2025 Urban Cruiser Dynamic 007
Test og anmeldelser
10. juni 2025

Første tur: Toyota Urban Cruiser - god nok til at klare Kia EV3 og Skoda Elroq?

I efteråret kommer den første kompakte elektriske Toyota, og den starter sin karriere i et minefelt. Bilbasen kører første tur i Urban Cruiser, der fås fra 234.990 kr.

Morten B. Bek

Morten Bek

Bilbasen var inviteret til Spanien af Toyota Danmark Der er noget dejavú over mødet, selv om det er første gang, jeg står overfor Toyota Urban Cruiser. Det er klart, for det er kun et par måneder siden, jeg kørte tvillingebroren til Urban Cruiser, den ligeledes helt nye Suzuki E Vitara.

Jeg kan se tydelig forskel på de to modeller, men de to modeller er så teknisk identiske, at man kan vælge favoritten alene ud fra designet. Det er Suzuki, der har udviklet hardwaren, og det er Suzuki, der producerer tvillingerne i Indien.

Der er to uafklarede ting, hvis valget står mellem de to lige nu: kun Toyota har helt styr på priserne, som starter på 234.990 kr. med batteri på 49 kWh, 144 hestekræfter og rækkevidde på op til 344 kilometer. Og mens Suzuki næppe kommer til at afvige meget fra det prisniveau, er det sværere at se, hvordan de kan matche de 10 års (serviceaktiverede) garanti, Toyota skilter med.

Den første tur i Urban Cruiser, som jeg tager i omegnen af den spanske hovedstad Madrid, handler for mig ikke om at sammenligne den med E Vitara. Det går mere ud på at finde ud af, om Toyota har en elbil, der kan følge med klassens bedste - Kia EV3 og Skoda Elroq.

2025 Urban Cruiser Dynamic 0044
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Dynamic 0012
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Details 002
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Details 006
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Details 001
FOTO: Toyota PR

Bagage eller passagerer, men ikke begge dele

Det er en helt grundlæggende ting at finde ud af, hvor langt man kan komme på en opladning i en elbil. Urban Cruiser med den længst mulige rækkevidde starter på samme niveau, som EV3 med den kortest mulige rækkevidde. Faktisk går den EV3 med batteri på 58,3 kWh lidt længere på en opladning end Urban Cruiser med 61 kWh: 436 mod 426 kilometer.

Med sit, for størrelsen, store batteri på 81,4 kWh står EV3 til over 600 kilometer, så den er langt mere egnet til lange stræk på motorvej. Ikke kun det, men også hurtigere opladning. Jeg ved ikke, hvordan og hvorfor, det er valgt, men alle udgaver af Urban Cruiser topper ved 70 kW ved en DC-lader, så man kommer til at holde ved en lynlader i mindst 45 minutter for at gå fra 10 til 80 procent. Meget langsommere og Urban Cruiser ville blive dækket af mos.

Jeg ved det. Lynladning er ikke en universel ting for alle købere af elbiler. Der er andre ting, som er vigtigere, og når ting som varmepumpe, bakkamera, alufælge, regnsensor, nøglefri betjening og forvarmningsmulighed til batteriet - forud for opladning - er standard, er grundlaget godt.

Med det lille, og rent ud sagt uinteressante batteri på 49 kWh, får man hverken varme i sæder eller rat, men det er inkluderet i den rimelige merpris på 15.000 kr., der er op til batteriet på 61 kWh.

Men den fristende pris på 249.990 kr. for Urban Cruiser Active 61 kWh med 174 hestekræfter og rækkevidden på 426 kilometer kan rigtig udligne nogle fundamentale minusser i kabinen.

Gulvet er meget højt, og førersædet er monteret ret lavt, som gør, at jeg sidder højt med benene; et mindre minus. Infotainmentsystemet i Urban Cruiser har intet med systemet i andre Toyota-modeller at gøre, og det er usandsynligt langsomt til at reagere på ethvert tryk. Forhåbentlig løses det i de biler, der kommer ud til kunderne - testbilerne i Spanien er prototyper. Jeg er tæt på at uddele rødt kort for bagagerummet. 238 liter i en crossover, der er 429 centimeter lang? Der er ikke engang et frunk til at forsøde den sure smag, og det er en ringe trøst, at bagsædet kan forskydes i længden med 16 centimeter - det giver stadig kun 306 liter. Og så kan selv ikke børn sidde på bagsædet.

2025 Urban Cruiser Interiors 0013
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Interiors 0014
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Interiors 0011
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Interiors 0016
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Interiors 0015
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Interiors 0017
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Interiors 001
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Interiors 003
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Interiors 005
FOTO: Toyota PR

Firehjulstræk for 10.000 kr.

En delvis, men ikke udpræget gangbar forklaring er, at der ikke er brugt midler på at lave en forskellig indretning i den forhjulstrukne udgave i forhold til udgaven med firehjulstræk. Ja, firehjulstræk kan man få for kun 10.000 kr. ekstra (giver i alt 184 hestekræfter, reducerer rækkevidden til 395 kilometer).

Den ekstra elmotor ved bagakslen tager dyrebar plads, men i stedet for at frigive den plads i forhjulstrækkeren, som kunne have ekstra bageplads, så er Toyota sprunget over den løsning. Kan man få en bil i samme størrelse, der både har et rummeligt bagsæde OG et stort bagagerum? Det kan man: EV3 med god bagsædeplads og bagagerum på 460 liter.

Det er den firehjulstrukne Urban Cruiser med det højeste udstyrsniveau, Executive, der er min køremakker i Spanien. Ruten går gennem endeløse forstæder til Madrid med lige så endeløst antal vejbump og rundkørsler, men et godt stykke motorvej har Toyota-folkene heldigvis også inkluderet.

Urban Cruiser er, målt på hukommelsen, er med 184 hestekræfter mindst så hurtig som EV3 med 204 hestekræfter, selv om Toyota’en er meget tungere. Med firehjulstræk og Executive-udstyr vejer den mere end 1,9 tons. Det er ikke optimalt, at den er så tung, men det er helt optimalt, at den ikke “kører” så tungt.

Affjedringskomforten er meget fornuftig, og retningsstabilitet og styresikkerheden er rigtig god på motorvejen. Vindstøj fra især A-stolperne er meget markant, og dækstøj er potentielt også et problem.

Når der er tale om en prototype, som er lavet forud for starten på masseproduktionen, er der ting, som kan vise sig at være anderledes i de Urban Cruisere, der kommer til Danmark i efteråret. Der er grundlæggende ting, som ikke vil ændre sig - og flere af dem gør, at Urban Cruiser ikke er på niveau med de bedste i klassen.

2025 Urban Cruiser Dynamic 0034
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Dynamic 0037
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Details 008
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Details 002
FOTO: Toyota PR
2025 Urban Cruiser Details 004
FOTO: Toyota PR

DEN FORELØBIGE DOM

Toyota har indgået et samarbejde med Suzuki omkring en kompakt elektrisk crossover, og det er der kommet en attraktivt prissat, veludstyret og komfortabel elbil ud af.

Men der er mange både små og store dele, som tyder på besparelser i udviklingen - og de påvirker alt fra opladning over pladsforhold til infotainmentsystem. Det er faste elementer, som ikke kan bortforklares ved, at bilerne ved prøvekørslen i Spanien er prototyper. Det er minusser, som simpelthen er en del af Urban Cruiser.

Det er svært at se Urban Cruiser som en trussel mod klassens bedste. Kia EV3, Renault Scenic E-Tech og Skoda Elroq er umiddelbart langt mere komplette biler, og selv om de er lidt dyrere, ændrer det ikke på billedet. De vigtigste argumenter for at vælge Urban Cruiser er højt udstyrsniveau, fornuftige priser og Toyota-garantien, som går helt op til 10 år, hvis man får sin bil serviceret hos Toyota.

Toyota Urban Cruiser 61 kWh AWD Executive

Motor: Elmotorer (fortil og bagtil) Ydelse: 184 hk/307 Nm 0-100 km/t: 7,4 sekunder Tophastighed: 150 km/t Forbrug: 16,6 kWh/100 km Rækkevidde: 395 kilometer Batteristørrelse: 61 kWh Ladekapacitet: 70 kW Mål (L/B/H): 429/180/164 cm Køreklar vægt: 1.939 kilo Trækvægt: 750 kilo Bagagerumsvolumen: 238/306 liter (længdejusterbart bagsæde) Pris: 279.990 kr. (Urban Cruiser fås fra 234.990 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant