som Nissan selv forklarer det. Her er der tale om Authentic Blue og Rebel Red, som altså ikke kan vælges hos franskmændene.

Udstyrsniveuerne hos Nissan hedder Engage, Advance og Evolve, som man kender det fra blandt andet Nissan Ariya. Indgangsvarianten Engage kan kun vælges med det lille 40 kWh batteri, mellemvarianten Advance med både 40 og 52 kWh, mens Evolve kun fås med det store 52 kWh batteri.

Den største Evolve-udstyrsvariant fås også med e-Pedal. Et fjerde trin til den regenerative nedbremsning, som Renault-modellen nu også fås med, og som betyder, at man kan køre kun ved brug af speederen. Slippes den, vil bilen nemlig kunne bremse helt ned til fuldt stop. Evolve har også Harman Kardon-lydanlæg som standard, hvilket koster 6.000 kr. ekstra hos Renault.

Det er dog næppe farvevalg og lydanlæg, der gør udfaldet. Priserne har større vigtighed, men de er ikke klar ved den danske præsentation – muligvis fordi, der også er noget forlænget garanti, der skal i spil hos Nissan, efter Renault præsenterede sine fem år for ganske nyligt.

Priserne er klar i slutningen af juni og hvis de er så pæne, som dem Renault disker op med, og tilmed kan krydres med en forlænget garanti, så er der grobund for, at Micra bliver redningskransen for Nissan. I hvert fald herhjemme. De første danske Nissan Micra vil blive leveret i tredje kvartal i år.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant